Pandemiens virkninger gjorde grænserne i Europa synlige igen, nogle gange endda inden for et og samme land. Det kunne få én til at tro, at mulighederne for grænseoverskridende samarbejde mellem regioner og byer blev mindre. Men i virkeligheden skete der nærmest det modsatte.
Så hvordan var det at opleve nedlukningen i Bulgarien? For et dynamisk og energisk udemenneske som mig var det hårdt. Der var mange restriktioner. Vi skulle blive i hjemmet og kunne kun gå ud i de vigtigste butikkers åbningstider for at købe fødevarer, medicin og husholdningsvarer. En fysisk afstand på mindst halvanden meter var obligatorisk, såvel udendørs som i butikker. Det var ret kompliceret: hvis man forlod Sofia, skulle man udfylde en formular med angivelse af, hvorfor man tog afsted, og hvor man skulle hen. Dette formular skulle så på anmodning forevises for politiet.
Den gode nyhed er, at befolkningen er blevet meget mere selvforsørgende, og at borgerne i langt højere grad sætter pris på lokale fødevarer, lokale leverandører og korte fødevarekæder. Efterspørgslen efter produkter fra gårdsalg og fødevarer, der købes direkte hos avlerne, er vokset. Græsrodsinitiativer fremmer havebrug og produktion af grøntsager og krydderier i mindre skala.
Markederne er stadig åbne. De udgør et traditionelt sted for salg af fødevarer, frø, kimplanter, frugt og grønt samt blomster. At man lader dem holde åbent (med krav om overholdelse af sikkerhedsforanstaltninger), bidrager til opretholdelsen af en følelse af normalitet og vante rutiner.
I bjergområderne har lokale aktionsgrupper endvidere været meget aktive. For yderligere at støtte producenter af lokale fødevarer under pandemien har de samlet og formidlet nyttige kontakter på deres websteder.
I min organisation måtte vi for at overholde forskellige rejse- og kontaktrestriktioner annullere mange af de fysiske møder og arrangementer, der normalt gør det lettere at iværksætte samarbejdsinitiativer og formidle resultaterne. Imidlertid satte disse restriktioner ikke en stopper for vores aktiviteter – langt fra. Vi fortsætter med at samarbejde på effektiv vis om at gøre bjergområderne stærkere og endnu mere modstandsdygtige. I visse tilfælde tilpassede vi vores arbejdsplaner og er nu i færd med at udvikle fælles løsninger, som kan hjælpe sårbare regioner og byer i EU med bedre at kunne håndtere den nuværende nødsituation.
Vi etablerede en "Giv en hånd"-platform for at fremme solidariteten i landdistrikterne. Den promoverer solidaritet mellem folk og sætter personer, der har behov for hjælp, i kontakt med frivillige, der er parate til bogstaveligt talt "at give en hånd". Platformens nuværende aktiviteter koncentrerer sig om at hjælpe sårbare grupper, personer med handicap og ældre med at foretage indkøb og få hushjælp (ikke personlig pleje) og om at arrangere babysitning for forældre, der er nødt til at arbejde, og som ikke kan finde andre løsninger for deres børn.
Mange andre initiativer har blomstret i landdistrikterne og bjergområderne, hvilket viser, hvilken modstandskraft og stærk vilje til gensidig hjælp der trives i vores lokalsamfund. Hvad jeg har lært i denne periode, er, at jeg ikke skal udsætte mine livsprojekter! At være aktiv kan hjælpe os gennem en vanskelig tid.