COP27, FN's årlige flagskibsarrangement for klimaforhandlinger blev i år afholdt i Egypten. Konferencen slog flere rekorder – ikke mindst rekorden for flest deltagere. Arrangementet havde næsten 35.000 fysiske deltagere – og vi er således vendt tilbage til normaliteten efter to år med covid-19 og restriktioner for offentlige møder.

Konferencen blev oprindeligt lanceret for at nå til enighed om forslag til og løsninger på, hvordan vi tackler klimaforandringerne, og for at finde måder at afbøde og tilpasse os konsekvenserne deraf. Men den har i dag udviklet sig til et forum, der sætter fokus på klimaforandringernes indvirkning på alle mennesker, uafhængig af hvor de kommer fra, og hvad de lever af. Der var meget høje forventninger til COP27 og mange punkter på dagsordenen. Der blev forhandlet om mange forskellige politikområder, som ud over indsatsen for at mindske CO₂-emissionerne omfattede alt fra sundhed til kønsspørgsmål og menneskerettigheder. For første gang var landbruget også på dagordenen. Dette tydeliggjorde den bekymrende indvirkning af jord- og skovforringelse på vores fødevaresystemer og landbrugernes levebrød, men tilføjede også endnu en dimension til et allerede meget komplekst problem.

Det endelige resultat, som blev nået efter, at konferencen var gået 36 timer over tiden, har større fokus på klimaretfærdighed og mindre på klimaindsatsen. Som en positiv overraskelse blev der opnået enighed om en fond for "tab og skader", dvs. økonomisk støtte til at kompensere for miljøskader og miljøforringelse, der er opstået eller er ved at opstå som følge af klimaforandringerne i de mest udsatte udviklingslande. Dette emne havde stået på ventelisten i næsten ti år, inden det endelig blev sat på dagsordenen for dette års COP-konference.
Der blev set mindre, eller faktisk intet, fremskridt med hensyn til en styrket klimaindsats, dvs. en større indsats og forpligtelse blandt landene til at mindske deres CO₂-emissioner. Kommissionens forhandleres forsøg på at gøre deres støtte til fonden for tab og skader betinget af, at store forurenere, navnlig Kina, mindsker deres emissioner væsentligt, slog helt fejl. Der er endda stor risiko for tilbagegang i en række lande med hensyn til de mål, man allerede var nået til enighed om under Parisaftalen fra 2015 og sidste år under COP26 i Glasgow.

Med dette års "gennemførelses-COP", som konferencen i Sharm al-Sheikh er blevet kaldt, er der faktisk risiko for, at mange af de fremskridt, der allerede er gjort, rulles tilbage. Navnlig er der en risiko for, at det fastsatte mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader opgives. Landene forhandlede intenst om Kinas status (er det stadig et udviklingsland?), udfasning eller nedtrapning af alle fossile brændstoffer eller bare af kul, betingelserne forbundet med midler og teknologier, osv.
Denne dynamik sætter i høj grad spørgsmålstegn ved, om konferencens format stadig er egnet til formålet. Det overordnede mål – at opnå en global aftale om behovet for at nedbringe CO₂-emissionerne – blev fastlagt på COP21 i Paris. Hvordan dette mål skal nås, dvs. hvilke metoder der skal anvendes til at optælle emissioner eller til at kontrollere reduktioner, eller hvilke enheder der skal være ansvarlige herfor, og hvor de skal være beliggende, er meget tekniske spørgsmål. Sådanne spørgsmål burde måske ikke være til forhandling blandt ministre fra næsten 200 lande, især ikke, hvis hver konference starter helt fra bunden, hver gang man skal drøfte et emne, som ikke alle bryder sig om. Spørgsmål om gennemførelsen burde i stedet blive behandlet på et teknisk arbejdsniveau. Det bør ikke foregå på møder, hvor stats- og regeringsledere mødes en gang om året, men ved at parterne i stedet mødes med længere mellemrum, når der er behov for nye aftaler for at komme videre med arbejdet.

COP27 i Egypten levede således ikke op til forventningerne med hensyn til en mere konkret eller ambitiøs klimindsats, men udviste visse fremskridt hvad angår retfærdighed på klimaområdet. Konferencen var dog meget vellykket med hensyn til at samle klima-, menneskerettigheds- og miljøaktivister, vise eksempler på klimatiltag eller manglen på samme og fortsat skabe opmærksomhed om de reelle og eksisterende farer ved klimaforandringerne.