European Economic
and Social Committee
Nultolerance over for chikane med EØSU's nye adfærdskodeks
Mere klarhed, større finansiel gennemsigtighed, strenge regler om bekæmpelse af chikane og strengere sanktioner for manglende overholdelse. Den 28. januar 2021 stemte EØSU-medlemmerne for store ændringer af deres adfærdskodeks. Dette er den første milepæl i den reform af udvalget, som EØSU's nye ledelse er i gang med.
De nye regler omfatter en række forbedringer, der effektivt skal forebygge chikane og sikre en grundig opfølgning i tilfælde af dårlig opførsel. Samtidig med at forebyggelse har førsteprioritet, vil det nu være muligt at pålægge et medlem af udvalget en række sanktioner, hvis det dokumenteres, at vedkommende har overtrådt adfærdskodeksen.
EØSU's formand, Christa Schweng, lovede sidste år i oktober at styrke adfærdskodeksen i begyndelsen af sit formandskab. "Vi har opfyldt dette løfte. Det fremragende arbejde i forretningsordensudvalget har sikret bred opbakning til forslaget. Dette bekræfter vores engagement i høje etiske standarder og moderne, gennemsigtige arbejdsmetoder", sagde Christa Schweng.
Når der fremsættes en beskyldning om en forseelse, vil sagen blive undersøgt af det nye etiske udvalg, som får klart definerede undersøgelsesbeføjelser. Både EØSU's medlemmer og personale vil kunne indgive klager til det etiske udvalg. Hvis der foretages en undersøgelse, vil alle anerkendte whistleblowere være beskyttet, og udvalget vil arbejde tæt sammen med OLAF.
Alt afhængigt af resultatet af undersøgelsen og forseelsens grovhed vil medlemmerne kunne blive pålagt en række sanktioner, herunder:
- medlemmet fjernes fra et eller flere af de hverv, som medlemmet varetager i udvalget
- ydelse af kompensation for forvoldt skade
- midlertidig fratagelse af de godtgørelser, som medlemmet modtager
- udelukkelse fra deltagelse i alle eller nogle af EØSU's aktiviteter eller opgaver
- forbud mod at repræsentere EØSU i et nationalt, interinstitutionelt eller internationalt forum
- suspension af retten til at få adgang til fortrolige eller klassificerede oplysninger.
I meget alvorlige tilfælde vil det også være muligt at ekskludere et EØSU-medlem.
De ajourførte regler øger også den finansielle gennemsigtighed, navnlig i forbindelse med godtgørelse af medlemmernes tjenesterejser og aktiviteter. Hvert år vil medlemmerne være forpligtet til at indsende en erklæring om økonomiske interesser, som vil blive lagt ud på EØSU's hjemmeside. Dokumentet skaber klarhed over potentielle interessekonflikter.
Ændringerne er et svar på Europa-Parlamentets anmodninger og henstillinger samt henstillinger fra Den Europæiske Ombudsmand og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).