Af Alberto-Horst Neidhardt

Her en måned efter afslutningen på Bashar al-Assads brutale styre handler den officielle reaktion fra EU i vid udstrækning stadig kun om, at man vil bidrage til udvikling og økonomisk stabilisering. Det er fortsat uklart, om og hvornår sanktionerne mod Syrien vil blive ophævet. Europæisk støtte vil afhænge af beskyttelse af mindretal og andre garantier, og udsigterne til dette er fortsat usikre. Syriens komplekse politiske, sikkerhedsmæssige og humanitære dynamikker betyder, at enhver vej til et ægte demokrati formentlig vil blive lang og brolagt med udfordringer. Dette vil teste EU's evne til at tale med én stemme og handle i fællesskab for landets fremtid. I stedet tøvede en række europæiske lande ikke med at sætte fokus på en øjeblikkelig fælles prioritet, nemlig hjemsendelse af fordrevne syrere. I december, blot få dage efter at Assadregimet havde mistet kontrollen med Damaskus, bebudede Østrig – hvor FPÖ's leder Herbert Kickl havde fået mandat til at danne ny regering – en "returbonus" og et deportationsprogram for tidligere straffede personer. I Holland har koalitionsregeringen under ledelse af den højreekstreme nationalist Geert Wilders planer om at udpege sikre områder for hjemsendte syrere. Tyskland meddelte også, at man ville "revidere og ophæve" den beskyttelse, syrerne har opnået, hvis der bliver mere ro i Syrien. Andre europæiske lande er kommet med lignende udtalelser eller følger situationen tæt. På den baggrund kan selv beslutningen om at ophæve sanktionerne være drevet af målet om at gennemføre hjemsendelser, snarere end et holdningsskifte i forhold til Syriens nye lederskab.

Med den øgede støtte til højreekstremistiske og indvandrerfjendske partier rundt omkring i Europa – samt det tyske forbundsvalg lige om hjørnet – risikerer medlemsstaternes vision for Syrien at blive dikteret af nationale prioriteter og kortsigtede valgstrategier. Mellem 2015 og 2024 fandt over en million syrere beskyttelse i EU's medlemsstater. De fleste af dem i Tyskland. Deres tilstedeværelse er blevet et omstridt politisk og samfundsmæssigt spørgsmål. På en baggrund af meget medieomtalte problemer med sikkerheden, høj inflation og stigende energiomkostninger er befolkningerne i mange værtslande blevet mindre imødekommende. Skiftet har medført en normalisering af fjendtlig retorik og fjendtlige politikker. Trods opfordringer fra Kommissionen og UNHCR om at anlægge en forsigtig tilgang til hjemsendelser kan denne dynamik risikere at drive europæiske regeringer til – måske på egen hånd – at fremskynde dem.

Siden Assadregimets fald i december er over 125.000 flygtninge allerede vendt hjem til Syrien, primært fra nabolandene. Deres udsigter er imidlertid dystre. Allerede før de seneste begivenheder måtte mere end halvdelen af Syriens befolkning leve med fødevareusikkerhed, og tre millioner mennesker var ramt af alvorlig sult. Mange huse er blevet ødelagt under konflikten, og genhusningsfaciliteterne er allerede fyldt til bristepunktet. Ifølge UNHCR er der behov for næsten 300 mio. EUR til husly, mad og vand til dem, der vender tilbage. Selv om EU og medlemsstaterne bør udvikle koordinerede strategier for at fremme en sikker og frivillig tilbagevenden til Syrien på langt sigt, bør den umiddelbare prioritet være at imødekomme landets humanitære behov. Hvis man presser flygtningene til i al hast at vende hjem til et krigshærget og ustabilt land, kan det således give bagslag og begrænse adgangen til mad, energi og husly yderligere. Omfattende hjemsendelser kan også risikere at forstyrre den etniske og samfundsøkonomiske struktur i regioner, der allerede er skrøbelige. En afbalanceret og bæredygtig tilgang er yderligere begrundet i den syriske diasporas potentielle bidrag til genopbygningsindsatsen. Landet får brug for ingeniører, læger, administratorer og lærere samt faglærte og ufaglærte arbejdstagere med forskellige kvalifikationer. Syrerne har opnået værdifulde færdigheder og erfaringer i Europa inden for mange forskellige sektorer, herunder inden for uddannelse, på bygge- og anlægsområdet samt i sundhedsvæsenet, men det bliver ikke nemt at rekruttere de rette profiler. En permanent tilbagevenden vil heller ikke være en forudsætning for at bidrage til genopbygningen. Pengeoverførsler fra syrere i Europa kan nemlig spille en afgørende rolle i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling. Gennem diasporaens engagement kan syrere med base i Europa også bidrage til at styrke de diplomatiske og kulturelle bånd mellem EU og Syrien efter Assad.

Alligevel kan det blive svært for medlemsstaterne at følge en afbalanceret strategi og gå frem efter en koordineret dagsorden. Nogle lande vil måske prioritere langsigtet stabilitet og genopbygning af Syrien og lade syrerne vende hjem, når det passer dem. Andre lande vil sikkert straks tilbyde økonomiske incitamenter for at vende tilbage frivilligt eller endda systematisk gennemgå syrernes status, så snart den humanitære situation forbedres bare den mindste smule. Der vil imidlertid være betydelige juridiske hindringer forbundet med en systematisk gennemgang af flygtningestatussen, ligesom den vil medføre omfattende økonomiske og administrative omkostninger. Samtidig er det nødvendigt, at eventuelle incitamenter til at vende tilbage tager højde for, at de fleste fordrevne syrere i Europa nu er fastboende, og at over 300.000 syrere har opnået unionsborgerskab. Desuden kan landets dystre økonomiske og beskæftigelsesmæssige udsigter afholde selv de mest motiverede fra at vende hjem. Et afgørende spørgsmål vil i denne forbindelse være, om syrerne får lov til at deltage i såkaldte "pendular movements" – dvs. at de vender tilbage til Syrien i tidsbegrænsede perioder, men at de europæiske værtslande fortsat tilbyder holdbare muligheder for en mere permanent tilbagevenden. Disse spørgsmål vil hænge uløseligt sammen med bredere drøftelser om EU's migrationspolitik. De fremtidige forhandlinger om reformen af EU-direktivet om tilbagesendelser, som Kommissionen snart forventes at komme med et forslag til, kunne skabe afgørende momentum, afhængigt af udviklingen i drøftelserne om hjemsendelse af syrerne. Men reformen af direktivet kan ligeledes medføre yderligere splittelser mellem EU's medlemsstater. Med migrationspolitikker, der ville have stor gavn af grundlæggende nytænkning for at kunne håndtere nutidens udfordringer effektivt, vil EU's tilgang til fordrevne syrere sandsynligvis udgøre et kritisk vendepunkt i den nye lovgivningscyklus.