11-årige Jan Štuka fra Zagreb i Kroatien har rygmarvsbrok og kan kun gå ved hjælp af bøjler og en rollator, men det hindrer ham ikke i at være en dygtig sportsudøver. Jan vandt prisen for bedste unge kroatiske para-basketballspiller i 2023. Han har også konkurreret i svømning og dyrker nu langrend. I sin fritid spiller han fodbold med sine venner, hvor han scorer mål med hænderne. Vi har talt med Jan og hans mor, Jasmina Bogdanović, om sportsmulighederne for børn med handicap, og de forklarede os, hvorfor det er vigtigt så vidt muligt ikke at behandle dem som personer med særlige behov.
JAN:
Hvornår begyndte du at dyrke idræt, og hvilke sportsgrene har du dyrket indtil videre?
Jeg begyndte at gå til svømning, da jeg var to år. Da jeg var fire skiftede jeg til handicapsvømmeklubben Natator, hvor jeg lærte alle svømmeteknikkerne og deltog i en række konkurrencer. Jeg stoppede, da jeg var 11, fordi det begyndte at kede mig lidt.
Som otteårig begyndte jeg til handicaplangrend og kørestolsbasketball. Jeg dyrker stadig begge dele, og de er nu mine foretrukne idrætsgrene.
Jeg har også prøvet bjergklatring et par gange, hvilket var sjovt, men jeg har ikke tid til også at gå til det. En enkelt sommer prøvede jeg også at gå til Krav Maga. Det var rigtig godt, og det kunne jeg godt tænke mig på et tidspunkt at gå til engang imellem.
Hvilke priser har du vundet, og hvilke af dem betyder mest for dig?
Jeg har vundet mange priser med basketballklubben, og den, jeg er mest glad for, er prisen for bedste unge paraatlet 2023 i min kategori, som uddeles af Zagreb parasportsforbund.
Hvordan ser din dag ud, når du har træning? Hvor meget træner du normalt om ugen?
Jeg tager i skole om morgenen. Efter skole laver jeg først mine lektier og mødes med mine venner, og om aftenen går jeg til træning. Indtil nu har jeg trænet skiløb på kunstbane én gang om ugen, basketball én gang om ugen og svømning en til to gange om ugen. Fra dette skoleår stopper jeg med svømning og sætter skitræningen op til to-tre gange om ugen.
Om vinteren tager jeg også på skilejre i Planica i Slovenien og til nogle af de østrigske skisportssteder. Jeg kan godt lide disse lejre, da mine venner også tager af sted. På den måde har vi ud over at træne også en god mulighed for at komme hinanden ved.
Med basketball deltager vi nogle gange i kampe i andre byer rundt om i Kroatien. Sidste efterår var vi også i Rom, hvor vi spillede kamp mod Lazios basketballteam.
Er der nogen mandlige eller kvindelige idrætsudøvere, du ser op til? Kunne du godt tænke dig engang at deltage i en større international sportsbegivenhed?
Mit største idol var engang Luka Modrić, men i øjeblikket har jeg ikke noget idol, så der er ikke nogen bestemt, jeg følger.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at deltage i internationale sportsbegivenheder...forhåbentlig både i basketball og skiløb.
JASMINA:
Hvor meget opmærksomhed er der på idræt for børn med handicap i Kroatien?
Som forælder forekommer det mig, at der bestemt er stor opmærksomhed på det. Men desværre får forældrene sjældent tilstrækkelig information om mulighederne, og klubberne søger med lys og lygte efter nye medlemmer. Jeg synes det er ærgerligt, at det er sådan. Situationen er selvfølgelig meget bedre i de større byer.
Har børn med et handicap tilstrækkeligt med muligheder og incitamenter til at dyrke idræt, eller kræver det en stor indsats af forældrene?
Der er muligheder og incitamenter for børn... hvis de og deres forældre ønsker det. Som sagt informeres forældrene ikke særligt godt, og nogle af dem ønsker enten ikke flere forpligtelser eller er bange for, at deres barn kommer til skade ved at dyrke sport... Det er en skam, at de tænker sådan. Det er desuden gratis for personer med handicap at dyrke idræt, og det er efter min mening meget stimulerende for både deres fysiske og mentale helbred og især for deres sociale integration. Jeg synes ikke, at det kræver en større indsats af forældrene, end af forældre til raske børn i samme aldersgruppe. Der er selvfølgelig undtagelser forbundet med bestemte diagnoser: F.eks. skal Jan stadig ledsages af en af os, når han tager på skilejr eller til udekampe, men når han blive ældre, får han formentlig mindre brug for vores hjælp, og det bliver forhåbentlig op til os selv, om vi vil tage med. Målet er at blive selvstændig på alle områder. Han træner regelmæssigt uden vores hjælp.
Er der noget, du gerne vil tilføje, som forælder til et barn med særlige behov?
Det er vigtigt så vidt muligt at undgå at behandle barnet som et med særlige behov samt at inddrage barnet i de daglige aktiviteter alt efter alder og evner, så det også kommer til at opfatte sig selv på lige fod med andre børn. På den måde får barnet en opfattelse af sig selv som værende et helt almindeligt barn, der gør nogle ting "en lille smule anderledes", men som gør det hele alligevel! Jan cykler på trehjulet cykel i stedet for tohjulet, han svømmer og dykker som alle sine jævnaldrende, men bruger sine ben mindre eller slet ikke, han spiller fodbold med holdet, men han skyder til måls med hånden. "Vi kan alt, men måske gør vi nogle ting lidt anderledes" - hvis de accepterer sig selv på den måde, vil andre gøre det samme.
Jan Štuka på 11 år kommer fra Zagreb og går i øjeblikket i femte klasse. Han har været medlem af svømmeklubben Natator og er nu medlem af KKI Zagreb (kørestolsbasketball) og skiklubben for personer med handicap Monoski Zagreb, hvor han jævnligt træner langrend for personer med handicap.
Jasmina Bogdanović har en uddannelse i design fra fakultetet for arkitektur på designskolen i Zagreb. Hun har i 20 år arbejdet med marketing. I øjeblikket er hun på deltid og arbejder hjemmefra i et mindre grafisk studie, hvilket giver hende mulighed for at tage med Jan på skilejr og til andre af hans sportsarrangementer. Hun elsker også at cykler og tager altid cyklen, uanset hvor hun skal hen.