EØSU info

I marts 2020 begyndte det at gå op for os, at covid-19-pandemien ikke kun var en sundhedskrise, men at den ville få betydning for mange aspekter af vores liv. Det stod også klart for foreninger og aktivister, at vi ville komme til at stå over for nye udfordringer i vores almindelige arbejde. Og det skulle vise sig, at situationen var endnu værre, end vi havde forventet.

I maj 2020 arrangerede vi en "virtuel drink". Efter to måneders nedlukning og hjemmearbejde besluttede vi at mødes og dele vores umiddelbare tanker om denne periode.

I selskab med kolleger fra Det Europæiske Borgerforum, et tværnationalt netværk af over 100 foreninger og NGO'er fra 27 lande i Europa, der arbejder aktivt med spørgsmål såsom folkeoplysning, forsvar af menneskerettighederne og fremme af demokratiet, tilbragte vi nogle timer i lidenskabelig debat. Hver enkelt af os havde sit eget nationale perspektiv, men konklusionerne var ikke så forskellige.

Med udgangspunkt i disse drøftelser udarbejdede vi følgende lektioner...
Lektion 1: Vores sikkerhed afhænger af andre menneskers sikkerhed
Vi har brug for universel sundhedsdækning og social beskyttelse for alle i vores samfund og i hele verden.

Lektion 2: Vi er alle sårbare, og vores skæbner er flettet sammen
Solidaritet, lighed, rettigheder og omsorg må og skal være grundlaget for de internationale relationer og for den enkeltes daglige liv.

Lektion 3: Det fælles bedste findes faktisk
Offentlige institutioner skal tjene, beskytte og handle for det fælles bedste, ikke for særinteresser.

Lektion 4: Demokrati er den vigtige vaccine, vi alle har brug for
Bevidste borgere, et aktivt medborgerskab, troværdig information, offentlig forskning og uddannelse samt åbne institutioner er alle med til at sikre almenvellet.

Lektion 5: Det globale markedssystem har fejlet
Vi er nødt til at flytte produktionen, gennemføre den cirkulære økonomi og sørge for en universel basisindkomst til alle.

Lektion 6: Vi er jordens vogtere, ikke dens ejere
Naturen bruger vores nedlukning til at komme sig oven på de skader, vi har påført den. Vi er nødt til at yde verden miljømæssig retfærdighed.

Lektion 7: Medarbejdere i kritiske funktioner er ægte helte. Kvinderne står i forreste række
Vi er nødt til at anerkende kvindernes bidrag i det sociale hierarki. De, som er usynlige, skal have mulighed for at udnytte deres rettigheder fuldt ud.

Lektion 8: Tiden er nødt til at gå langsommere
Nedlukningen tvang os til at give plads til sociale bånd, tålmodighed, medfølelse. Vi er nødt til at holde fast i dette, også på langt sigt.

Lektion 9: Vi har brug for menneskelig, social og miljømæssig sikkerhed
Vi engagerer os i en retfærdig genopretning og en retfærdig omstilling i vores land, i Europa og i hele verden.

Lektion 10: Fremtiden skal se anderledes ud end fortiden
Vi er nødt til at lære af disse lektioner og handle i fællesskab.

Har vi en chance for at lære mere efter krisen? Er vi i stand til at vende krisen til en ny chance?
Jeg er overbevist om, at fremtiden skal se anderledes ud end fortiden.

Alt er nyt, det er den første pandemi, jeg har oplevet personligt. Ved at søge på internettet fandt jeg en liste over de 10 værste pandemier i historien, og jeg erfarede, at den sidste, der ramte Europa før covid-19, var den spanske syge i 1920. Og godt nok er jeg gammel, men ikke så gammel.

Min partner er meget udsat på grund af et nedsat immunforsvar, og hvis hun smittes med noget, er hun ekstremt sårbar på grund af en kronisk lungesygdom. Derfor er vi meget tilbageholdende med at have kontakt til andre. Det giver os begge nye erfaringer. Hun er mere eller mindre i selvvalgt isolation for at undgå at blive smittet, og jeg er nødt til at klare ting, som hun før tog sig af, f.eks. indkøb af dagligvarer. Inden krisen hjalp jeg til, dvs. jeg skubbede indkøbsvognen 1 meter bag hende, mens hun fyldte den. Det har ændret sig.

Det er et let job at skubbe vognen: jeg følger bare efter og tænker over, hvordan verden kan forbedres, mens hun fylder indkøbsvognen op. Efter at jeg selv skal stå for indkøbene lammes jeg af stress over de mange valgmuligheder på hver eneste hylde. Indkøbslisten omfatter kaffe, og på hylden står der dusinvis af forskellige mærker, som alle ser ens ud. Og hvilken slags toiletpapir har vi brug for - med 1, 2, 3 eller 4 lag? Min kone ved, hvad hun vil have, og hvor de pågældende varer står, så vi er inde og ude i løbet af få minutter. For mig er butikkerne labyrinter: det er kun indkøbet af øl, der ikke gør mig stresset, resten tager mig timer på grund af de mange valgmuligheder, der driver mig til vanvid.

Jeg var overrasket over hollændernes umiddelbare reaktion på pandemien. De reagerede enstemmigt og med solidaritet. Desværre viste den menneskelige evne til at fastholde opmærksomheden sig at være ret begrænset hos en lille gruppe af uansvarlige og uredelige enkeltpersoner, hvis solidaritet smuldrede inden for få uger. Folk holdt op med at overholde reglerne, beskyldte regeringen for at undergrave deres grundlæggende rettigheder og begrænse deres fire friheder. For at opretholde deres umistelige ret til at feste anlagde de sag mod staten - fortabte i deres eget vanvid.

Heldigvis bor vi i Europa, hvor demokrati og retssikkerhed er relativt godt beskyttet (i de fleste medlemsstater), og sundhedsplejen er god sammenlignet med andre verdensdele. Hvis man ser på, hvordan pandemien påvirker de forskellige generationer, er det klart, at de unge lider mest under tiltagene til bekæmpelse af virussen. Som 19-årig er det meningen, at du skal på date, eksperimentere med din seksualitet og opdage kærligheden. I pandemitider er selv uskyldige knus tabu. Disse forhold skaber usikkerhed hos de unge, der står tilbage med utilfredsstillede behov.

Det centrale spørgsmål er, hvad vi stiller op med økonomien. En genstart baseret på princippet "business as usual", når pandemien er under kontrol? Eller griber vi denne mulighed for at gå bort fra et system, der er domineret af kannibalistiske monopolister, og bevæge os i retning af en inklusiv model med bæredygtige mindre initiativer, der fungerer i fredelig sameksistens med store virksomheder? Valget mellem "business as usual" og en ændring af vores lemmingeadfærd vil afgøre vores fremtid, hvorunder om vi vil overleve eller uddø - fortabte i vores selvdestruktive adfærd.

Jeg ønsker alle det bedste og en tid med meditation, refleksion og - til dem det måtte vedrøre - anger.

Vi stod over for en situation, vi aldrig havde oplevet før. Pludselig var virussen her, og den spredte sig så hurtigt, at landet måtte lukke helt ned. Da situationen var helt ny, havde vi ingen erfaring med, hvordan vi mest effektivt kunne tackle den. Hvad nu, tænkte vi. I starten var vi skræmte og hjælpeløse. I erhvervslivet blev alle planerne for det indeværende år (2020) praktisk talt droppet på et kort øjeblik, og på grund af den uvisse situation er alle fremtidige planer stadig omgivet af en stor portion usikkerhed.

Vi stillede alle sammen os selv det samme spørgsmål: hvad nu? Hvordan skal vi reagere på denne nye situation: karantæne, fuld isolation og intet begreb om, hvornår det er overstået? Den største frygt og bekymring skyldes altid vores manglende mulighed for at forudsige, hvad der vil ske. Virksomhederne reagerede også først på samme måde. De ville alle have, at vi skulle fortælle dem, hvor længe denne situation ville stå på, hvordan regeringen ville reagere, og hvilken form for støtte de kunne forvente. Allerede på et tidligt tidspunkt, begyndte det at stå klart, at vi ikke alle var i samme situation: for visse økonomiske sektorer som turisme og logistik betød krisen sammenbrud, mens den for andre sektorer som IT-sektoren og fødevareindustrien betød nye muligheder og udfordringer.

Vi var heldige, at regeringen på trods af, at den netop var blevet dannet, reagerede hurtigt og hensigtsmæssigt, så vi sammen udarbejdede handlingsprogrammer, støttetiltag, incitamenter osv. Med henblik herpå var vi hele tiden i direkte kontakt med en lang række af vores medlemmer fra forskellige sektorer for at være så velinformerede som muligt om situationen i de enkelte brancher, indsamle så mange idéer som muligt om, hvilket form for støtte der ville være mest effektiv, og viderebringe information til regeringsrepræsentanterne.

Det jeg savner mest, er kommunikation og kontakt ansigt til ansigt. I løbet af denne periode er kommunikationen nemlig så vidt muligt flyttet online, mens kommunikationen ansigt til ansigt næsten er forsvundet. Det store digitale spring fremad inden for elektronisk kommunikation mellem virksomheder og mellem staten og erhvervslivet samt med befolkningen og brugerne kan ses som en af de største gevinster ved covid-19.

Resultaterne har vist, at det allervigtigste er god organisation og disciplin fra borgernes side med hensyn til at acceptere og respektere instrukser og foranstaltninger, da kun disse kan føre til de rette løsninger.

Faktum er, at covid-19 vil medføre forandringer inden for mange områder. Men vi ved ikke engang, hvor længe covid-19-pandemien vil vare ved; eller om vi efter pandemien, vil begynde at måle tiden mellem én bølge af covid-19 og den næste, fordi vi ikke vil være i stand til at udrydde virussen helt. Krisen har manifesteret sig inden for alle områder lige fra uddannelse og sundhed til bl.a. den finansielle og økonomiske sektor. Vi ved ikke, hvordan situationen vil se ud, når krisen er ovre, eller hvor alvorligt økonomien vil blive berørt.

Der vil ske mange forandringer, som endnu er ukendte. Det er derfor forkert at spørge, hvilke job der skal skæres ned på. Vi må alle gøre vores bedste for at sikre, at vores virksomheder og dermed vores job efter krisen vil være så konkurrencedygtige som mulige. Dette vil vi kunne opnå ved hjælp af ikke bare statsstøtte, men også løbende uddannelse på alle niveauer.

Tiden med nedlukning har klart vist os, at digital kommunikation alene ikke kan erstatte direkte personlig kontakt, hverken i skolerne, i forretningslivet eller i andre aktiviteter. Derfor er det naturligvis vores mål at genetablere kommunikationen ansigt til ansigt, både inden for vores sammenslutninger og med alle dem, som vi i øjeblikket kun kommunikerer med gennem onlineværktøjer.

Da februar blev til marts, tog vi – mens studier og debatter fandt sted – del i vores bulgarske venners glædelige Martenitsa-fejring, som vi gør hvert år på denne tid. Vi bar tynde armbånd af flettede røde og hvide tråde og gav hinanden små uldne kludedukker, som skulle bringe held. Optimismen med hensyn til forårets komme var til at tage og føle på. Vi ønskede hinanden held og lykke med den sidste fase af vores femårige embedsperiode i EØSU.

Vi undlod instinktivt at tale om, at vores daglige liv i centrum af EU var truet af den virus, som spredte sig i Asien. Ganske vist så vi allerede alvorlige tegn og advarsler i det sydlige Europa, men vi var nødt til at beskytte procedurerne i EU's institutioner mod pandemien. Og som vores kolleger fra den anden side af Donau sagde i spøg, kunne en dråbe medicin fra hjemmeapoteket – dvs. Martenitsa-snaps – vel altid hjælpe i sidste ende. Faktisk blev anmodninger om desinfektionsmidler i mødesalene ignoreret, men vi blev hele tiden forsikret om, at man holdt nøje øje med risikoen, så vores frygt for virussen blev manet til jorden.

Onsdag den 11. marts var jeg stadig i fuld gang med at drøfte anbefalinger vedrørende investeringsplanen for et bæredygtigt Europa i studiegruppen ECO/505. I sektionerne udarbejdede vi handlingsplaner og bookede vores næste rejser, og så pludselig en uge senere gik livet i stå. Nedlukning! Billedligt kan jeg sammenligne det med et tog, som pludselig slår bremserne i, så gnistrene springer fra skinnerne under det.

Ingen havde forventet de inddæmningstiltag, som for hver dag blev strammet til. De greb ind i selve grundlaget for vores liv. Det var en psykologisk tsunami, der kunne beskrives med ord fra digteren Ildefons Gałczyński: "en tristhed, der strømmer gennem tankegangen". Vi blev overraskede over behovet for at blive hjemme og den daglige frygt. Vi spekulerede over mulighederne for at skaffe hjælp og livsnødvendige varer, og vi måtte gentænke vores vaner.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ikke ville vende tilbage til Bruxelles før juni, hvor jeg rejste med bil ad øde motorveje, fordi der endnu ikke var nogen flyforbindelser. Jeg kan huske, at jeg udskrev min "tilladelse" til at rejse, som jeg havde modtaget på mail fra generalsekretæren – covid-19-passérsedlen udstedt den 29. maj 2020 på fire sprog og udsmykket med et rundt stempel. Den skulle garantere, at jeg ikke ville blive bedt om at gå i karantæne.

For at være på den sikre side ringede jeg til de tyske sundhedsmyndigheder i de regioner, jeg skulle rejse igennem, for at få det bekræftet. Den 8. juni deltog jeg i Bruxelles i det første hybridmøde i studiegruppen ECO/510 og derefter i plenarforsamlingen den 10. og 11. juni.

De offentlige og sociale medier strømmede allerede over med kommentarer og gisninger om, hvor virussen egentlig stammede fra. Det er en skam, at det endnu ikke har ført til et moderne mesterværk i stil med Giovanni Boccaccios Dekameron fra det 14. århundrede eller Albert Camus' roman Pesten fra 1947, som i sandhed viser manglerne i den menneskelige natur og menneskehedens kamp mod sygdom.

I forbindelse med oplevelserne med den verdensomspændende nedlukning og advarslerne om en ny bølge af SARS-CoV-2, denne gang samtidig med influenza, som hvert år koster mange liv i mange lande og endnu flere end covid-19 i øjeblikket gør, har jeg tænkt over betydningen af "tjenesteydelser af almen interesse", som i mange år er blevet forsømt.

Covid-19-pandemien har endelig understreget den yderst vigtige og stabiliserende rolle, som de lokale, regionale og europæiske leverandører af disse tjenester spiller. Det sociale område er langt om længe begyndt at tro på sin vigtige rolle, som udgør rygraden i den europæiske samfundsmodel og potentielt i den positive genopretning af økonomien inden for rammerne af instrumenterne under Next Generation EU og den europæiske grønne pagt.

El- og vandforsyning, affaldsbehandling og offentlig transport i økonomiske krisetider har sørget for, at dagligdagen i vores lokalsamfund har kunnet fortsætte og har givet sikkerhed. Når alt kommer til alt, ville vi uden forudgående investeringer i disse sektorer ikke kunne foretage daglige handlinger som at tage et bad om morgenen, brygge kaffe eller nå frem til kontoret eller hospitalet i tide. Det gælder også inden for sundhedsplejen og plejen af personer med handicap og ældre mennesker. Den ville ikke fungere uden krisestyringsprocedurer, eller hvis tjenesteydelser af almen interesse ikke blev mødt af politisk forståelse og offentlig støtte.

Ligeledes er vi nødt til at se på de enormt vigtige områder uddannelse, forskning og kultur, og først da kan vi beklage os over de vanskeligheder, vi er stødt på under krisen.

Den 11. marts – Tilbage i Rom, hjemme. Der er en tung og nervøs atmosfære. I Norditalien tæller de allerede de døde. Min datter Ilaria er kommet hjem fra Milano, hvor hun studerer, og Miriam, den ældste, bor og arbejder i Barcelona og er meget bekymret.

Om aftenen erklærer premierminister Guiseppe Conte hele Italien i karantæne. I de røde zoner i nord er nedlukningen allerede en realitet, og her skal beboerne gå i isolation.

Skolerne lukker ned, fodboldligaen og andre fritids- og sportsaktiviteter suspenderes, og sygebesøg på hospitaler forbydes. Man må ikke længere bruge offentlige eller private transportmidler, og alle unødvendige produktionsaktiviteter indstilles.

En dyne af uvirkelighed lægger sig over Italien. Desorientering og frygt: Virussen synes at sprede sig ukontrollabelt og være umulig at standse.

To billeder bliver symbolet på de hårde realiteter: Den lange militærkolonne i Bergamo, der transporterer ligene ud af regionen, fordi kirkegårdene er fyldt op, og det stærke og uforglemmelige billede af pave Frans, der beder på en øde Sankt Peters Plads, som den 28. marts bliver vist på tv i hele verden.

De italienske fagforeninger går sammen med regeringen straks i gang med at sikre de essentielle produktionsaktiviteter, som skal opretholdes, så befolkningen stadig kan købe vigtige varer i supermarkederne og medicin på apotekerne. Fagforeningerne arbejder uafbrudt for at hjælpe dem, der mister deres arbejde, og forsøger at få aftaler på plads med arbejdsgiverne om hjemmearbejdsordninger eller sikre dem indkomststøtte, nu hvor indkomster er blevet usikre.

Situationen på hospitalerne er ude af kontrol: Der er ikke flere ledige sengepladser, intensivafdelingerne er fyldt til bristepunktet, og sundhedspersonalet er fuldstændig overbebyrdet. Sygeplejersker, læger og portører er nødt til at holde sig væk fra deres hjem under karantænen og arbejder døgnet rundt under det enorme psykiske pres med at tage sig af mennesker, der dør uden deres kære i nærheden.

På det her tidspunkt sagde vi allesammen: "vi kommer aldrig til at glemme det her". I dag forsøger vi at se fremad, men virussen er ikke besejret: der er stadig små og store udbrud i forskellige lande i Den Europæiske Union, og alle reagerer på deres egen måde og med deres egne foranstaltninger. Det er netop nu, at Den Europæiske Union – takket være de enorme økonomiske tiltag i de forskellige lande – bør handle som en enhed og koordinere de enkelte landes indsats. Men det ved vi godt stadig er vanskeligt. Denne krig kan dog ikke vindes alene.

Fagforeningerne har aldrig stået stærkere end i disse måneder. De er ikke bare en abstrakt størrelse – det er arbejdstagere, der peger hele landet i retningen af, hvad de retmæssigt har krav på af social lighed, værdighed og respekt. Dem, der har oplevet virkeligheden på hospitalerne, på plejehjemmene, i butikkerne, ansatte i rengøringsbranchen, transportsektoren og i virksomheder, hvis grundlæggende rettigheder til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er blevet taget fra dem – de kan vise os, hvordan vi ændrer en økonomisk og social model, der har blotlagt sine begrænsninger og sat vores efterkommeres fremtid på spil.

Dét jeg ønsker for mine døtre – Ilaria, der studerer i Milano, og Miriam, der arbejder i Barcelona – er en verden, der passer til dem, og som er både økonomisk, miljømæssig og socialt bæredygtig.

Pandemiens virkninger gjorde grænserne i Europa synlige igen, nogle gange endda inden for et og samme land. Det kunne få én til at tro, at mulighederne for grænseoverskridende samarbejde mellem regioner og byer blev mindre. Men i virkeligheden skete der nærmest det modsatte.

Så hvordan var det at opleve nedlukningen i Bulgarien? For et dynamisk og energisk udemenneske som mig var det hårdt. Der var mange restriktioner. Vi skulle blive i hjemmet og kunne kun gå ud i de vigtigste butikkers åbningstider for at købe fødevarer, medicin og husholdningsvarer. En fysisk afstand på mindst halvanden meter var obligatorisk, såvel udendørs som i butikker. Det var ret kompliceret: hvis man forlod Sofia, skulle man udfylde en formular med angivelse af, hvorfor man tog afsted, og hvor man skulle hen. Dette formular skulle så på anmodning forevises for politiet.

Den gode nyhed er, at befolkningen er blevet meget mere selvforsørgende, og at borgerne i langt højere grad sætter pris på lokale fødevarer, lokale leverandører og korte fødevarekæder. Efterspørgslen efter produkter fra gårdsalg og fødevarer, der købes direkte hos avlerne, er vokset. Græsrodsinitiativer fremmer havebrug og produktion af grøntsager og krydderier i mindre skala.

Markederne er stadig åbne. De udgør et traditionelt sted for salg af fødevarer, frø, kimplanter, frugt og grønt samt blomster. At man lader dem holde åbent (med krav om overholdelse af sikkerhedsforanstaltninger), bidrager til opretholdelsen af en følelse af normalitet og vante rutiner.

I bjergområderne har lokale aktionsgrupper endvidere været meget aktive. For yderligere at støtte producenter af lokale fødevarer under pandemien har de samlet og formidlet nyttige kontakter på deres websteder.

I min organisation måtte vi for at overholde forskellige rejse- og kontaktrestriktioner annullere mange af de fysiske møder og arrangementer, der normalt gør det lettere at iværksætte samarbejdsinitiativer og formidle resultaterne. Imidlertid satte disse restriktioner ikke en stopper for vores aktiviteter – langt fra. Vi fortsætter med at samarbejde på effektiv vis om at gøre bjergområderne stærkere og endnu mere modstandsdygtige. I visse tilfælde tilpassede vi vores arbejdsplaner og er nu i færd med at udvikle fælles løsninger, som kan hjælpe sårbare regioner og byer i EU med bedre at kunne håndtere den nuværende nødsituation.

Vi etablerede en "Giv en hånd"-platform for at fremme solidariteten i landdistrikterne. Den promoverer solidaritet mellem folk og sætter personer, der har behov for hjælp, i kontakt med frivillige, der er parate til bogstaveligt talt "at give en hånd". Platformens nuværende aktiviteter koncentrerer sig om at hjælpe sårbare grupper, personer med handicap og ældre med at foretage indkøb og få hushjælp (ikke personlig pleje) og om at arrangere babysitning for forældre, der er nødt til at arbejde, og som ikke kan finde andre løsninger for deres børn.

Mange andre initiativer har blomstret i landdistrikterne og bjergområderne, hvilket viser, hvilken modstandskraft og stærk vilje til gensidig hjælp der trives i vores lokalsamfund. Hvad jeg har lært i denne periode, er, at jeg ikke skal udsætte mine livsprojekter! At være aktiv kan hjælpe os gennem en vanskelig tid.

Umiddelbart efter meddelelsen om nedlukningen blev gaderne lagt øde. Tavsheden var larmende. Det var slut med at skynde sig for at nå gøremål og slut med rejser til udlandet for at deltage i møder på to timer, med bilernes dytten i byen, med at vente forgæves på bussen osv. Ligesom mange andre efterkom vi denne tvungne indespærring og prøvede på godt og ondt at tilpasse os til denne nye måde at leve på. For mit vedkommende var det nemt at arbejde hjemme, men det var ikke muligt for min mand, da hans arbejde og infrastrukturen ikke egnede sig til det. Denne tilpasningsvanskelighed kostede ham imidlertid nogle nætter uden søvn på grund af hans medarbejderes rekordstore fravær. Frygten spredte sig mindst lige så hurtigt som selve virussen.

Nu hvor den første bølge er overstået, tænker jeg: Hvilken mental, social og økonomisk tilstand bevæger vi os ud af denne krise i? Pandemien har ganske vist gjort det muligt at foretage en ny prioritering af det væsentlige og skabt miljøbevidsthed, men den har også vist noget om den individuelle adfærd på nationalt og globalt plan. Ingen troede, at grænserne i Luxembourg ville blive lukket igen. Grænsearbejde er vigtigt i storhertugdømmet, og restriktionerne for den frie bevægelighed for personer fik os til at frygte mangel på bl.a. plejepersonale.

Denne krise har også givet anledning til selvrefleksion over vores egen sårbarhed. Vi har opdaget, at vi er afhængige, ikke blot af plejepersonalet, men også af andres adfærd.

Den økonomiske genopretning kommer til at foregå i fællesskab. Vi skal undgå nationalisme og begrænsninger af økonomiernes åbenhed, nu hvor nogle lande af hensyn til modstandsdygtigheden bevæger sig i retning af en nationalisering af værdikæderne. På europæisk plan skal der tilstræbes større autonomi i forbindelse med globaliseringen. Med denne krise har vi bogstavelig talt mulighed for at standse op et øjeblik, så vi kan reflektere over os selv.

Som farmaceut har jeg arbejdet intenst med emnet kønsspecifik medicin i disse coronatider. Netop på sundhedsområdet er kønsforskellene ved covid-19 påfaldende.

Mænd indlægges forholdsmæssigt oftere på intensivafdelingen og har en højere dødelighed, især yngre mænd.

Siden nedlukningen er unge kvinder oftere blevet syge på grund af deres rolle i samfundet: usikre ansættelsesforhold, mere deltidsarbejde, mere kontakt med mennesker, mindre hjemmearbejde og mere plejearbejde.

I familierne bør vi tage opfattelsen af kvinders og ældres roller op til fornyet overvejelse, for de ældre udsættes også for forskelsbehandling. Jeg vil løbende fortsætte dialogen om dette.

I denne periode har jeg siddet på bænken foran vores apotek og drøftet dette med familiemedlemmer, og de var alle begejstrede for disse samtaler.

Jeg har også stået på gaden uden for vores plejehjem og hilst på de ældre i deres værelser, og vi har sunget sammen.

Ensomheden skal overvindes, og de pårørende bør støttes. Der skal tages højde for dette politisk ved at fremme arbejdspladser på området, men indtil dette bliver realiseret, bør vi alle yde støtte.

Jeg har også spurgt forældre om deres syn på uddannelsesområdet og arrangeret videokonferencer med lærere for at fremme mediekundskaber.

Først frygt, så forbløffelse

Frygten. Den sande frygt. Den, der stoppede alt. Den, der ved aftenens optælling af de døde giver anledning til bekymring for vores nærmeste, vores yngste eller vores ældste, de allerskrøbeligste. Den frygt, der minder os om, at mørket trænger sig på, at det venter på os.

Forbløffelsen kom, da det blev klart, hvor uforberedte de franske sundhedsmyndigheder, lægerne i frontlinjen og medborgerne i baggrunden var. Alle manglede de mest basale værnemidler til at beskytte sig selv og til at kunne behandle. Forbløffelse, også over hvordan samfundet i et land som Frankrig (og de oversøiske departementer) - på et øjeblik formåede at stoppe al støj fra menneskelige aktiviteter, at forlade byer og skoler efter en lang vinter med vrede og berettigede protester i gaderne.

Verden, der som følge af pandemien, blev endnu mere globaliseret, blev gennem nedlukningen splittet op i en mangfoldighed af individer, som levede hver for sig omend side om side. Pandemien har gjort alle kløfter endnu større.

Statens indsats

De offentlige myndigheder, navnlig sundhedsvæsnet, har til opgave at redde liv. Lidt efter lidt fik de den nødvendige logistik på plads med manøvrer, der til tider mindede om spil for galleriet såsom transport af enkelte syge mennesker i tog eller helikoptere, samtidig med at privathospitaler, der var klar til at træde til, ikke blev kontaktet.

Virksomheder inden for centrale tjenesteydelser i byen fik hjælp fra staten, så deres opgave var at holde folk i live ved at sørge for forsyninger og rengøring...

Men deres lønmodtagere befandt sig i meget forskellige situationer med hensyn til beskyttelse mod virus og modtog ingen systematisk belønning.

Og så, modstandskraften

Den opstod gennem forbindelsen mellem lærere og deres elever via internettet, over telefonen, gennem radio, tv, medierne både til arbejde og fritid: tiden skulle fyldes ud, tiden skulle planlægges, der skulle arbejdes. Hver aften kl. 20.00 stod folk i vinduerne og klappede af plejepersonalet. Det var ikke staten, der gav dem den forventede anerkendelse.

Lønmodtagerne fik øjnene op for, at de selv var i stand til at innovere. Hjemmearbejde, som undertiden var blevet nægtet visse medarbejdere, bredte sig som en steppebrand. Forældre, især mødre, har måttet varetage to job: deres eget og jobbet som underviser.

Fagforeningernes rolle som mægler mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og de statslige myndigheder har givet dem en fornyet legitimitet i landet. Man må håbe, at man fremover ikke kun hører dem, men især lytter til dem.

Europa

EU har takket være Kommissionens første udmeldinger også forbløffet!

Det var mere end en Marshallplan, der blev lagt frem. Sikken en saltvandsindsprøjtning! Men regeringer og parlamenter var som vi ved ikke sene til at finde på undskyldninger for at trække tingene i langdrag.

Mange mindre virksomheder - med få ansatte og begrænsede midler - er allerede gået konkurs i landet. Små restauranter, der netop var startet af unge mennesker, er blevet solgt med tab. Bankerne træder ikke til for dem. Lønmodtagerne kan få udbetalt supplerende dagpenge indtil september, men hvad så bagefter? Trods statsstøtte har store virksomheder, som f.eks. Air France-KLM (som har modtaget 7 mia. EUR fra Nederlandene og Frankrig) og Airbus på skandaløs vis foretaget afskedigelser blandt sine medarbejdere. Samtidig strømmer 700.000 unge mennesker ud på arbejdsmarkedet efter sommerferien.

Dagen derpå?

Den begynder at minde om dagen før! For det første fordi virussen stadig er i omløb. For det andet fordi de reformer, der allerede var undervejs "før" vil dukke op igen "bagefter", mens arbejdsmarkedet i Frankrig ikke vil vide af dem. Regeringen forsikrer borgerne om, at skatterne ikke skal finansiere faldet i BNP på 13 %. Alligevel har der denne sommer ikke været nogen ende på fyringer og prisstigninger på energi, transport, frugt og grønt...

Set i lyset af det krisen har lært os, vil måden at tilrettelægge arbejde på blive forandret. Hjemmearbejde, platformsarbejde og videokonferencer vil kræve regler, der endnu ikke findes. Efter at have udvist modstandskraft er tiden nu inde til at være agtpågivende. Vil krisen afsløre, at de økonomisk stærkest stillede altid klarer sig bedst, og at de mindre velstillede klarer sig dårligere og dårligere? I Parisregionen var der flest syge i det fattigste departement. Det er der desværre ikke noget nyt i, vel?

Da coronakrisen brød ud i Danmark den 11. marts, fik mine kolleger og jeg travlt med at sikre en velordnet nedlukning for vores medlemmer. Mange ansatte var nødt til at arbejde hjemmefra, andre måtte arbejde i et stressfyldt miljø på hospitaler, plejehjem og i servicesektoren, som stadig holdt åbent under krisen. Klare svar og et tæt samarbejde mellem kolleger var nødvendigt. 

Jeg er også næstformand i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), så jeg var også nødt til at samarbejde med kolleger i andre lande. Det glædede mig, at vi - den danske regering og arbejdsmarkedets parter - den 14. marts kunne indgå en trepartsaftale om midlertidig lønkompensation. Aftalen omfatter arbejdstagere, der arbejder i private virksomheder, som er særligt hårdt økonomisk ramt som følge af covid-19.

Virksomhederne har anvendt den nye lønkompensationsordning i stedet for eksisterende muligheder for hjemsendelse af lønmodtagere uden løn. Der blev oprettet støtteordninger for mindre virksomheder, selvstændige og freelancere. Visse dele af aftalen udløber snart, og vi er lige nu i gang med at genforhandle dens forlængelse, så arbejdstagerne fortsat er beskyttede.

Jeg har selv arbejdet hjemmefra, og jeg blev hurtigt superbruger af nye virtuelle værktøjer. Tiden derhjemme kunne have været meget stressende på grund af usikkerheden om fremtiden, men i sidste ende gav den mig mulighed for at koncentrere mig fuldt ud om mit arbejde, og den gav mig mere tid sammen med min familie. Jeg er overbevist om, at de seneste måneder har givet mig og mine kolleger et skarpere fokus på vores kerneopgaver og bidraget til større disciplin ved møder. For mig personligt har det også betydet, at jeg været i stand til at fokusere på de vigtige ting i livet.

Det er afgørende, at vi kan samarbejde i Europa uden at forfalde til nationalisme og autoritære metoder. Samarbejde medlemsstaterne imellem er nødvendigt for at bekæmpe såvel virussen som dens årsagern og konsekvenser, især fordi kommende pandemier – ligesom forureningen, klimaændringerne og biodiversitetskrisen – ikke kender nogen grænser. Europa har solide værktøjer, der kan sætte den offentlige interesse i centrum for kontinentets udvikling. Ved at forbedre den grønne pagt, den fælles landbrugspolitik og den flerårige finansielle ramme vil vi kunne gennemføre en større omlægning af de europæiske og nationale projekter og finansieringsredskaber, så Europa, der er klodens største aktør, kan bevæge sig i retning af en verden, der er til at leve i.

En prioritering af samarbejde frem for konkurrence på individuelt som på internationalt plan er langt fra ligetil. Det er tilsyneladende meget bekvemt at forsvare egne interesser. I lyset af denne fristelse må vi huske på, at sådanne kortsigtede løsninger intet godt vil føre med sig, men at de tværtimod kan give voldsomt bagslag. Kriserne er historiske og udfordringen enorm, og det er ikke ved at stå alene, at vi vil kunne afhjælpe dem.

Mit budskab er derfor enkelt: Lad os glemme vores egoisme og lad os samarbejde i offentlighedens interesse for at komme disse kriser til livs. Pas på jer selv, jeres nærmeste, fremmede i nød og mennesker omkring jer, og lad os forsøge at bruge vores energi på at komme helskindede gennem disse hidtil usete kriser, vi befinder os i.