European Economic
and Social Committee
Gør brug af din stemme i juni 2024: EØSU opfordrer europæerne til at stemme for et forenet og demokratisk Europa
Det går tilbage for demokratiet i store dele af verden, misinformationen florerer, og der er stadig større utilfredshed på grund af stigende inflation og truslen om krig, som lurer i baggrunden. Der står derfor en hel del på spil, når der skal stemmes om medlemmerne af det nye Europa-Parlament.
Den 20. marts opfordrede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) de europæiske borgere til at gøre brug af deres demokratiske ret til at stemme ved det forestående valg til Europa-Parlamentet, som nærmer sig med hastige skridt og løber af stablen den 6.‑9. juni 2024.
I en debat med overskriften Valget til Europa-Parlamentet set i et civilsamfundsperspektiv
med deltagelse af civilsamfundsaktivister og de nationale økonomiske råd fra Frankrig og Bulgarien, sagde EØSU, at udvalget ønsker at mobilisere sit netværk af mindst 90 millioner mennesker i hele EU og sikre, at europæerne går til stemmeboksen for at være med til at afgøre, hvem der skal repræsentere dem i Europa-Parlamentet i de næste fem år.
EØSU fremsatte sin opfordring i en resolution, der blev vedtaget på udvalgets plenarforsamling med deltagelse af dets tre grupper, som repræsenterer henholdsvis Europas arbejdsgivere, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer.
De organisationer, som vores medlemmer tilhører, har dybe rødder i de nationale civilsamfund og er dem, der er bedst egnet til at mobilisere folk og få dem til at gå hen og stemme. Vi kan nå ud til alle, og vi kan få folk til at stemme. Og det er vigtigt, at vi gør det. Det er vores moralske pligt
, sagde EØSU's formand, Oliver Röpke, til plenarforsamlingen.
Han påpegede, at EØSU er gået sammen med Europa-Parlamentet om at hjælpe med at øge valgdeltagelsen, der sædvanligvis er en hel del lavere end ved nationale valg, især i visse medlemsstater.
EØSU's formand understregede, at der på baggrund at demokratiets tilbagegang rundt omkring i verden og i nogle medlemsstater står ekstra meget på spil ved valget i 2024.
Dette valg er ikke en trylleformular, som kan fjerne vores problemer, gøre en ende på vores frygt eller mindske borgernes bekymringer, men det er en legitim måde at udtrykke vores ønsker på, kræve en bedre fremtid og drage magthaverne til ansvar,
sagde Oliver Röpke.
EØSU's resolution om valget til Europa-Parlamentet
Vi har gennemlevet svære tider, men ingen kan benægte, at EU har været garant for fred, demokrati, økonomisk velstand og sociale fremskridt for medlemsstaterne og borgerne. Takket være Unionen kan vi frit arbejde, studere og drive forretning i alle EU-lande,
påpeges det i EØSU's resolution.
Ifølge resolutionen kan intet EU-land klare udfordringer som stigende inflation, krige, migration eller klimakrisen alene: "Svaret er ikke nationalisme, populisme og enkeltstatsløsninger. Men derimod samarbejde og konvergens".
Bevar demokratiet og stem for en demokratisk, forenet, bæredygtig, konkurrencedygtig og social Europæisk Union den 6.-9. juni,
sagde Christa Schweng fra Arbejdsgivergruppen, som er tidligere formand for EØSU og ordfører for resolutionen.
Vi er nødt til at forsvare EU's værdier og rettigheder. Vi har brug for mere integration ud fra et socialt, økonomisk, men også politisk synspunkt. Der er behov for mere samhørighed og større solidaritet for at tackle de udfordringer, vi står over for
, sagde ordfører Cinzia Del Rio, der repræsenterer Arbejdstagergruppen.
Lad os stemme for et EU med alle borgere i centrum, som giver muligheder til alle og sætter dem i stand til at udnytte deres potentiale samt fremmer deres deltagelse i det civile og politiske liv,
sagde ordfører Ioannis Vardakastanis, som repræsenterer Gruppen af civilsamfundsorganisationer.
Talerør for EU's civilsamfund
De repræsentanter for civilsamfundet, som deltog i debatten på plenarforsamlingen, understregede alle som én, at valget til Europa-Parlamentet spiller en central rolle for det europæiske projekt og for bevarelsen af de europæiske værdier og demokratiet.
Marilyn Neven fra Det Internationale Institut for Demokrati og Valgbistand sagde, at hvis demokratiet skal overleve, er beskyttelse af valgintegriteten blevet den vigtigste prioritet for dem, der kerer sig om demokratiets fremtid.
Det organiserede civilsamfund har pligt til at informere og til at dokumentere valget til Europa‑Parlamentet i 2024 for at beskytte borgerne mod desinformation Dette er afgørende for det europæiske projekt og demokratiet
, sagde Thierry Beaudet, som er formand for det franske økonomiske, sociale og miljøpolitiske råd.
Folkene bag den deltagelsesbaserede valgkampagne EurHope, Unge Europæiske Føderalister og organisationen Make.org, fremlagde deres Dagsorden for Håb, som indeholder en liste over de prioriteter for Europa, som de unge har valgt, og hvor institutioner, økonomien og miljøet står øverst.
Håb er ikke ensbetydende med, at du bliver liggende på sofaen og håber på, at tingene bliver bedre, nej det handler om at rejse sig og selv gøre noget. Tingene forandrer sig ikke af sig selv. Du er nødt til at få dem til at ske. Det er kernen i et aktivt medborgerskab. Gå hen og stem, og gå ud og deltag i samfundslivet!
, sagde Christelle Savall, formand for Unge Europæiske Føderalister.
De næste skridt
EØSU vil vedtage endnu en resolution i juli med fokus på civilsamfundets krav til det nyvalgte Europa-Parlament og Kommissionen. Disse krav vil omfatte opfordringer til øget inddragelse af borgerne, mere dialog med det organiserede civilsamfund, mere inddragelse af unge, et mere demokratisk og inklusivt offentligt rum og en økonomi, som fungerer for alle.