Af Elena Calistru

Europas økonomiske arkitektur er blevet stresstestet af de seneste kriser, hvor almindelige mennesker bærer den største byrde. Vores udtalelse Lad os lægge kriserne bag os skitserer en køreplan for en økonomi, der beskytter enkeltpersoner og virksomheder i stedet for at udsætte dem for økonomisk turbulens.

Tre krav til økonomien skiller sig ud:

For det første skal de økonomiske prognoser udvikle sig fra retrospektiv analyse til foregribende intervention. Når inflationen dukker op, rammer den køkkenbordene før den kan aflæses på de økonomiske resultattavler. Vi har brug for avancerede systemer til tidlig sporing, der afslører forsyningsflaskehalse og uregelmæssigheder i prisoverførslen, før de omsættes til prismæssigt uoverkommelige varmeregninger og dagligvarer. De husholdninger, der er mest sårbare over for økonomiske chok, er netop dem, der har mindst kapacitet til at absorbere dem. Der er derfor brug for en detaljeret kortlægning af sårbarhed for at sikre målrettet beskyttelse.

For det andet skal den finanspolitiske kapacitet skifte fra katastrofeberedskab til indbygget stabilisering. NextGenerationEU var imponerende, men improviseret. Permanente finanspolitiske stabiliseringsmekanismer under civilsamfundets tilsyn vil sikre, at kriseberedskabet beskytter dem, der er mest udsatte. Når den økonomiske styring ignorerer de fordelingsmæssige virkninger, underminerer det deraf følgende sociale pres den modstandsdygtighed, vi søger at opbygge. Sociale betingelser i forbindelse med EU-finansiering bør ikke ses som bureaukratiske hindringer – de kan sikre, at økonomisk vækst omsættes til højere levestandarder for alle.

For det tredje skal markedsintegrationen fremskyndes, hvor det har størst betydning for forbrugerne. Energiomkostninger, der langt overstiger konkurrenternes, er ikke kun makroøkonomiske indikatorer – de resulterer i månedlige regninger, der presser husholdningernes budgetter i hele Europa. Strategiske investeringer i grænseoverskridende infrastruktur og integration af energimarkedet er ikke blot abstrakte økonomiske mål, men skaber håndgribelige fordele for familier og virksomheder, der oplever et pres på leveomkostningerne.

Økonomisk politik, der er udformet uden input fra civilsamfundet, er som sejlads uden lokal viden – teknisk muligt, men uklogt i praksis. Når politikker udformes med fuld deltagelse af dem, der skal leve med konsekvenserne, skaber de altid bedre resultater. Dette handler ikke om høring som en formalitet: det handler om at udnytte det organiserede civilsamfunds kollektive viden i hele den politiske cyklus.

Europas konkurrencedygtige sociale markedsøkonomi har brug for en modernisering, der ikke lader den i stikken. Ideen om, at valget står mellem konkurrenceevne og beskyttelse af borgerne fremføres af personer med begrænset økonomisk fantasi. De kommende udfordringer kræver institutionel kreativitet, der sætter økonomisk modstandsdygtighed og menneskers trivsel i centrum for Europas økonomiske styring.