Mellem lanceringen af idéen om et europæisk indre marked i 1980'erne, dets udformning og start i begyndelsen af 1990'erne indtraf mange historiske forandringer på og uden for vores kontinent. Siden da er EU selv mere end fordoblet med hensyn til størrelse og medlemskab og har håndteret kriser og konflikter med naturlige, økonomiske, sociale og teknologiske udfordringer.

Siden da har den geopolitiske situation også gennemgået en dramatisk forandring. En ny supermagt er opstået i Asien og er på mange niveauer blevet en systemisk rival for EU. I årenes løb har principperne for det indre marked, dvs. fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, vist sig at være en velsignelse for EU's økonomiske resultater. De er dog langt fra perfekte.

Gennemførelsen af de i fællesskab aftalte regler kan være temmelig mangelfulde, administrative krav er skudt op, og markedstilsynskapaciteten er stærkt begrænset. Derudover kæmper det indre marked med modstridende mål: anmodninger om støtte fra industrien, men også andre aktører på nationalt plan kontra opfordringer til at begrænse statsstøtte og lige konkurrencevilkår på tværs af medlemsstaterne; lokale produktionskrav om at bevare værdiskabelsen og beskæftigelsen i EU kontra krav om åbne markeder og adgang til dem som et middel til at forblive omkostningsmæssigt konkurrencedygtige over for globale konkurrenter samt give forbrugerne produkter til overkommelige priser; adgang til uundværlige råmaterialer til produktion af alt fra biler, vindmøller eller solpaneler, til køkken- eller haveudstyr kontra forsyningsbetingelser for disse ressourcer, såsom garanti for arbejds- og miljøstandarder og håndtering af konkurrenter til sådanne ressourcer.

Åbne EU-markeder og -grænser er et nøgleaspekt bag den oprindelige idé om det indre marked. Det kommer til kort i en verden, som ikke længere respekterer de multilateralt aftalte internationale handelsregler. Faktisk risikerer det at blive et svagt punkt for EU, hvis det ikke bliver udstyret med visse sikkerhedsforanstaltninger, såsom streng overvågning af kvaliteten og sikkerheden af produkter, der kommer ind på EU-markedet, eller screening af investeringer og investorernes mål. I en verden, der vender ryggen til multilaterale regelbaserede systemer, og stater, der begrænser eller forringer adgangen til ressourcer på grundlag af deres nationale interesser, fungerer globaliseringens økonomi og internationalt integrerede forsyningskæder ikke længere.

Et indre marked, der er baseret på sådanne regler, her derfor brug for en ny strategi. En sådan bør fokusere på flere aspekter: En europæisk industripolitik, en gunstig ramme for virksomheder og SMV'er, socialøkonomiske virksomheder, offentlig støtte til det europæiske projekt, velorganiserede og effektive tjenesteydelser af almen interesse og foranstaltninger med henblik på at bevare og udvikle vores sociale model.

Fuldførelsen af EU's kapitalmarked er ifølge EØSU afgørende for udbygningen af det indre marked. Kapitalmarkedet bør fokusere på finansiering af produktion, indkøb og strømme af varer og tjenesteydelser, navnlig ved at støtte erhvervslivets FUI, tjenesteydelser af almen interesse og fremme af iværksætterånden.

Derudover bør man prioritere politikker, der skaber en ramme for innovation i private virksomheder og fremmer innovation gennem adgang til risikovillig kapital og samarbejde mellem erhvervslivet og videnskaben. Håndhævelsen af EU-retten skal være en yderligere prioritet for at styrke det indre marked. Mange af disse regler er desværre ikke blevet gennemført på nationalt plan, gennemføres meget forskelligt eller anvendes i meget forskellig grad. Dette er en alvorlig og betydelig hindring for et velfungerende indre marked.