Ad hoc‑gruppen om ligestilling

Ad hoc‑gruppen om ligestilling ("ligestillingsgruppen") blev formelt oprettet i 2020 for at fremme en tværgående ligestillingskultur i EØSU, som omfatter alle aspekter af dette princip, navnlig ligestilling mellem kønnene.

Ligestillingsgruppen beskytter og fremmer ligestilling gennem en lang række aktiviteter, såsom at:

  • udarbejde forslag til foranstaltninger og fremsætte anbefalinger til EØSU's præsidium til støtte for ligestilling
  • en gang om året at gennemgå resultaterne af de foranstaltninger til fremme af ligestilling og ikke‑forskelsbehandling, som udvalget har gennemført
  • sikre, at principperne om ligestilling, herunder ligestilling mellem kønnene og ikkeforskelsbehandling, respekteres og overholdes i forbindelse med udnævnelsen af forskellige embedsposter, f.eks. for EØSU's formand, næstformand og medlemmerne af EØSU's præsidium samt for ordførerne, medordførerne og studiegruppemedlemmerne inden for grupperne
  • offentliggøre oplysninger om aktiviteter, der fremmer ligestilling
  • sikre, at ligestillingsaspektet integreres i udvalgets politikker
  • tilrettelægge tematiske møder med fremtrædende talere for at drøfte spørgsmål om ulighed og udveksle bedste praksis for, hvordan man kan fremme retfærdighed, lighed og gennemsigtighed.

Ligestillingsgruppen består af 12 medlemmer, og hver af udvalgets tre grupper udpeger fire medlemmer til at repræsentere den. Gruppen har siden den seneste nykonstituering været ledet af Sif Holst (Gruppe III) med Maria Nikolopoulou (Gruppe II) og Dolores Sammut Bonnici (Gruppe I) som de to næstformænd.

Gruppen arbejder på en åben og inklusiv måde med en tværsektoriel tilgang til ligestilling. Ligestillingsgruppen forelægger ved udløbet af hver mandatperiode en rapport for EØSU's præsidium, hvori gruppens aktiviteter og forslag beskrives, og der gøres status over de fremskridt, der er gjort i EØSU med hensyn til at overholde lighedsprincippet.

Det sekretariat, der bistår ad hoc‑gruppen om ligestilling i dets arbejde, er Direktorat A, kontoret for præsidiesekretariatet og lovgivningsmæssig planlægning, præsidiet og sektoren for ad hoc‑grupper. Yderligere oplysninger kan fås hos: registry@eesc.europa.eu.


Sif Hoslt, Ioannis Vardakastannis