Af EØSU's Arbejdstagergruppe

I en tid, hvor forskellige former for kriser og overgange påvirker arbejdslivet, kan den sociale dialog bidrage til at nå tre centrale mål: at foregribe og forvalte de ændringer, der følger af den grønne, digitale og demografiske omstilling, at forbedre forebyggelsen af arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme og at være forberedt på eventuelle fremtidige sundhedskriser.

Sammen med den sociale dialog skal EU, hvor det er nødvendigt, vedtage nye lovgivningsmæssige foranstaltninger samt retningslinjer for sager som hjemmearbejde og en ajourføring af den europæiske rammeaftale fra 2002.

Pandemien er en anledning til at skabe en ny kollektiv evne til at tackle fremtidige kriser og begrænse disses indvirkning på sikkerheden og sundheden på arbejdspladsen. Genopretningsplanerne bør gøre det muligt at styrke arbejdsmarkedets parters rolle i de medlemsstater, hvor de har mindst indflydelse.

Omkostningerne ved arbejdsrelaterede sygdomme som f.eks. hjertesygdomme og udbrændthed skal overvåges nøje for at finde passende foranstaltninger på det relevante niveau i overensstemmelse med nulvisionen med henblik på at komme arbejdsrelaterede dødsfald til livs i EU.

Foranstaltninger, der er rettet mod sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og gennemføres via den sociale dialog, bidrager positivt til arbejdstagernes sundhed, kan forbedre virksomhedernes rentabilitet og nedbringer udgifterne i forbindelse med behandling og fravær. De udgifter, som arbejdsrelaterede skader og sygdomme påfører samfundet, anslås til at udgøre 3,3 % af EU's BNP svarende til 476 mia. EUR, dvs. over halvdelen af midlerne til genopretningsplanen.

Derfor er vi nødt til at skabe en forebyggelseskultur, og den bør omfatte uddannelse af de involverede parter i den sociale dialog, øget bevidsthed om nye risici og styrkelse og formidling af de tilgængelige ressourcer.

Topartsforhandlinger mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter er af afgørende betydning for håndteringen af arbejdsmiljøproblemer. Anvendelsen af selvstændige aftaler er dog undertiden uens og varierer i takt med den sociale dialogs relative styrke og forskellene i systemerne for arbejdsmarkedsrelationer i medlemsstaterne. Derfor er der behov for regulering på visse områder f.eks. psykosociale risici og muskel- og knoglelidelser. (prp)