Gunta Anča: "En krise er en fantastisk mulighed for at finde frem til de svageste led".

Nedlukningen var en mærkelig tid, hvor man lærte sig selv bedre at kende. På den ene side var det som en drøm, der gik i opfyldelse... at kunne blive hjemme og have tid til at gøre alt det, jeg altid har haft lyst til, men aldrig har haft tid til. På den anden side fik det mig til at indse, hvor vigtigt det er for os mennesker at omgås hinanden - at mødes, tale med hinanden, røre ved hinanden, se andre mennesker i virkeligheden og ikke kun på en skærm. Og hvor svært det er at leve uden alt dette.

Denne oplevelse ændrer ens værdier og får én til at tænke anderledes. Den åbner også op for nye måder at samarbejde på. Måske vil vi efter denne krise holde flere møder online, hvilket er nemmere, men som samtidig ikke rigtig lader os skabe nye idéer sammen eller udvikle nye former for samarbejde.

Vi kan - og vi skal - lære meget af erfaringerne fra denne krise for vores samfunds skyld. Jeg er ude af stand til at nævne alt, hvad vi bør tage ved lære af, så jeg vil nøjes med at fremhæve det område, jeg kender bedst: personer med handicap.

Krisen har vist os, hvor slemt det står til inden for langtidsplejen. Mange mennesker med handicap og mange ældre døde simpelthen der, og nogle lande medregnede ikke engang disse dødsfald i deres coronavirus-statistikker. For fem år siden udarbejdede vores udvalg en udtalelse om afinstitutionalisering af pleje. Der er sidenhen sket ændringer, men krisen har vist, at der stadig ligger en meget stor opgave foran os.

Vi har talt rigtig meget om støttesystemer for de mest udsatte grupper i samfundet, men krisen har samtidig vist os, at trods alle disse støtteforanstaltninger, så var personer med handicap blandt de første til at miste deres arbejde.

En krise er en fantastisk mulighed for at finde frem til de svageste led i vores støttesystemer, og tiden er inde til at gøre vores bedste for at styrke dem.

Civilsamfundsorganisationernes rolle under krisen har været og vil fortsætte med at være meget vigtig, da det er dem, der er tættest på alle dele af samfundet. Personer fra forskellige samfundsgrupper har behov for støtte, og civilsamfundsorganisationerne er det rette sted, når de søger denne hjælp.

Disse organisationer ved også bedst hvilken slags hjælp, folk har brug for, og derfor er det utrolig vigtigt at inddrage dem i beslutningsprocessen.

Som vores erfaringer på handicapområdet har vist, har der været mange forskellige fremgangsmåder. Nogle lande har inddraget handicaporganisationer i statslige beslutningstagende organer (Italien), og andre har givet dem mulighed for at give udtryk for deres synspunkter på et meget højt niveau (Spanien), mens selvsamme organisationer i andre lande simpelthen er blevet overset (Letland). Det afslører, hvor stor betydning de forskellige medborgere tillægges af de respektive europæiske landes regeringer.