Jeg er en heldig mand. De olympiske lege i Paris var den niende gang, jeg deltog i dette arrangement. Første gang var i Barcelona i 1992. Fire af gangene deltog jeg som medaljevindende atlet. De resterende fem OL har jeg oplevet fra enhver tænkelig vinkel: som tilskuer, som medlem af Det Internationale Vægtløfterforbund og som træner for USA's nationale hold. Gennem disse årtier med min gang i den olympiske sfære har jeg set mange forandringer. Ud over det sted, hvor legene afholdes, har arrangementet også fået andre nye kendetegn. Udviklingen i TV-dækningen har givet seerne mulighed for at komme tættere på atleterne – så de nu kan se følelserne i deres ansigter. Indførelsen af nye sportsgrene på OL-programmet har tiltrukket et yngre publikum og givet os kendskab til discipliner, vi ikke før havde hørt om. Samtidig minder sikkerhedstiltagene os alle om, at vi lever i en uforudsigelig verden i en turbulent tid.

Alt er således i forandring ved de olympiske lege. Alt undtagen princippet om en olympisk ånd og drømmene blandt de deltagende atleter. De olympiske idealer er i dag mere relevante end nogensinde. Desuden er den olympiske ånd ofte forud for sin tid. Begreber som inklusion, accept af forskellighed og harmonisk sameksistens var i mange årtier en del af den olympiske tanke, længe før de blev taget op til debat i vores samfund. Men som sportsmand og som olympisk deltager, der kender til den smerte, der er forbundet med at deltage i en konkurrencepræget sport på et så højt niveau, må jeg først og fremmest fokusere på atleterne. Mange af disse unge mennesker lever og ånder for OL – det giver deres liv mening og former deres drømme. Når man følger med i OL, handler det derfor, også for mig personligt, ikke om resultattavlen eller ranglisten. Det handler om at se idrætsudøvernes ansigtsudtryk. Se deres glæde og deres skuffelse. Deres tårer og deres glædesråb. Det handler om mennesker, der kæmper for at overgå sig selv.