EU-priserne for økologi

EU-priserne for økologi arrangeres i fællesskab af Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), Det Europæiske Regionsudvalg (RU), COPA-COGECA og IFOAM Organics Europe. Hensigten med priserne er at udtrykke anerkendelse for topkvalitet i hele den økologiske værdikæde og belønne de bedste og mest innovative aktører inden for økologisk produktion i EU.

Priserne er det første eksempel på økopriser på EU-plan og er en opfølgning på handlingsplanen for udvikling af økologisk produktion, som Kommissionen vedtog den 25. marts 2021. Tilgangen i denne handlingsplan er, at man for at få den økologiske produktion til at vokse, skal øge forbrugernes efterspørgsel efter økologiske produkter. Dette kræver bl.a., at offentlighedens bevidsthed om den økologiske produktions karakteristika og fordele styrkes. Derfor indebærer handlingsplanen en række årlige priser for at anerkende topkvalitet i den økologiske værdikæde. Priserne uddeles for første gang i 2022.

EØSU har i årevis været fortaler for en mere bæredygtig samlet fødevarepolitik i EU. Navnlig anerkender EØSU i sin udtalelse om handlingsplanen, vedtaget i september 2021, den rolle, som økologisk landbrug spiller for opfyldelsen af målene i den europæiske grønne pagt, ligesom udvalget mener, at handlingsplanen for udviklingen af økologisk produktion udgør et solidt grundlag for en bæredygtig videreudvikling af den økologiske sektor. Endvidere mener EØSU, at forbrugerne bør informeres om fordele og udfordringer ved økologiske produkter gennem passende oplysningstiltag, og udvalget ønsker derfor at indgå i aktiviteter med henblik på at øge kendskabet til økologisk produktion, som f.eks. den årlige EU-dag for økologi samt prisuddelingen for toppræstationer inden for alle områder af den økologiske fødevarekæde.

EØSU var indbudt af kommissær Janusz Wojciechowski til at deltage i afholdelsen af den første EU-dag for økologi den 23. september 2021 og er medarrangør af EU-priserne for økologi, med ansvar for tre priser.

EU-priserne for økologi omfatter syv kategorier og otte priser. De anerkender aktører i hele den økologiske værdikæde, som har udviklet et fremragende, innovativt, bæredygtigt og inspirerende projekt, der skaber reel merværdi for økologisk produktion og forbrug.

Du kan finde flere oplysninger på websiden for EU-priserne for økologi og på sociale medier via #EUOrganic.


EØSU's formand Oliver Röpke:

Efterspørgslen på økologiske fødevarer er hastigt stigende. Forbrugerne vil gerne spise bedre og sundere fødevarer, som er gode for kroppen og gavner vores planet. Men nogle har ikke samme muligheder som andre, for ikke alle har adgang til økologiske fødevarer. EU-priserne for økologi er en anerkendelse af innovation, passion og engagement hos dem, der virkelig gør en indsats for økologiske fødevarer og økologisk produktion i EU og bringer økologien tættere på den almindelige forbruger.


Du kan finde flere oplysninger på websiden for EU-priserne for økologi og på sociale medier via #EUOrganic.