European Economic
and Social Committee
Kritisk tænkning er vigtig
"Vi lærer skoleelever, at fakta skal verificeres, men meninger skal debatteres med respekt. Den reelle kritiske tænkning respekterer en mangfoldighed af synspunkter", udtaler Richard Vaško fra den slovakiske debatforening (SDA), der er vinder af EØSU's civilsamfundspris for bekæmpelse af polarisering med dens Critical Thinking Olympiad – Olympiske lege i kritisk tænkning. Vi har talt med Richard, hvis projekt vandt førsteprisen, og han fortalte os om Olympiaden, og hvorfor undervisning i kritisk tænkning er afgørende i nutidens polariserede verden, der er præget af desinformation.
Kan du beskrive en disciplin eller en runde af Olympiaden for kritisk tænkning? Kan du give et eksempel på en opgave eller et spørgsmål?
Eleverne deltager i en skolerunde eller i en regional runde af Olympiaden for kritisk tænkning i en test, der varer en til to timer. De har fuld adgang til internettet og online værktøjer til faktatjek, som de bruger til at løse en række opgaver. Udfordringerne fokuserer på mediekendskab, afsløring af manipulation og forudindtagethed, fortolkning af data og undersøgelser, kortlægning af logiske fejlslutninger og formulering af deres egne argumenter.
I en nylig runde blev eleverne eksempelvis bedt om at skrive et indlæg om, hvorvidt "der bør installeres overvågningskameraer i skolerne for at øge sikkerheden" – et aktuelt emne i den offentlige debat i Slovakiet. I en anden opgave blev de bedt om at analysere en viral TikTok-video, hvori der blev delt en konspirationsteori om Taylor Swift. De skulle også kortlægge typiske træk ved konspiratorisk tænkning. I en tredje opgave skulle de afgøre, hvilken af to videoer der var AI-genereret, og hvilken der var ægte.
Alle tidligere opgaver er offentligt tilgængelige på slovakisk på sitet www.okm.sk.
Hvad håber du at opnå med Critical Thinking Olympiad? Hvad fik dig til at gå i gang med projektet?
Det er vores mål at hjælpe skoleelever i den alder, hvor de begynder at bruge de sociale medier og forbruge digitalt indhold, så de udvikler de nødvendige færdigheder til at navigere i dette rum på en kritisk, ansvarlig og velovervejet måde. Gennem regelmæssig feedback efter hver opgaverunde og gennem e-læringskurser, der er tilgængelige som forberedelse, bliver eleverne udstyret med nogle vaner og værktøjer, som de kan overføre og anvende i dagligdagen. I sidste ende sigter vi mod at skabe en generation af unge, der er oplyste, modstandsdygtige over for desinformation og i stand til at føre en faktabaseret, konstruktiv dialog.
Vi søsatte dette projekt som reaktion på en alvorlig kløft i vores uddannelsessystem: Der indgår stadig meget lidt mediekendskab og kritisk tænkning i de officielle læseplaner. Mere end halvdelen af de slovakiske skoleelever lærer aldrig noget om, hvordan man afgør, om information er troværdig. Kun 16 % af de slovakiske unge kontrollerer regelmæssigt de oplysninger, de får fra medierne. Det resulterer i, at 56 % af befolkningen hælder til at tro på konspirationsteorier eller direkte løgne. Det ønskede vi at lave om på ved at indføre en skalerbar og virkningsfuld indsats i skolerne rundtom i landet.
Hvorfor mener du, at det er så vigtigt at udvikle kritisk tænkning i den nuværende situation? Har vi en chance for at vinde krigen mod fake news?
Fake news har altid eksisteret i en eller anden form, men vi lever lige nu i en tid med hidtil usete informationsmængder. Når de sociale medier er den primære informationskilde for mange unge, bliver det nemt at sprede desinformation, misinformation og hadefuld tale. Det er blevet en altafgørende livskompetence at vide, hvordan man filtrerer og navigerer i dette kaotiske informationslandskab.
Ikke desto mindre vil vi aldrig helt kunne "vinde" krigen mod de falske nyheder – de er et mål, der hele tiden flytter sig og er i konstant udvikling. Men det, vi kan gøre, er at klæde de unge på til at kunne bruge nogle værktøjer til nemmere at kunne orientere sig i dette miljø, stille relevante spørgsmål og tænke sig om, inden de deler noget.
Har du fået noget feedback på dit projekt? Kan du give et eksempel?
Vi indsamler detaljeret feedback efter hver opgaverunde, og svarene er i overvældende grad positive. Eksempelvis sagde 93 % af de lærere, hvis elever deltog i Olympiaden, at den er med til at opbygge elevernes modstandsdygtighed over for desinformation og fuphistorier. Desuden nåede vores Net Promoter Score – et nøgleparameter for brugertilfredshed – op på + 76 i den sidste opgaverunde, hvilket anses for at være fremragende.
Hvilket råd ville du give andre civilsamfundsorganisationer, der ønsker at opnå resultater med lignende aktiviteter eller programmer?
Alle lande og deres udgangspunkt er forskellige, og de lokale organisationer ved bedst, hvad der fungerer for deres lokalsamfund. Men følgende principper har fungeret godt for os:
For det første og vigtigst af alt, så pådutter vi ikke de unge, hvad de skal tænke. Reel kritisk tænkning respekterer en mangfoldighed af synspunkter. Hvis eleverne føler, at deres holdninger afvises eller bliver dikteret, trækker de sig tilbage. Vi lærer dem, at fakta skal verificeres, men at meninger skal debatteres med respekt.
For det andet er tilgængelighed og rummelighed afgørende. Medmindre vi får "boblen til at briste" og når ud til andre skoler end eliteskoler, vil det ikke have nogen egentlig virkning. Vores program er gratis, udelukkende online, let tilgængeligt og foreligger også på vores største etniske mindretals sprog. I år var 53 % af deltagerne studerende fra erhvervsrettede gymnasier.
For det tredje skal man fra begyndelsen tænke på skalerbarhed og udnytte den ny teknologi for at opnå dette. Vi gør brug af kunstig intelligens til at graduere åbne besvarelser. Det betyder, at vi kan bevare en undervisningserfaring af høj kvalitet uden at ty til multiple choice-test. Selv om den digitale tidsalder har givet os alvorlige udfordringer, udstyrer den os samtidig med nogle effektive værktøjer til at tackle dem.
Richard Vaško har deltaget i den slovakiske debatforening (SDA), siden han var 12 år gammel. Han er vinder af National Debate League i Slovakiet og repræsenterede Slovakiet ved World Schools Debating Championships. Han afsluttede med topkarakterer i sin klasse i jura, politik og filosofi ved University of Warwick i Det Forenede Kongerige og læser nu til en Master of Philosophy in Education (Knowledge, Power, Politics) ved University of Cambridge.
Siden 2021 har Richard arbejdet i SDA, hvor han grundlagde og nu koordinerer Olympiad Critical Thinking. Han har også samarbejdet med det slovakiske undervisningsministeriums team for strategisk kommunikation (StratCom) og er medforfatter til lærebøger til undervisere om mediekendskab for Slovakiets undervisnings- og ungdomsinstitut. Han forsker og arrangerer en multietnisk sommerskole for dårligt stillede børn sammen med Mathias Bel-instituttet, en NGO med fokus på etniske mindretal og marginaliserede romasamfund i Slovakiet.