Ved indgangen til det nye år overtog Frankrig formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union. Et generelt ambitiøst formandskab, der har en central dagsorden om at udforske en ny vækstmodel for Den Europæiske Union. Det er absolut nødvendigt i en tid med gennemgribende forandringer.
Selv om der altid vil være behov for hovedingredienserne for vækst - uddannelse og færdigheder, iværksætteri og finansiering - samt en velfungerende stat med solide institutioner, vil overbevisende og vedvarende vækst kræve en tredobbelt taktændring.
Politisk samarbejde - ikke konkurrence - er kernen i opnåelsen af gode resultater. Konceptet om konkurrence og lige konkurrencevilkår er drivkraften bag de fleste nationale og internationale regelsæt på nuværende tidspunkt. Fremkomsten af globale teknologigiganter og Kinas indtræden på de globale markeder betyder imidlertid, at det er meget vanskeligt at føre tilsyn og opretholde de rammevilkår, der garanterer fair konkurrence for alle. Begrebet lige konkurrencevilkår forudsætter, at vi alle er lige. Selv om vi kunne ønske os, at det forholdt sig sådan, er det en kendsgerning, at ikke alle lande er ens. Målet om lige konkurrencevilkår ser fuldstændig bort fra dette. Samarbejde og koordinering har derimod til formål at opnå resultater, der er acceptable for alle. Beslutningsprocessen skal flytte fokus over på, hvordan man kan yde den rette støtte.
Ved at fungere som et eksempel i Europa har EU langt mere at vinde, hvis Unionen koordinerer sine tiltag indadtil og sigter mod at tale med en og samme stemme udadtil. EU's beslutsomme, hurtige og klare reaktion under pandemikrisen, der står i et modsætningsforhold til reaktionen under finanskrisen, har vist, hvordan et effektivt samarbejde kan sikre gode resultater.
Grøn omstilling, ikke grønvaskning. EU har fastsat, hvad der uden tvivl og med god grund kan betegnes som utroligt ambitiøse mål for sin klimapolitik. Alligevel støder EU på enorme uløste problemer, blandt andet set i forhold til sin egen troværdighed, når der skal sættes handling bag ordene. Den seneste klassificering af, hvad der rent faktisk udgør grønne investeringer, som for nylig blev offentliggjort, er et eksempel på et meget vigtigt redskab, men et redskab, der kan stilles spørgsmål til. På samme måde har Den Europæiske Centralbank, som er en vigtig aktør i denne henseende, med rette gjort en grøn omstilling af sin pengepolitik til en af sine vigtigste målsætninger. ECB besidder imidlertid ikke de nødvendige redskaber til at realisere dette og vil under ingen omstændigheder kunne klare omkostningerne ved uopfyldte miljømålsætninger, uden at det går ud over andre økonomiske målsætninger. På samme måde er EU dygtig til at gøre sin produktion grønnere, men har langt fra formået at gøre sit forbrug grønnere. Forsøget på at beskatte forurenende import, der i høj grad ligger i kortene, er et udmærket forsøg i den retning, men man er nødt til at sikre, at det ikke hindrer fattigere landes adgang til EU-markedet. Det er en hårfin balance, som EU skal mestre, eftersom incitamenterne til grønvaskning er lette at få øje på.
Tiden er inde til alliancer med ikke-ligesindede Alt for ofte hører vi, at vi er nødt til at indgå strategiske alliancer blandt ligesindede for at kunne løse globale problemer. EU, der forståeligt nok drives af et ønske om at gøre fremskridt, er nødt til at tale med dem, der tænker og taler på samme måde. Argumentet går på, at det vil give EU pondus og dermed en bedre forhandlingsposition over for dem, der ikke er ligesindede. Men når det drejer sig om at finde løsninger på globale problemer, er man nødt til at sørge for, at de aftaler, der bliver resultatet af delvise strategiske alliancer, bliver videreformidlet til "den anden side". Og dem der ikke er med i alliancerne bryder sig ikke om at blive konfronteret med "alt eller intet"-aftaler. Når det drejer sig om globale offentlige goder som klimaet, må alle parter være indstillet på at yde et bidrag til forhandlingerne i et omfang, der står i et rimeligt forhold til deres kapacitet. Det har altafgørende betydning at indgå i drøftelser med ikke-ligesindede, hvis vi skal gøre os forhåbninger om bæredygtige fremskridt.
Vi er nødt til at justere kursen lidt, når det drejer sig om at løse både globale og nationale problemer. Vi har ikke længere råd til "perfekt konkurrence", gode hensigter eller til kun at tale med dem, der tænker som os. Lad os håbe, at 2022 bliver det år, hvor vi sikrer de nødvendige fremskridt.
Maria Demertzis, vicedirektør i Bruegel