Hélène Theunissen: "En kunstner, der ikke kan skabe, er tom indeni"

Kunstnere udgør en gruppe, som indirekte er ramt af pandemien. Teatrene er - bortset fra nogle kortere, midlertidige åbninger – lukkede. Mange skuespillere, instruktører, musikere, dansere og sceneteknikere er nu uden arbejde under disse uventede omstændigheder. Det giver sig først og fremmest udslag i frygt for fremtiden og en stor frustration.
En kunstner, der ikke kan skabe, føler sig tom og nytteløs.

Der er kun én ting at sige til dem, der mener, at tiden i stedet kan bruges til at læse, skrive, nyfortolke værker eller arbejde på andre projekter, og det er: inspiration kommer ikke kommer på kommando. I et klima præget af usikkerhed og ængstelse er kunstnere mindre inspirerede. Det er meget svært at bruge denne påtvunge pause til noget nyttigt, for alt er gået i stå, og det ikke er noget, vi har ønsket. Kunstnerne er hårdt ramt af denne situation. Og jo længere tid der går, des hårdere rammes de. Det er tredje gang på et år, at teatrene lukker, og forestillingerne aflyses.
 
Der er også økonomiske konsekvenser. Støtten ved teknisk arbejdsløshed hjælper ganske vist, men der er tale om foranstaltninger, som er meget tidskrævende og komplicerede at sætte i værk. Det tager lang tid, før pengene er på bankkontoen, og støtten ved teknisk arbejdsløshed dækker kun en del af lønnen. Mange kunstneres økonomisk situation er derfor usikker.
 
Teaterdirektørerne har hænderne fulde med at omlægge programmerne og må træffe nogle valg for at udskyde de forestillinger, som de på grund af sundhedskrisen har måttet aflyse, til kommende sæsoner. Nye projekter er de sidste, der kommer på. Der er tale om et reelt flaskehalsproblem i teatre, i operaer, i biografer og på eventområdet. Udsigterne er uvisse, og situationen er angstfremkaldende.

Det er umuligt fortsat at være organiseret i et sådant klima præget af usikkerhed.
 
Når det i medierne lyder, at vi hører til dem, der er "ikkevæsentlige" for samfundet, er det ikke alene stærkt fornærmende, men også meget bekymrende for alle, der arbejder med kultur. Jeg har viet hele mit liv til min kunst, så jeg bliver stødt og demotiveret, når staten betragter mit arbejde som "ikkevæsentligt". Både økonomisk og psykisk har kunstnere det meget svært.
 
Sådan bliver vi væsentlige igen.
 
Der er også noget, der er positivt. Der er stor solidaritet mellem kunstnere. Desuden har nogle kunstnere anvendt nye teknologier til nye udtryksformer. Det har været nødvendigt at finde nye måder at overleve på. Men liveoplevelsen af en kunstner på scenen kan aldrig erstattes med noget andet. Det fantastiske ved levende forestillinger er den unikke og ekstraordinære forbindelse, der skabes med publikum, når man er til stede i kød og blod. Kunstnerne og publikum er nødt til at være fysisk til stede for at opleve det store kunstneriske øjeblik.
 
Folk begynder at savne kultur, hvilket også er positivt. Når kulturstederne åbner igen, tror jeg, at publikum vil strømme til på en anden måde, fordi de vil have indset, hvor vigtig kultur er, og at kunstnere er væsentlige for frihed og kollektiv udfoldelse. Lad os håbe, at folk vil benytte sig mere af kulturen end før.
 
Krisen har gjort vores job vanskeligt for alle uanset alder. Det er mest dramatisk for de unge. På nuværende tidspunkt arbejder jeg på konservatoriet sammen med mine studerende, der bliver lært op i skuespilfaget, uden at jeg overhovedet ser deres ansigter. De lider meget og er frustrerede. De netop færdiguddannede tilbydes ingen job for øjeblikket. De har ikke længere adgang til de faglige netværk. De får også brug for meget støtte efter krisen.
 
Alle generationer af kunstnere er imidlertid ramt af denne stilstand. For jo mere erfaring man har, jo større er lysten til at være på scenen. De ældste frygter, at de aldrig får tilbudt arbejde igen. De frygter, at denne karensperiode sætter punktum for deres karriere.
 
Vi kæmper hver især med de kræfter, vi har. Nogle er brudt sammen og finder ikke længere nogen inspiration. Andre har dobbelt så meget energi og forsøger for enhver pris at gøre noget, f.eks. via de sociale medier og med nye teknologier. Og så er der dem, der som mig den ene dag har kræfterne og den næste slet ingen.

Hélène Theunissen