Siden 2008 har vi haft den ene krise efter den anden eller nærmest én lang, sammenhængende krise. Mange mennesker spekulerer simpelthen på, hvad der bliver det næste, hvilket viser, hvordan frygten og usikkerheden er vokset. Det er rigtigt, at de fleste kriser er importeret. Men alligevel. Unionen har overvundet alle de farlige forhindringer, der gennem tiden har truet dens eksistens. Det er vi gode til, men samtidig har vi også positive udfordringer. Er vi lige så gode til at håndtere dem?
Når jeg ser, hvordan Unionen bruger genopretningsfonden til at bekæmpe pandemiens sociale og økonomiske konsekvenser for at fremskynde den miljømæssige og digitale omstilling, mærker jeg håb! Vi kombinerer krisestyring med en langsigtet vision, og det er det allersværeste at gøre i politik i dag, hvor alt handler om kortsigtet tænkning og handling.
Opnåelse af kulstofneutralitet senest i 2050 er ikke bare bogstaveligt talt afgørende for vores overlevelse, men bør også hjælpe os med at bevare vores økonomis konkurrenceevne. Vi må ikke begå de samme fejl, som vi gjorde med den digitale revolution. Vi missede næsten toget.
En reel klimapolitik vil også hjælpe os med at opnå endnu et centralt mål: Unionens strategiske autonomi eller en eller anden form for europæisk suverænitet. En klimapolitik vil sætte os i stand til at reducere og undgå import af fossile brændstoffer som russisk gas. Den grønne pagt vil hjælpe med klima- og økonomispørgsmål og vil gøre EU mere uafhængigt. Ingen af disse aspekter står alene: De er alle afhængige af hinanden.
Jeg vil gå et skridt videre. Hvis Unionen ønsker at spille en geopolitisk rolle, skal den være konkurrencedygtig, fordi det er økonomien, der bestemmer magtbalancen i verden. Det er derfor, den miljømæssige og den digitale omstilling er så vigtig. Det er derfor, vi skal fortsætte med at tale med én stemme om handel – sådan som vi gjorde med brexit, med rækken af frihandelsaftaler, som vi har indgået, f.eks. aftalen med Japan og aftalen med Kina om investeringer. Selv under Trump var Kommissionen i stand til at undgå en handelskrig, fordi vi stod sammen. Men geopolitisk kan vi kun være rigtig relevante, hvis vi bliver meget mindre afhængige af andre globale aktører på mange områder: digital teknologi, energi, migration, finansielle tjenester (herunder mindre afhængige af finansverdenen og den amerikanske dollar), fødevarer, folkesundhed mv. Og det bliver vi kun, hvis vi går sammen på industrielt niveau. Størrelse betyder noget. Omfang betyder noget. Vi gør fremskridt på alle disse områder, men nogle gange sker det for langsomt. Vi skal tænke mere strategisk, mindre naivt og mere europæisk.
Jeg håber, at konferencen om Europas fremtid også vil fokusere på vores interne udfordringer. Vi lever i en ny verden både teknologisk, demografisk, økonomisk, miljømæssigt og geopolitisk. Al denne udvikling sker hurtigere, end vi troede eller frygtede. Ja, alt skal gå så stærkt.
I Unionen skal vi sørge for at fastholde eller genvinde den sociale og politiske stabilitet. Pandemien har skabt nye uligheder og forværret gamle. Arbejdsmarkederne er i stigende grad delt mellem mennesker, som er mere eller mindre uddannede, og nogle grupper risikerer derfor at føle sig ladt i stikken, især nu, hvor den digitale revolution synes at være begyndt. Genopretningsfonden og fælles indkøb af vacciner viser, at den europæiske solidaritet eksisterer. Også på nationalt plan er der meget, der skal gøres for at forbedre den sociale samhørighed. Pandemien har forårsaget en spektakulær stigning i antallet af fattige, ligesom ekstrem fattigdom igen er steget over hele verden efter årtiers tilbagegang. Social samhørighed er med rette vigtigt for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Politisk har tiltag i en række lande undermineret retsstatsprincippet og ytrings- og mediefriheden og dermed også valg. Dette har udløst en reaktion.
Vi mangler helt sikkert ikke udfordringer, så vi skal sørge for, at vi er klar, villige og i stand til at tage dem op sammen. Det er ikke tid til dommedagsprofeter, men til mennesker, regeringer og organisationer med håb.
Herman van Rompuy, formand for European Policy Centre
