Bruxelles, den 24. januar 2024.

Til:

H.E. Ursula von der Leyen, formand for Kommissionen

H.E. Roberta Metsola, formand for Europa-Parlamentet

H.E. Willem van de Voorde, Belgiens faste repræsentant ved Den Europæiske Union

Fælles åbent brev fra EØSU's gruppe af civilsamfundsorganisationer og Civil Society Europe: EU‑institutionerne er nødt til at anerkende, inddrage og støtte civilsamfundet som led i en struktureret civil dialog

Kære Ursula von der Leyen

Kære Roberta Metsola

Kære Willem van de Voorde

Underskriverne af dette brev opfordrer EU-institutionerne til at træffe konkrete foranstaltninger med henblik på at gennemføre traktatens bestemmelser om en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med civilsamfundet på alle politikområder. Underskriverne opfordrer EU‑institutionerne til at: 1) tage initiativ til en interinstitutionel aftale om civil dialog, 2) i de enkelte institutioner oprette lederstillinger med ansvar for forbindelserne til civilsamfundet, og 3) tilskynde til og fremme samarbejde mellem civile og sociale aktører.

Som en del af EU's demokratiske principper, der er nedfældet i traktaterne, fastlægges det i artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Union, at EU-institutionerne skal føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med de repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet. På trods af disse retlige bestemmelser er den civile dialog dog fortsat mangelfuld og ustruktureret i EU-institutionerne over en bred kam. Civil dialog har alt for ofte fundet sted på ren ad hoc-basis og har været meget svingende med hensyn til kvantitet og kvalitet, afhængig af politikområdet, den pågældende EU‑institution og medlemsstaten.

De politiske beslutningstagere blev endnu en gang gjort opmærksom på værdien af civil dialog, da den blev anerkendt af plenarforsamlingen på konferencen om Europas fremtid, som omfattede medlemmer af offentligheden, repræsentanter for EU-institutionerne og EU's rådgivende organer, folkevalgte repræsentanter på nationalt, regionalt og lokalt niveau og det organiserede civilsamfund. Konferencens endelige rapport, som blev offentliggjort i maj 2022, opfordrede til at "...reformere den måde, som Den Europæiske Union fungerer på, ved i højere grad at inddrage arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund. Styrke de eksisterende strukturer for bedre at afspejle EU‑borgernes behov og forventninger i beslutningsprocessen..." (forslag 39 i kapitlet om europæisk demokrati). I er sikkert også bekendt med forslag 36, som har til formål at "øge borgernes deltagelse og unges inddragelse", bl.a. ved at "styrke samarbejdet mellem EU's lovgivere og civilsamfundsorganisationer for at udnytte forbindelsen mellem de beslutningstagere og borgere, som civilsamfundsorganisationer udgør".

Underskriverne af dette brev opfordrer hermed indtrængende til, at disse anbefalinger følges op med en ambitiøs indsats. De er af den faste overbevisning, at hvis potentialet i at inddrage civilsamfundsorganisationer i politikudformningen skal udnyttes fuldt ud, kræver det en mere struktureret indsats på EU-niveau. [1]

De opfordrer derfor i fællesskab EU-institutionerne til at:

  1. Tage initiativ til en interinstitutionel aftale om civil dialog[2], som skaber struktur, regelmæssighed, gennemsigtighed og inklusivitet for den civile dialog i EU og for den nationale politiske beslutningstagning som led i den fulde gennemførelse af artikel 11, stk. 1 og 2[3], i traktaten om Den Europæiske Union[4].
  1. Inden for disse rammer oprette en stilling som "civilsamfundskoordinator" i hvert af Kommissionens generaldirektorater, svarende til de foreslåede "koordinatorer for den sociale dialog". Endvidere bør EU-institutionerne oprette lederstillinger med ansvar for forbindelserne til civilsamfundet. En af Kommissionens næstformænd bør påtage sig opgaven med at føre dialog med civilsamfundet, og rollen som Europa-Parlamentets næstformand med ansvar for kontakterne med civilsamfundet bør styrkes. Rådets sekretariat, og på nationalt niveau Europa-Parlamentets og Kommissionens kontorer, bør også indlede en regelmæssig dialog med civilsamfundet. Oprettelse af direkte kanaler, hvorigennem civilsamfundsorganisationerne kan deltage i EU's politiske beslutningsproces, kan føre til mere målrettede og effektive politikker på alle områder og inden for alle socioøkonomiske spørgsmål.
  1. Underskriverne respekterer fuldt ud arbejdsmarkedsparternes særlige rettigheder i den sociale dialog, trepartsforhandlingerne og de kollektive overenskomstforhandlinger. Samtidig har civilsamfundsaktørerne udbredt viden, ekspertise og netværk i lokalsamfund og samfundet som helhed. Underskriverne mener derfor, at civilsamfundets aktører bør have mulighed for at komme til orde, når det er relevant. Når alt kommer til alt, kan effektive og ansvarlige civilsamfundsorganisationer samarbejde med regeringer og med arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer om at fremme rettigheder på arbejdspladsen, tilskynde til jobskabelse, gennemføre den grønne og den digitale omstilling og styrke den sociale beskyttelse.

EU-institutionerne har alle de nødvendige redskaber til deres rådighed til at engagere sig og komme et stort skridt videre med disse forslag forud for valget til Europa-Parlamentet i 2024. Et første skridt i denne retning kunne være en meddelelse fra Kommissionen om styrkelse af den civile dialog på EU‑niveau og et forslag til en henstilling om fremme af den civile dialog i medlemsstaterne i lighed med initiativet om styrkelse af den sociale dialog[5] og som en opfølgning på årsrapporten om gennemførelsen af chartret om grundlæggende rettigheder[6]. Dette ville også være i overensstemmelse med efterlysningen af en civilsamfundsstrategi[7].

Underskriverne af dette brev er rede til at samarbejde med institutionerne om at fastlægge de vigtigste byggesten og krav for at få gennemført disse forslag.

Med venlig hilsen

Europæiske netværk

Nationale organisationer

Medlemmer af EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer

Bilag: Udførlig liste over underskrivere (på engelsk)

[1]            Indsamlingen af underskrifter til dette brev foregik mellem september og november 2023.

[2]            Som efterlyst af EØSU (SOC/672) og civilsamfundsorganisationerne (jf. Civil Society 2024 EU Elections Manifesto – For better civic space and civil dialogue).

[3]            Traktaten om Den Europæiske Union, artikel 11.

[4]            EØSU har gentagne gange efterlyst gennemførelse af artikel 11 i TEU, jf. EØSU's resolution Forenet for demokrati, der blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling i marts 2023, konklusioner og anbefalinger fra EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationers konference Civilsamfundsorganisationer, der forsvarer og styrker det europæiske demokrati den 30. marts 2023, EØSU's udtalelser SOC/605, SOC/639 og SOC/672.

[5]            "Kommissionen fremlægger konkrete tiltag med henblik på større inddragelse af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og EU-plan", https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/ip_23_290.

[6]           Kommissionens årsberetning om anvendelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder: Et blomstrende civilt råderum for opretholdelse af de grundlæggende rettigheder i EU.

[7]            EØSU SOC/672 og den endelige rapport fra konferencen om Europas fremtid (forslag 36.8).

Downloads