European Economic
and Social Committee
Virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed: Bureaukratisk monster eller meningsfuldt værktøj?
Af Antje Gerstein, medlem af EØSU's Arbejdsgivergruppe
Den 23. februar fremsatte Kommissionen sit forslag til direktiv om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed, der opstiller en obligatorisk ramme, der forpligter virksomhederne til at kortlægge og tage hånd om negative påvirkninger af miljø og menneskerettigheder i deres egen organisation og i hele deres værdikæde.
Som forslaget foreligger giver det desværre ikke mulighed for at opfylde målene. Det er vigtigt at bemærke, at Kommissionens eget Udvalg for Forskriftskontrol har peget på alvorlige mangler i konsekvensanalysen, f.eks. er problembeskrivelsen vag, og rapporten bør i højere grad afstemmes med andre initiativer.
Medlovgiverne bør bevæge sig væk fra bestemmelser, der blot pålægger forpligtelser, og i stedet vælge en mere procesorienteret tilgang, der er baseret på engagement og opbygning af tillid. Det betyder, at virksomheder forventes at udforme deres due diligence-processer vedrørende menneskerettigheder på en måde, der er risikobaseret og står i et rimeligt forhold til deres potentielle og faktiske virkninger.
Idet virksomheder har brug for retssikkerhed og er nødt til at minimere ansvarsrisici, kan de føle sig tvunget til at afkorte forsyningskæder og trække sig ud af regioner med potentielt problematiske menneskerettighedssituationer Dette kan få alvorlige konsekvenser, da den globale handel ville blive ramt, og mange arbejdstagere i udviklingslande og nye vækstlande ville miste deres job.
I udtalelsen fra Udvalget for Forskriftskontrol og EØSU's udtalelse om "Bæredygtig virksomhedsledelse" (INT/973), understreges behovet for lovgivningsmæssig og politisk sammenhæng. FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder og OECD's retningslinjer er de benchmarks, der klart definerer alle aktørers pligter og ansvarsområder, og de skal overholdes.
Europa-Parlamentet og Rådet er nødt til at vælge: ønsker de at skabe en konstruktiv, partnerskabsbaseret, fremtidssikret og resultatorienteret tilgang til bæredygtige globale forsyningskæder, der kan gennemføres i praksis? Ønsker de at sikre en bedre sammenhæng mellem parallelle produktrelaterede initiativer? Hvis det er tilfældet, venter der et stort arbejde. Vi forsikrer medlovgiverne om, at arbejdsgiverne er indstillet på at gøre deres del for at sikre gode resultater. Dette direktiv omhandler de kerneaktiviteter, som vores medlemmer udfører. Vi skal sikre en vellykket gennemførelse. Der er intet alternativ.
Læs hele teksten i Arbejdsgivergruppens nyhedsbrev: https://europa.eu/!vYX7Wq