European Economic
and Social Committee
EØSU info-spørgsmål: "Dette år er blevet erklæret for det europæiske jernbaneår. Hovedmålet med dette projekt er at bidrage til opfyldelsen af målene i den europæiske grønne pagt vedrørende transport med særlig fokus på jernbanetransportens rolle.
Hvad er på denne baggrund dit syn på en dynamisk tilgang for at fremme anvendelsen af jernbanetransport?"
Baiba Miltovica, formand for TEN-sektionen
Den Europæiske Union har erklæret dette år for det europæiske jernbaneår for at anspore borgerne til at gøre mere brug af jernbanetjenester i deres dagligdag. De vigtigste årsager, der hindrer borgerne i at vælge jernbanetjenester på daglig basis, er forskellige fra det ene europæiske land til det andet, idet hovedårsagerne er ukonkurrencedygtige billetpriser, manglende komfort og forbindelser samt lange rejsetider.
Trods håb om en central plads til jernbanerne i den grønne genopretning og det europæiske jernbaneår 2021 har EU's beslutningstagere kun foretaget mindre forbedringer i det seneste par år, og forbrugerne har ikke fået stærke rettigheder, der kan håndhæves, og som er gældende for jernbanetjenester af enhver type i hele EU. Der venter os derfor meget arbejde på området.
Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) nævner som eksempel, at der for passagerer, der køber en kombineret billet fra en jernbanevirksomhed eller dens datterselskaber, som den ejer 100 %, er passagerrettigheder på hele rejsen. Dette er en forbedring, da jernbaneoperatørerne i dag er tilbøjelige til kun at sælge billetter gældende for enkelte rejseafsnit, hvilket giver dem mulighed for at omgå forpligtelser i forbindelse med kompensation, omlægning af rejsen og assistance, hvilket er til skade for passagererne. Selv om dette er en forbedring, er effekten heraf begrænset, da jernbanevirksomhederne vil udnytte smuthuller for at blive fritaget for forpligtelsen til at udstede gennemgående billetter. Ifølge de nye regler skal tilknyttede virksomheder være 100 % ejet af moderselskabet for at være underlagt denne forpligtelse. Dette udelukker reelt mange billetter med tilsluttende forbindelser (f.eks. vil en kombineret rejse Lyon>Paris - Paris>Bruxelles, hvor strækningen drives af henholdsvis SNCF og Thalys, ikke være omfattet).
I forbindelse med de nugældende nationale undtagelser, som medlemsstaterne har indrømmet jernbanevirksomhederne, er to tredjedele af jernbanetjenesterne i EU undtaget fra anvendelsen af EU-lovgivningen om passagerrettigheder. Dette gælder hovedsagelig forstads- og regionaltrafik. Disse undtagelser er uacceptable og en reel hindring for at gøre togrejser mere attraktive.
Covid-19-krisen har vist, at jernbanerne kan sikre hurtig transport af vigtigt gods såsom fødevarer, medicin og brændstof i ekstraordinære situationer. Sektoren er blevet ramt hårdt af krisen, idet antallet af rejsende er faldet kraftigt som følge af foranstaltninger til begrænsning af rejseaktiviteten. Erfaringerne fra covid-19-krisen bør føre til udvikling af et mere robust og effektivt jernbanesystem. Beredskabsplaner bør vedtages i tæt samråd med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne.
Det europæiske jernbaneår 2021 udgør en god mulighed for at gøre status over den hidtidige udvikling og for at udstikke mål for fremtiden. I den forbindelse arbejder EØSU's TEN-sektion på anmodning af det portugisiske formandskab på en sonderende udtalelse om "det fælles europæiske jernbaneområde" og agter at afholde en konference hos EØSU i efteråret 2021.