Stefano Palmieri, formand for ECO-sektionen

Jeg blev oprigtigt chokeret, da jeg efter de opmuntrende nyheder den 10. november om, at forhandlingsgrupperne i Europa-Parlamentet og Rådet var nået til enighed om den endelige udformning af den næste flerårige finansielle ramme og genopretningsfonden, hørte, at to medlemsstater – som senere blev til tre – havde truffet den barske beslutning om at tage resten af Europa som gidsel. Heller ikke videomødet mellem de europæiske ledere den 19. november kunne bringe os ud af dødvandet.

Der er akut behov for "Next Generation EU"-pakken og den flerårige finansielle ramme (FFR), som løber op på i alt 1,85 bio. EUR, for at sikre en hurtig og effektiv genopretning i alle lande og for alle vores borgere. Hvis vi ikke snart når til enighed om budgettet og genopretningsfonden, vil vi helt sikkert stå over for en af de største institutionelle og politiske kriser i EU. Det vil langt fra være en ren politisk og institutionel krise, men også forværre den økonomiske og sociale krise, som vi allerede befinder os i.

Jeg reagerede med det samme på blokeringen i Rådet ved at udsende en pressemeddelelse sammen med mine værdsatte kolleger Aurel Laurențiu Plosceanu, formand for SOC-sektionen, og Cristian Pîrvulescu, formand for EØSU's gruppe om grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet.

Det mest chokkerende er, at to medlemsstater blokerer genopretningsfonden for at forhindre, at EU-budgettet knyttes til respekt for retsstatsprincippet. Menneskerettigheder og retsstaten er bærende værdier i et demokratisk samfund. Der burde ikke være nogen form for modstand mod dem, da disse værdier er fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union. Sådanne principper er ikke til forhandling!

Lad mig slutte af på en mere positive side: EU har gennem sin lange historie vist sig at være en "maskine til indgåelse af aftaler", også når det gælder politisk kontroversielle og komplekse spørgsmål. Jeg håber oprigtigt, at vi i sidste ende også kommer ud af dette dødvande. Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke forestille mig andet.

Nogle politiske og økonomiske analytikere har foreslået idéen om at gå videre med genopretningsfonden under proceduren for forstærket samarbejde og afkoble den fra FFR, hvis det ikke er muligt at nå til enighed blandt alle medlemsstaterne. Ifølge dem åbner traktaten mulighed for dette. Jeg mener, at dette kunne overvejes som en sidste udvej, men jeg er af den faste overbevisning, at vi er nødt til at gå efter en aftale mellem alle 27 lande og en aftale, som sikrer overholdelse af retsstatsprincippet.

Tiden er knap. Jeg beder derfor indtrængende medlemsstaterne, og navnlig dem, der i øjeblikket blokerer aftalen, om ikke længere at fratage de europæiske borgere de hårdt tiltrængte midler til genopretningen.