Da vi fejrede det nye år med venner og familie med ønsker og planer for 2022, havde ingen i verden troet, at vores liv ville ændre sig så dramatisk bare et par måneder senere.
Den første gang Ukraine oplevede krig siden dets uafhængighed var i 2014.
Under værdighedsrevolutionen blev over 100 mennesker skudt på den centrale plads, Uafhængighedspladsen. Derefter fulgte invasionen af Donbas og annekteringen af Krim. Det ukrainske civilsamfund blev ændret betydeligt i 2014: frivillige tog til fronten for at hjælpe internt fordrevne og støtte sårede soldater. Vi troede, at det ville være de mørkeste dage i vores historie, men vi tog fejl.
Efter 2014 var der stort set ikke længere uenighed i vores samfund om, hvorvidt vi skulle blive medlem af EU. Den sidste meningsmåling inden invasionen i februar 2022 viste, at hele 68 % af ukrainerne gik ind for EU-medlemskab, og denne opbakning steg til 86 % lige efter invasionen og nåede op på 91 % i slutningen af marts – hvilket er rekordhøjt!
Denne massive opbakning er en reaktion på det, som civilsamfundet i EU har gjort for at hjælpe. Det sørgede med det samme for at mobilisere EU's regeringer og pressede på for hurtige beslutninger. De frivillige, som har arbejdet lige fra invasionens første timer, har spillet en enorm rolle. Deres styrke er, at de kan finde hurtige løsninger på ethvert problem vedrørende alt lige fra ammunition og droner til medicin og tøj til flygtninge. Det var utroligt at se de mange demonstrationer og det enorme antal gule og blå flag, der blev hejst rundt om i EU. Mens vi søgte tilflugt i skjul, fandt vi styrke i billeder af folk fra hele verden, der støttede Ukraine.
Da vores samarbejdspartnere fik nyheden om de voldsomme luftangreb i hele Ukraine, begyndte langt de fleste hurtigt at ringe for at spørge: "Hvordan kan vi hjælpe?". Vi fik en masse hjælp, men vi har brug for mere.
Vores hær har brug for innovative løsninger og teknologier for at vinde kampen; vores læger har brug for moderne udstyr inden for alle områder og personale til at hjælpe de sårede soldater og civile; de frivillige har brug for endnu flere kontakter rundt om i verden osv.
Men vi har også brug for en strategisk vision for genopretningsprocessen i Ukraine, og i den forbindelse spiller det en stor rolle, at hele den demokratiske verden gør en fælles indsats for at opbygge en stærk og sikker stat og udvikle innovative løsninger inden for byggeri, tilrettelæggelse af infrastruktur, erhvervs- og forskningsstøtte, kapacitetsopbygning for institutionerne på de forskellige niveauer osv.
Både Ukraine og EU har lært en klar lektie af denne krig:
- Visse situationer kræver hurtige løsninger, især når det gælder den fælles sikkerhed.
Krigen startede i 2014, og i otte år har ukrainerne forsøgt at forklare faren ved tætte forbindelser med Rusland, afhængighed af russiske energiressourcer og andre produkter fra et land, der bruger sine indtægter på terrorisme og massakrer. Alligevel var hverken Ukraine eller EU forberedt på en så grusom og fuldstændig invasion. I så fald ville begge parter have udvist større beslutsomhed. Ville invasionen have fundet sted, hvis man i 2014 havde indført lige så hårde sanktioner som i 2022?
- Krigen i 2022 er også en innovations- og teknologikrig. Hvis vi øger vores energieffektivitet, diversificerer vores energikilder, finder nye digitale løsninger, udvikler rumteknologier og forbedrer den måde, vi forvalter vores naturressourcer på, osv., vil vores uafhængighed og sikkerhed helt sikkert blive større end i dag, hvor alle lande går igennem en stor krise.
Anerkendelse af betydningen af en øjeblikkelig reaktion fra politikere, diplomater, militærstyrker, frivillige og civilsamfundet er et skridt i retning af at vinde denne krig. Der er stadig et stort behov for støtte, men motivationen bliver større dag for dag.
Vi ukrainere har bevist, at vores grundlæggende værdier er menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og menneskerettigheder. Der har aldrig eksisteret nogen hasteprocedure for EU-medlemskab, men situationen i Ukraine er ekstraordinær, og måske er det på tide at genoverveje proceduren.
Ukrainerne er fuldt ud klar over omfanget af det hjemmearbejde, der skal gøres for at blive medlem af EU. Vores styrke er vores motivation til at opbygge en fri stat og indgå partnerskaber med dem, der stod sammen med os, da situationen var værst. Så vi giver ikke op. Vi har tillid til vores væbnede styrker og deler en vision om et velstående land.
Nadija Afanasieva, direktør ved det ukrainske institut for international politik i Kyiv, Ukraine