European Economic
and Social Committee
Luca Jahier: De nationale genopretnings- og resiliensplaner er kommet godt i gang
EØSU info: Hvad er din holdning til status for gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner i medlemsstaterne?
Luca Jahier: For et år siden indledte vi processen med at gennemføre genopretnings- og resiliensfaciliteten, og kun meget få lande var kommet videre med udarbejdelsen af deres nationale planer.
Det var først og fremmest vigtigt at evaluere og understrege betydningen af at gennemføre artikel 18 i forordningen, der vedrører medlemsstaternes forpligtelse til at inddrage civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, lokale myndigheder, universiteter og andre interessenter i udarbejdelsen, gennemførelsen og overvågningen af planerne.
I år har 26 lande lagt sidste hånd på deres planer (Nederlandene befinder sig i den afsluttende fase) og med undtagelse af blot to lande, som er berørt af konditionalitetsmekanismen vedrørende retsstatsprincippet, er samtlige planer allerede blevet godkendt, og mange er allerede i færd med at blive gennemført. Nogle planer er allerede afsluttet og har fået en positiv vurdering fra EU for de første seks måneders gennemførelse. Der gøres nu hurtige fremskridt i den anden seksmåneders periode. Der er nu mange flere elementer vedrørende den praktiske anvendelse af artikel 18 i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten og det endelige indhold af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der overordnet set er blevet vurderet positivt af det organiserede civilsamfund.
Selvom der er store forskelle med hensyn til kvaliteten af civilsamfundsorganisationernes inddragelse i medlemsstaterne, hvor der nogle steder kun har været tale om en minimal inddragelse, er der også blevet fundet glimrende eksempler på bedste praksis. I Østrig, Frankrig, Luxembourg, Spanien og Sverige er der f.eks. tale om et tæt og konstruktivt samarbejde med regeringerne, som styrkes af gennemsigtighed og løbende dialog. I Tjekkiet, Estland, Finland, Italien og Spanien er der desuden blevet oprettet et websted for genopretnings- og resiliensfaciliteten eller en regeringsportal med gennemsigtige oplysninger, som borgerne har adgang til. I Italien blev der på regeringsniveau etableret et permanent rundbordspartnerskab i november 2021, der koordineres af formanden for det nationale økonomiske og sociale råd. I Kroatien er det organiserede civilsamfund involveret i udarbejdelsen af udbud i tilknytning til gennemførelsen af den nationale genopretnings- og resiliensplan. I Portugal er der blevet oprettet et nationalt overvågningsudvalg, der bl.a. omfatter repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, universiteter og den sociale sektor.
Dermed kan vi for det første konkludere, at der er grund til at fremhæve ovenstående eksempler og opfordre medlemsstaterne til at lære af gode erfaringer og bedste praksis. For det andet kan vi bekræfte, at en kvalitetssikret, effektiv og vedvarende inddragelse af civilsamfundsorganisationerne i den økonomiske styring i medlemsstaterne bør baseres på lovgivning samt på offentlige og gennemsigtige procedurer, der er garanteret gennem et EU-direktiv eller en EU-forordning.