Ytringsfriheden er en ret, som vi bør sætte pris på og værne om

Vold synes hyppigere og hyppigere at være det vigtigste brændstof for sociale netværk. Dette kan resultere i verbal eller fysisk vold mod enhver myndighed, hvad enten den er politisk, retshåndhævende, institutionel eller privat. Man har indtryk af, at alt kan siges, og at alt kan forsvares på de sociale netværk, uanset om det er sandt eller falsk. En person kan f.eks. opfatte sin personlige utilfredshed som værende legitim og gå så langt som til at give Frankrigs statschef en lussing.

Hvor mener du på denne baggrund og som formand for ad hoc-gruppen om grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, at stregen i sandet på denne baggrund bør trækkes, når det handler om grundlæggende rettigheder og individuelle frihedsrettigheder, navnlig ytringsfriheden?

Cristian Pirvulescu: Ytringsfriheden er et centralt element i vores demokratiske samfund. Det er en grundlæggende ret, som demokratiet ikke kan fungere uden. Det er desuden interessant, at alle eller næsten alle påberåber sig den, også dem, hvis hensigter ikke altid er forsvar for demokrati og menneskerettigheder for alle.

Ytringsfriheden er imidlertid en ret, der ofte misforstås. Mange mener, at det er en absolut ret, og bruger dette argument til at begrunde alle tænkelige afarter af den. Men verbale angreb baner undertiden vejen for uacceptabel reel vold. Det er det, vi har kunnet se i forbindelse med visse tragiske hændelser i den seneste tid, hvilket sætter fokus på debatten om regulering af de sociale netværk.

Rent juridisk er det de statslige myndigheder, der har ansvaret for gennemførelsen af disse rettigheder. De kan begrænse ytringsfriheden, men kun rent undtagelsesvist og på et afgrænset område. Der skal være tale om nødvendige foranstaltninger i et demokratisk samfund, f.eks. den nationale sikkerhed, forebyggelse af kriminalitet eller beskyttelse af sundheden osv. I en retsstat tilkommer det domstolene at afgøre tvister og at trække stregen i sandet. Hverken den udøvende magt, enkeltpersoner eller grupper kan tage sagen i egen hånd!

For politiske ledere har det gennem tiden været fristende at sætte grænser for ytringsfriheden for at begrænse folkelige krav og protester. Men gammeldags censur er ikke længere muligt i en tid med sociale netværk. Man kan således konstatere en forskydning af problematikken i retning mod ytringsfrihedens pendant, nemlig retten til information. Det er i dag yderst svært at skelne mellem information baseret på reelle fakta og desinformation, der udbredes med forskellige formål.

Ét er sikkert, og det er, at forsvarerne af en tilgang baseret på sandheden – f.eks. undersøgende journalister og menneskeretsaktivister – står i første række. Hvis deres arbejde mishager visse ledere eller visse grupper, er det nu lettere at sværte dem til online, at gøre dem til nationens fjender eller til agenter for fremmede magter i medierne og på de sociale netværk, snarere end at censurere dem. Jeg tænker her eksempelvis på journalisten Daphne Caruana Galizia. Hun var genstand for snesevis af uberettigede søgsmål (de famøse "strategiske retssager mod offentligt engagement" eller "SLAPP" på engelsk), inden hun blev myrdet. Da man ikke kunne få hende til at tie, var der nogen, som besluttede at dræbe hende! Udbredelsen af vold mod journalister i Europa understreger endnu tydeligere, at ytringsfrihed er en ret, som vi i endnu højere grad skal sætte pris på og værne om i denne nye virkelighed.