Sébastien Maillard: Sagde du "tilhørsforhold"?

Tilhørsforhold. Det er det sidste af de tre nøgleord, som kommer til at tegne det franske EU-formandskab, men også det, som vækker størst undren. Hvad handler det egentlig om? Jo, det drejer sig om denne ubestemmelige følelse af at være europæer, bevidstheden om at komme fra Europa, ja kort sagt at høre til i Europa. Det er ikke noget, der kan lovgives om. Ej heller noget, der kan købes for penge. De områder i Frankrig, som overøses med tilskud "fra Bruxelles", er ikke dér, hvor man er mest begejstret for Europa. Derimod har denne følelse, som på én gang er en individuel og en fælles følelse, brug for at blive vækket til live, næret og modnet.

Hvordan det? Se, tilhørsforholdet til Europa kan forstås på tre forskellige måder. Den mest indlysende, men også den mest oversete, er - ja lad os bare sige det som det er - tilhørsforholdet til en civilisation. Måske har du mærket det her i sommer, hvis du har haft mulighed for at komme ud at rejse. I gaderne i Rom, Prag, Lissabon og Athen. På pladserne, i katedralerne, omkring caféerne og i operaen. Denne velkendte følelse, som løfter sig op over de mange forskellige stilarter og sprog. Disse spor af en kollektiv erindring, som sprænger den nationale ramme og også bliver en del af vores arv. Uden at udjævne, sammensmelte eller standardisere. Uden at tage noget fra det nationale og/eller det regionale tilhørsforhold, som lever sit eget liv. Det at være europæer betyder kort og godt, at man ikke føler sig udenfor, når man går gennem gaderne i disse byer – eller i hvert fald at man føler sig mindre udenfor, end man ville gøre på andre kontinenter. Alt dette kræver imidlertid, at Europa kommer til at spille en større rolle i vores børns skolegang.

Men tilhørsforholdet er også et spørgsmål om borgerskab; om at føle sig som en ægte europæisk borger, og ikke kun når der er valg til Europa-Parlamentet. Det handler om vores evne til at anerkende den demokratiske legitimitet af et EU-direktiv, der er blevet vedtaget, og ikke at se det som et "diktat fra Bruxelles". Det handler om at betragte euroen som sin valuta og ikke som en valuta fra et andet land. I bund og grund handler det om at se sig selv som en del af Den Europæiske Union og ikke blot som en, der bor i et land, der er medlem af EU. I praksis afhænger dette tilhørsforhold først og fremmest af vores mulighed for at få oplysninger om EU-anliggender fra medierne. Har EU-kommissærerne, medlemmerne af Europa-Parlamentet – og EØSU's medlemmer – en plads i vores politiske verden, eller er de slet ikke til stede der?

Den tredje måde, hvorpå man kan føle sig knyttet til Europa er, hvis man føler, at man deler skæbne med sine naboer. Hvis man har samme vision for fremtiden og bekender sig til de samme idealer. Udtrykket "at skabe Europa" giver her 100 % mening. Når vi opbygger Europa, er ambitionerne store. Oprindeligt handlede det om at skabe fred og sammenhold. I dag ønsker vi at gøre os gældende over for resten af verden, bekæmpe den globale opvarmning og beskytte demokratiet mod autoritære principper. Kort sagt føler man sig ikke som europæer blot ved at gå og glo på gamle sten og ved at overholde de samme standarder. Nej, det handler også om at have de samme værdier og geopolitiske interesser.

Alt for ofte ses disse tre aspekter af tilhørsforholdet isoleret. Det første er vendt mod fortiden, det andet mod nutiden og det tredje mod fremtiden. Det første taler til historikere og kunstnere, det andet til økonomer og jurister og det tredje til filosoffer og strateger. Udfordringen ved et ægte tilhørsforhold er at forene disse tre aspekter og ikke se dem som modsætninger. Eller måske snarere at finde ud af, hvordan de kan flettes sammen. Vi ville ikke kunne "skabe Europa", hvis ikke det allerede eksisterede som civilisation, og vi ikke havde EU som talerør til at ytre os over for resten af verden. Hvis vi skal skabe et reelt tilhørsforhold til Europa, er vi nødt til at løfte udfordringen med at forene disse tre dimensioner og bringe dem på bølgelængde, og for at opnå dette er der brug for langt mere end et roterende formandskab.

Sébastien Maillard

Direktør for Jacques Delors-instituttet i Paris