Nicolas Gros-Verheyde: Covid-19 risikerer at gøre Europa udemokratisk

Retsstaten kan blive et indirekte offer for de sundhedsmæssige foranstaltninger, som flere europæiske lande har truffet

Covid-19-pandemiens udbrud i februar/marts 2020 kom som en overraskelse for alle og krævede en række improviserede hasteforanstaltninger, men situationen er anderledes i dag. Drastiske foranstaltninger til håndtering af sundhedskrisen kan være berettigede. Men de skal planlægges bedre og frem for alt underlægges en mere demokratisk kontrol. end det er tilfældet i dag.

Som oftest træffes foranstaltningerne i al hast af regeringerne umiddelbart efter et møde i forsvarsrådet eller andre rådgivende udvalg – hvis sammensætning forbliver et mysterium – uden et reelt samråd (med forudgående information og betænkningstid) med de forskellige (sociale, økonomiske og politiske) parter, og uden at det nationale parlament har truffet nogen beslutning.

Visse grundlæggende principper – der udspringer af den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og charteret om grundlæggende rettigheder – er således tydeligvis blevet "tilsidesat" på ubestemt tid. Forsamlings- og foreningsfriheden (EMRK's artikel 11) krænkes og begrænses i alvorlig grad. Retten til at ytre sin mening – gennem f.eks. film og teater – ophæves. Den frie bevægelighed er betydeligt indskrænket: udgangsforbud kl. 18 (i Frankrig), man skal have tilladelse til at forlade landet (i Belgien) osv. Friheden til at udøve sin religion (EMRK's artikel 9), retten til uddannelse og retten til at arbejde (charterets artikel 14 og 15) er stærkt begrænset ligesom retten til respekt for privatliv og familieliv (EMRK's artikel 8).

Så snart der træffes beslutninger, føres de ud i livet på en ukritisk og for en stor dels vedkommende vilkårlig måde. Hvornår er det "nødvendigt" at passere grænsen, og hvornår er det ikke? Og hvad er et "anerkendelsesværdigt formål", og hvad er ikke? Det er op til politimyndighederne, ja endog lufthavnspersonalet, at kontrollere dette, hvilket kan være en meget vanskelig opgave.

EU-institutionerne høres sjældent. Således har Frankrig ikke underrettet Kommissionen om genindførelsen af grænsekontrol visse steder som påkrævet i Schengengrænsekodeksen. Tilsvarende har de belgiske foranstaltninger, som er særdeles diskriminerende mod europæiske arbejdsgivere, ikke givet anledning til mere end en næsten lydløs mumlen fra Kommissionens side.

Såvel de nationale parlamenter som Europa-Parlamentet synes at være paralyseret af krisen. De er alle bange for at blive betragtet som en kæp i hjulet i kampen mod epidemien, der ligesom i krigstid er gjort til en national sag, hvis de kræver, at reglerne overholdes. Vi befinder os imidlertid ikke i nogen krigssituation. Regeringerne har i øvrigt aldrig gjort brug af denne ret velregulerede bestemmelse i deres forfatningsmæssige arsenal.

Selv den europæiske menneskerettighedskonventions undtagelsesklausul, den famøse artikel 15, er ikke blevet taget i brug, med undtagelse af enkelte lande. Europas gamle demokratier har ikke turdet af symbolske årsager. Frédéric Sudre, professor emeritus ved universitetet i Montpellier og en af de mest anerkendte specialister i den europæiske menneskerettighedskonvention, beskriver dette som en de facto "karantæne".

Krænkelserne af demokratiet og retsstaten tolereres for tiden ganske vist af befolkningen. De er usynlige, men er ikke mindre skadelige af den grund. De risikerer at vække en harme, der er lige så uforudsigelig, som den er eksplosiv. De risikerer at sende chokbølger under de næste valg til fordel for den mest ekstreme form for populisme. Og de risikerer frem for alt at give stærke argumenter til modstanderne af europæisk enhed, både inden for og uden for Europa. Ruslands behandling af EU's udenrigschef, Josep Borrell, i Moskva den 5. februar var ikke tilfældig. Det er på tide, at vi vågner op.

Nicolas Gros-Verheyde

Chefredaktør på B2 – bruxelles2.eu