Almir Hoxhaj, albansk indvandrer i Grækenland, taler nu græsk lige så godt som sit modersmål. Efter mere end 30 år i Grækenland føler han sig som en del af landet, men det har ikke været let at indpasse sig i det græske samfund, hvor ordet "albaner" endda er et skældsord. Dette er hans personlige fortælling.

Jeg er født i en lille landsby i regionen Avlonas, hvor jeg boede, indtil jeg fyldte 12. Min familie flyttede til Tirana, men i 1997 tog jeg den svære beslutning at jagte en bedre fremtid i Grækenland. Dengang, efter at grænserne var blevet åbnet, var det almindeligt, at albanere søgte sikkerhed i Grækenland, sikkert fordi landegrænserne gjorde det nemmere. Jeg krydsede grænsen 18 gange til fods. Jeg var nemlig bange for havet. Jeg mindes min sidste femdages vandring til Veroia, hvor jeg på trods af den konstante regn var utroligt tørstig. Da jeg endelig fik et fyldt glas vand i hånden, var det ikke nok til at stille min tørst. Sådan startede mit liv i Grækenland. Med et fyldt glas vand i hånden.

Min første kontakt med landet fandt sted, da jeg som 15-årig i al hemmelighed krydsede grænsen for første gang med nogle venner. Det faldt os overhovedet ikke ind, at vi gjorde noget ulovligt. Hvis jeg kunne have fløjet til Grækenland, ville jeg have gjort det. Jeg var meget tiltrukket af Grækenland og dets sprog, mytologi og historie. Om sommeren arbejdede jeg hårdt i et forsøg på at hjælpe min familie. Min endelige flytning til Grækenland var fuld af udfordringer: manglende retssikkerhed samt racisme og integrationsproblemer. Jeg husker tydeligt en hændelse helt i begyndelsen. Som illegal, uden forsikring og uden kendskab til sproget, stod jeg pludselig med en brækket tand. Min eneste mulighed var at trække den ud selv foran et spejl med en tang fra min arbejdsplads – og med munden fuld af blod.

Det var ikke let at indpasse sig i det græske samfund. Som førstegenerationsindvandrer følte jeg mig som udlænding – som om jeg hele tiden havde blod i munden. Jeg var der ulovligt og var derfor bange for at gå mig en tur eller gå ind et sted og tage mig en kop kaffe. Jeg blev udsat for mange former for racisme overalt, hvor jeg kom. En far truede sit lille barn med, at han ville få albaneren til at spise ham, hvis han ikke kunne tie stille. Jeg blev nægtet adgang til caféer, klubber og andre steder. I starten af min tid i Grækenland blev jeg endda flere steder mødt af et skilt med teksten "albanere ingen adgang". De kaldte os beskidte, fordi vi tilhørte en anden religion. Forholdet mellem grækere og albanere er bedre nu, selv om der stadig findes stereotyper. Ordet "albaner" er sågar et skældsord i Grækenland. Der fandtes racisme, og det gør der stadig, men nu i en mildere udgave. Tiderne har ændret sig. Ikke desto mindre forekommer der stadig racisme, som forstærkes af faktorer som dårlig økonomi og manglende uddannelse.

Fordomme og forskelsbehandling er dybt rodfæstede og danner tit grobund for ekstreme politiske og sociale mønstre, som breder sig og endda når helt til Europa-Parlamentet. Det er trist! Selv om tingene er blevet bedre, er det stadig virkeligheden i dag. Der er dog håb for de yngre generationer. Det vil være lettere for vores børn at blive helt accepteret. Det gælder også min 12-årige datter.

I dag, hvor jeg arbejder som byggeentreprenør, tænker jeg tilbage på det hele med blandede følelser. Problemerne med at indpasse sig og den manglende accept, jeg oplevede, var en daglig realitet. Men disse udfordringer gav mig også en dybere forståelse af livet og betydningen af integration.

Albanien vil altid være en del af mig. Jeg husker tydeligt årene med det kommunistiske styre. Det var en tid præget af paranoia, frygt, usikkerhed og ekstrem fattigdom. Styrets fald kom som en lettelse, men også med nye problemer såsom arbejdsløshed og kriminalitet. Det, jeg oplevede dengang, har været med til at forme mig. Det har lært mig at sætte pris på den stabilitet og frihed, jeg har fundet i Grækenland.

Personligt føler jeg mig knyttet til Grækenland. Selv om mit hjerte er i min landsby i Albanien, er mit liv her. Mit græske er lige så godt som mit modersmål. Mine erfaringer, kampe og succeser har gjort, at jeg føler mig som en del af dette land. Jeg håber, at grækerne med tiden vil acceptere os helt og anerkende vores bidrag til samfundet.

Migration er en prøvelse fuld af udfordringer, men også muligheder, og som albansk migrant i Grækenland var der ingen vej udenom. Min beretning er derfor fuld af udfordringer, tilpasning og håb.

I de kommende år ser jeg fortsat mig selv leve i Grækenland, der er mit hjem, og Albanien som ligeværdigt medlem af Den Europæiske Union. Den er det nye hjemland for os alle.

Almir Hoxhaj er 47 år gammel. Han bor og arbejder i Tripoli, en lille by på den græske halvø Peloponnes. Han har en 12-årig datter. Hans yndlingsby er Berlin. Han taler og skriver flydende græsk og har oversat bogen "The Saga of the Stars of Dawn" [Το έπος των άστρων της Αυγής] af den albanske forfatter Rudi Erebara til græsk. Bogen blev tildelt EU's litteraturpris i 2017 og beskriver det albanske folks tragedie i det 20. århundrede. Selv om historien foregår i sidste århundrede, er totalitarismens, fascismens og irrationalismens væsen desværre noget, der stadig kommer til udtryk i dag, omend i en mere "moderne" udgave.