Af Stefano Mallia, formand for Arbejdsgivergruppen i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Med de seneste to årtiers viden og syv udvidelsesbølger siden starten af det europæiske projekt vil det sikkert være hensigtsmæssigt at fejre årsdagen for "big bang"-udvidelsen i 2004 med fakta og tal for at fjerne følelsesmæssige debatter forud for valget til Europa-Parlamentet i juni.

Krigen i Ukraine, som nu har varet tre år, har sat udvidelsesspørgsmålet øverst på den europæiske geopolitiske dagsorden. Den kandidatstatus, der hurtigt blev tildelt Ukraine, Moldova, Bosnien-Hercegovina og Georgien, samt de tiltrædelsesforhandlinger, der endelig er blevet indledt med Nordmakedonien og Albanien, er positive gennembrud for en politik, der har stået i stampe i årevis.

For at sikre, at kursen for dette nye momentum fastholdes, bør vi redegøre tydeligt for forretningsgrundlaget.

Demokratisering og retsstatsprincippet er naturligvis urørlige principper, og det samme gælder den meritbaserede tilgang i udvidelsesprocessen, som ikke giver mulighed for at skyde nogen genveje. I sidste ende skal borgerne imidlertid kunne være sikre på de potentielle økonomiske gevinster og velstanden for den næste generation af europæere.

Hvis fortiden giver et fingerpeg om fremtiden, kan vi med sikkerhed sige, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved det forretningsmæssige argument. Handelen mellem gamle og nye medlemsstater blev næsten tredoblet under den formelle førtiltrædelsesproces fra 1994 til 2004 og handelen mellem de nye medlemsstater femdoblet. EU-15 voksede i gennemsnit med 4 % om året fra begyndelsen af tiltrædelsesprocessen til 2008, og tiltrædelsesprocessen bidrog med halvdelen af denne vækst og skabte 3 millioner nye job mellem 2002 og 2008.

Covid-19 og krigen i Ukraine har vist, at EU er nødt til at genoverveje sin økonomiske modstandsdygtighed, navnlig i forbindelse med den grønne og den digitale omstilling. REPowerEU lægger op til en forøgelse af den europæiske produktion af vedvarende energi. I forordningen om nettonulindustri og forordningen om kritiske råstoffer opfordres der til, at 40 % af de grønne værdikæder og af værdikæderne for råstoffer omdirigeres til EU. EU-kandidatlande, navnlig Ukraine, kan spille en vigtig rolle ved at skabe større økonomisk sikkerhed.

Med hensyn til naturressourcer har Ukraine de største gasreserver i Europa efter Norge. Landet producerer også nogle af de største mængder vandkraft i Europa og kan øge sin produktion sammen med andre grønne energikilder såsom vind, sol og biomasse. Ukraine har også været en stor eksportør af metaller og hjemsted for forekomster af litium og sjældne jordarter, som er afgørende for den grønne og den digitale industri.

Samtidig er Ukraines landbrugsindustri en af de største i verden. Dens integration i det indre marked vil øge EU's fødevaresikkerhed betydeligt.

Fordelene for landene på Vestbalkan ved øget deltagelse i det indre marked er også krystalklare. Kroatiens BNP er f.eks. steget støt, siden landet tiltrådte EU i 2013, hvilket giver sig udslag i højere indkomster for landets borgere med en gennemsnitlig stigning i BNP pr. indbygger på 67 % (en stigning fra 10.440 EUR i 2013 til over 17.240 EUR).

Vejen til et EU-medlemskab for op til ni nye lande vil være besværlig, men der er ingen andre alternativer: Hvis EU ønsker at være en global magt, må det først blive en lokal magt.