Af Stefano Palmieri
EØSU's Arbejdstagergruppe

Der er betydelig overlapning mellem Letta- og Draghirapporterne, selv om de er meget forskellige i deres analyse og foreslåede strategier.

Samhørighedspolitikken er et eksempel. I Lettarapporten spiller den en central rolle ved at sikre, at fordelene ved det indre marked fordeles mellem alle borgere og regioner i Unionen. Rapporten fremhæver også forbindelsen mellem samhørighedspolitikken og tjenesteydelser af almen interesse, som er afgørende for, at europæerne har mulighed for at vælge, hvor de vil bo og arbejde. I modsætning hertil synes Draghirapporten at nedtone samhørighedspolitikkens betydning og de sociale og territoriale dimensioner af konkurrenceevnen. Rapporten behandler den europæiske konkurrenceevne uden at tage hensyn til territoriale forskelle og antyder dermed, at en styrkelse af EU's overordnede konkurrenceevne vil løse regionale problemer. Den tager ikke højde for, at lav konkurrenceevne og territoriale ulemper er to sider af samme sag i mange regioner.

Begge rapporter anerkender, at "business as usual" ikke længere er en mulighed for Unionen. De aktuelle krisers presserende og komplekse karakter kræver et betydeligt kursskifte i EU's politiske beslutningsproces, muligvis endda gennem traktatændringer. Kan vi virkelig diskutere udvidelse uden at tage fat på behovet for en dybere politisk integration? Dette kursskifte er også nødt til at omfatte en opskalering. Den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR) er utilstrækkelig, idet den er låst til lige over 1 % af EU's BNI og begrænset af den forældede "fair return"-logik. Der er behov for en ny tilgang inspireret af Next Generation EU-modellen. Ekstraordinære udfordringer skal imødegås ved hjælp af ambitiøse løsninger, herunder udstedelse af "fælles sikre aktiver" som set under pandemien.

Den kommende FFR for perioden 2028-2034 vil være en test for EU's sande hensigter, da den fastsætter prioriteter for de næste syv år. I den forbindelse er det rimeligt at forvente en åben debat om de udfordringer, som EU står over for i betragtning af de mange igangværende kriser, samt om Unionens centrale mål og de fælles europæiske goder, som den ønsker at levere til borgerne.

Når man overvejer lovgivningsmæssige reformer som anbefalet i begge rapporter, er det vigtigt at huske på, at EU er verdens mest avancerede "sociale markedsøkonomi". Unionens høje økonomiske, sociale og miljømæssige standarder er afgørende for denne models succes og ikke en hindring for den. EU's regler kan derfor ikke uden videre sammenlignes med reglerne i USA og Kina. Enhver indsats for at forenkle EU-reglerne skal stadig beskytte arbejdsvilkår, arbejdstagernes sikkerhed, forbrugerrettigheder, den sociale og økonomiske samhørighed og bæredygtig vækst.

Europa har indset, om end lidt for sent, at det ikke længere er tilstrækkeligt at være et stort marked. For at komme videre skal EU stræbe efter større enhed, herunder dybere politisk integration og reelt fælles politikker for økonomi, industri, handel, udenrigsanliggender og forsvar. De kommende måneder vil være afgørende for udformningen af Europas fremtid.