Af EØSU's Arbejdsgivergruppe

Arbejdsgivergruppen mener, at den økonomiske migration spiller en stadig større rolle som en del af EU's overordnede politiksammensætning med hensyn til at levere de færdigheder og den arbejdskraft, som europæiske virksomheder har brug for, så de kan være konkurrencedygtige, produktive og innovative. Den rolle, som økonomisk migration spiller som en del af EU's politiske bestræbelser på at øge tilgængeligheden af en kvalificeret arbejdsstyrke, skal ses på baggrund af en faldende befolkningsandel i den erhvervsaktive alder. Dette fører til stagnerende mobilitet inden for EU og misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer samt mangel på arbejdskraft i en lang række sektorer.

På seminaret "EU economic migration policies: responding to labour market and skills needs" blev der set nærmere på, hvordan EU's økonomiske migrationspolitik kan bidrage til at fremme en mere efterspørgselsstyret tilgang til migration. De forskellige værktøjer, politiske tilgange og initiativer på EU-plan, på nationalt plan og på sektorniveau, der former migrationens rolle i imødekommelsen af arbejdsgivernes kvalifikationsbehov, blev gennemgået.

Arrangementet blev afholdt i fællesskab af BusinessEurope og EØSU's Arbejdsgivergruppe den 7. november 2022. Blandt talere og deltagere var Ylva Johansson, kommissær med ansvar for indre anliggender, og repræsentanter for Kommissionen, Cedefop, EU og nationale arbejdsmarkedsparter, nationale myndigheder og EØSU-medlemmer.

Under arrangementet understregede formanden for EØSU's Arbejdsgivergruppe, Stefano Mallia, den økonomiske migrations betydning: "I en situation, hvor EU's hjemlige arbejdsstyrke alene ikke er tilstrækkelig til at holde hjulene i den europæiske økonomi kørende, skal EU og medlemsstaterne fortsat lette migrationen af faglærte arbejdstagere fra lande uden for EU, og medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale systemer – for eksempel arbejdsmarkedstest – er bygget op på en sådan måde, at de på effektiv vis gør det lettere at afbøde manglen på arbejdskraft og færdigheder."

Markus Beyrer, administrerende direktør i BusinessEurope, var enig: "Vi opfordrer Kommissionen til at bevæge sig i retning af et økonomisk migrationssystem, der fungerer ved hjælp af EU-interessetilkendegivelser, så Europa bliver mere attraktivt for tilgængelige talenter på verdensplan. Vi ser frem til sammen med Kommissionen at bidrage til den endelige udformning af den foreslåede talentpulje for at sikre, at den er i overensstemmelse med arbejdsgivernes behov i hele Europa."

Drøftelserne viste, at der er behov for samarbejde og koordinering mellem EU, medlemsstaterne og interessenterne (navnlig arbejdsgiverne) for at sikre, at EU's økonomiske migrationspolitik kan medvirke til at fremme en mere efterspørgselsstyret tilgang til migration. EU's talentpulje kan spille en vigtig rolle ved at hjælpe med at matche migranter fra lande uden for EU med ledige stillinger. EU's nye platform for migration om forbedring af forvaltningen af arbejdskraftmigration, der er skitseret i pakken om færdigheder og talent, bør forbedre samarbejdet og koordineringen mellem alle relevante interessenter. I betragtning af, hvor vigtigt det er at have velfungerende nationale migrationspolitiske rammer, bør Kommissionen identificere muligheder for gensidig læring og peerevaluering af spørgsmål såsom sikring af regelmæssigt ajourførte lister over erhverv, hvor der er mangel på arbejdskraft, og velfungerende arbejdsmarkedstest.

En sammenfatning af arrangementet kan ses her: https://www.eesc.europa.eu/da/news-media/news/eu-economic-migration-policies-responding-labour-market-and-skills-needs-0 (dv)