Belaruserne har ændret sig fundamentalt. Siden 2020 er der spiret en aktiv folkebevægelse frem, som kulminerede i masseprotester – de største siden Sovjetunionens sammenbrud. I modsætning til tidligere valg repræsenterede græsrodsbevægelserne folk fra alle sociale lag, som blev ført sammen af de sociale medier og ledet af kvinder.
Belarus' diktator, Alexander Lukashenko, har i befolkningens øjne mistet sin støtte og berettigelse. Han er blevet skræmt af den massive mobilisering. Styret er siden skiftet til overlevelsestilstand og har fokuseret sin indsats på udryddelse af systemkritikere. Civilsamfundet blev det første mål.
Undertrykkelsen har nået sit højdepunkt, siden landet blev uafhængigt. Siden august 2020 er omkring 40.000 mennesker blevet fængslet. Antallet af registrerede politiske fanger er nået op på næsten 1.000, og tallet er stadigt stigende.
Men belaruserne har ikke givet op. De har skabt de grundpiller, der vil blive fundamentet for et nyt Belarus. De har udviklet reformer og gennemført fundraising til støtte for folk i nød og hinanden. De to største crowdfundinginitiativer, BySol og ByHelp, har uddelt 7 mio. USD til økonomisk og juridisk hjælp til ofrene for undertrykkelsen. Som modsvar anklagede styret disse kampagner for at finansiere ekstremisme og indledte straffesager mod deres stiftere. I nogle tilfælde fik folk, som modtog hjælp gennem disse programmer, deres bankkonti indefrosset.
Da Lukashenkos styre slog voldsomt ned på demonstranterne, arbejdede menneskerettighedsforkæmpere utrætteligt for at dokumentere statens brutalitet og for at få sat politiske fanger på fri fod. Mens mere end 100 websteder er blevet blokeret, og alle større uafhængige medieplatforme er blevet drevet ud af landet, er der folk, der selv har udgivet aviser og sendt deres øjenvidneberetninger til journalister i udlandet. Der er i øjeblikket 32 mediefolk, der sidder i fængsel, men informationsstrømmen er aldrig stoppet.
I dag er det belarusiske civilsamfund standhaftigt, modstandsdygtigt og mere kreativt end staten. Men det er også under et ekstremt pres. Arrestationer og bøder gør, at organisationerne mangler menneskelige ressourcer. Mange er flyttet til andre lande, har indstillet deres aktiviteter eller har været nødt til at gøre deres arbejde usynligt for styret. Mere end 300 ikkestatslige organisationer er blevet opløst. I Belarus er de i forvejen begrænsede muligheder for finansiel støtte blevet endnu mere indsnævrede.
Det haster nu med, at den demokratiske verden genovervejer sin strategi for støtte til civilsamfundet i Belarus. Hovedopgaven bliver at bevare strukturerne inden for landets grænser og hjælpe de organisationer, der har været nødt til at flygte.
● Først og fremmest skal donororganisationerne tage højde for de øgede driftsomkostninger i forbindelse med undertrykkelse og udflytning samt til de begrænsede muligheder for, at civilsamfundet kan modtage indtægter i Belarus.
● Tage højde for ændringen i aktivitetens omfang, når ledelsen befinder sig uden for landet. Størstedelen af organisationerne kan i øjeblikket kun eksistere uden for landets grænser, mens aktiviteterne i landet oftest kan finde sted uformelt og i begrænset omfang. Uanset hvor udfordrende det måtte være, er det vigtigt at støtte de mennesker, der befinder sig i landet, fordi det er her, mange organisationer fortsat har deres medarbejdere.
● Der er i øjeblikket mange organisationer, der har problemer med friheden til at planlægge deres strategier, da støtten gives til kortvarige projekter, der varer i mindre end et år. Det er afgørende at stille flere muligheder for langvarig støtte og støtte til infrastruktur til rådighed. Dette gælder især for landsforviste organisationer, så de kan opretholde kommunikationen med deres målgrupper i Belarus. Der bør opbygges og vedligeholdes horisontale forbindelser mellem aktivister og initiativer.
● Herudover bør donorer og pålidelige støttemodtagere udveksle informationer for at sikre, at hjælpen bliver brugt bedst muligt, og at de statsligt organiserede NGO'er og organisationer, der støtter styret, ikke manipulerer med støtten.
Lukashenko ønsker at holde Belarus i uvidenhedens mørke. Medierne har mere end nogensinde før brug for støtte.
● For det første er det vigtigt at yde nødhjælp til journalister, som bør indbefatte juridisk, økonomisk og psykologisk hjælp.
● For det andet er institutionel støtte til både allerede eksisterende medieplatforme og udviklingen af decentrale netværk af blogs og kommunikationskanaler i Belarus af afgørende betydning. Folket hungrer efter nyt indhold.
● For det tredje bør der ydes støtte til mere effektive foranstaltninger mod propaganda og desinformation. Det er vigtigt at imødegå internetovervågning og give belarusiske journalister værktøjer til at omgå censur og øge deres digitale færdigheder. Dette er et vigtigt medvirkende element til at fremme landets suverænitet.
Støtten til civilsamfundet bør omfatte en langsigtet strategi med tilstrækkelig fleksibilitet og kreativitet. Dette vil resultere i skabelsen af en kultur, hvor der er plads til opposition og respektfuld debat samt styrkelse af forandringsprocessen.
Hanna Liubakova
Se mindre