Af EØSU's Arbejdstagergruppe

På plenarforsamlingen i marts vedtog EØSU en vigtig udtalelse om Kommissionens forslag om at forbedre arbejdsvilkårene for platformsarbejdere. Som supplement til forslaget mener EØSU, at det er afgørende at understrege formodningen om ansættelsesforhold og styrke disse bestemmelser for at undgå yderligere smuthuller, der gør det muligt at betegne arbejdstagerne som selvstændige. Udtalelsen fokuserer også på den algoritmiske ledelses rolle og platformsarbejdernes kollektive rettigheder.

Debatten om dette nye direktiv for platformsarbejdere, der har til formål at sikre en klar klassificering som arbejdstagere for at forhindre den nuværende praksis, er blevet mødt med stærk modstand fra mange arbejdsgivere i hele Europa. Manges direkte afvisning af lovliggørelsen af usikker beskæftigelse og proformaselvstændige gør behovet for denne lovgivning så meget desto mere indlysende: Spørgsmålet vil ikke løse sig selv med industriens selvregulering. Uden lovgivning vil platformene blive ved med at agere på grænsen af betydningen af at være ansat og dermed undgå kollektive forhandlinger og social beskyttelse. På den måde tilbyder de forbrugerne lavere priser og overfører som sædvanlig de alvorlige konsekvenser og skjulte omkostninger til samfundet som helhed.

Denne indsats for at sikre retssikkerhed og klarhed i hele Europa er imidlertid ikke kun i arbejdstagernes interesse. Mange virksomheder, hvis stemmer ikke er blevet hørt, og som ikke blot overholder ordlyden, men også arbejdsrettens ånd, udsættes for illoyal konkurrence på grund af disse former for social dumping. Når vi drøfter Europas fremtid, er dette en integreret del af denne diskussion: opadgående social konvergens eller et kapløb mod bunden. I sidste ende afhænger den sociale orden, som alle nyder godt af, herunder virksomhederne, også af social samhørighed og en vis grad af lighed, og disse er truet af en begærlig kapitalisme.

Nye former for arbejde vil i sagens natur altid være et omstridt område. Platformsarbejde er tydeligvis ingen undtagelse. På den ene side giver de teknologiske fremskridt nye organisatoriske muligheder og beskæftigelsesmuligheder. På den anden side medfører dette ofte usikkerhed. Forløbet er faktisk ikke nyt: Fra begyndelsen af den industrielle revolution blev fagforeningerne født som et svar på solidaritet mod de umenneskelige arbejdsvilkår, som fabrikkerne skabte. Der er sket meget siden da, og der er generelt en stærk beskyttelse af arbejdstagerne, i det mindste i Europa. Ikke desto mindre er det igen nødvendigt at korrigere for at sikre, at denne innovation ikke sker på bekostning af borgernes og arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår. (pbr)