EØSU info

Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), Europas største faglige organisation, der repræsenterer 45 mio. arbejdstagere på europæisk plan, har afvist at give sin støtte til konkurrenceevnekompasset, som er Kommissionens plan for styrkelse af EU's økonomi. Ifølge EFS er kompasset i sin nuværende form uacceptabelt. Vi har talt med EFS's generalsekretær, Esther Lynch, om arbejdstagernes vigtigste indvendinger mod kompasset og den skæbne, som den europæiske søjle for sociale rettigheder lider i lyset af nye opfordringer til drastisk deregulering og et stærkere fokus på konkurrenceevne.

Fagbevægelserne i EU har allerede givet udtryk for deres utilfredshed med Kommissionens seneste plan om at puste nyt liv i EU's økonomi. Hvor ligger den største fejl efter din mening i Kommissionens kompas for konkurrenceevne? Hvilke forslag i planen opfatter du som særligt problematiske?

Det største problem med Kommissionens konkurrenceevnekompas er, at det prioriterer deregulering frem for de investeringer, der er nødvendige for at skabe kvalitetsjob, udvikle en stærk europæisk industripolitik og sikre offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet. Selv om kompasset anerkender betydningen af kvalitetsjob for en konkurrencedygtig økonomi, stiller det ikke forslag om den nødvendige lovgivning til at styrke rettigheder, forbedre arbejdsvilkår og fremme kollektive overenskomstforhandlinger, men underminerer disse prioriteter ved at fremme deregulering, hvilket kan føre til dårligere arbejdsvilkår og jobusikkerhed.

Et af de mest bekymrende forslag er indførelsen af den 28. selskabsordning, som vil gøre det muligt for virksomheder at drive forretning uden for den nationale arbejdsmarkedslovgivning. Dette kan i allerhøjeste grad underminere beskæftigelseslovgivningen i hele EU og skabe et kapløb mod bunden med hensyn til arbejdstagernes rettigheder og beskyttelse.

På samme måde er et forbud mod overregulering – regeringernes mulighed for at lovgive ud over de minimumsstandarder, der er fastsat i EU-direktiverne – dybt problematisk. Idéen med EU-direktiver,til forskel fra EU-forordninger, er, at de fastsætter minimumsstandarder for alle lande. At gøre disse standarder til et loft for, hvad der er muligt, vil ikke blot underminere denne idé, men være til stor skade for arbejdstagerne og være ensbetydende med, at hårdt tilkæmpede fremskridt inden for sundhedspleje, uddannelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og rimelig løn vil blive ødelagt for blot at nævne nogle få eksempler.

Kompassets opfordring til pensionsreformer med udgangspunkt i et længere arbejdsliv er desuden problematisk, da det lægger en urimelig byrde på arbejdstagerne uden at imødekomme behovet for bæredygtige og retfærdige pensionssystemer.

Derudover rammer kompasset voldsomt skævt, da det gavner virksomheder med utallige løfter til forskellige grupper af virksomheder, men ingen konkrete tilsagn om lovgivning, der kunne gavne arbejdstagerne. Dette omfatter manglen på foranstaltninger til at sikre, at offentlige investeringer anvendes til at skabe kvalitetsjob i stedet for blot at øge virksomhedernes overskud.

Kort sagt formår konkurrenceevnekompasset ikke at skabe balance mellem virksomhedernes behov og arbejdstagernes rettigheder og trivsel, hvilket gør det til et uacceptabelt forslag i sin nuværende form.

Mener du, at gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder nu kan være truet?

På papiret har Kommissionen endnu engang forpligtet sig til den europæiske søjle for sociale rettigheder i sit nyligt offentliggjorte arbejdsprogram for 2025. I praksis er det selvsamme arbejdsprogram imidlertid det første siden 2019, der ikke indeholder noget socialt lovgivningsinitiativ.

Kommissionen har til gengæld foreslået otte "forenklingsretsakter" i løbet af det næste års tid. Ingen bryder sig om at blive overbebyrdet af bureaukrati, og fagforeningerne foreslår aktivt løsninger med henblik herpå, f.eks. regler om offentlige indkøb.

Det er imidlertid indlysende, at de problemer, som EU står over for, ikke vil blive løst gennem forenkling.

Den største trussel mod gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder er den bølge af masseafskedigelser, der bebudes i hele EU. Det vil bringe lønninger og jobsikkerhed i fare, men også pensioner, social beskyttelse og mange af søjlens øvrige principper.

Det er nødvendigt at sikre investeringer for at beskytte og skabe kvalitetsjob, herunder et SURE 2.0-instrument og en stærk EU-investeringsmekanisme, samt at indføre de nødvendige lovgivningsinitiativer, der kan sikre kvalitetsjob.

Hvis en mindre regelbyrde ikke er den rette vej at gå, hvordan kan EU så forbedre sin relevans i den nuværende globale økonomiske situation?

De forhold, der førte til disse fyringer, skyldtes manglende investeringer. Det gælder såvel for private som for offentlige investeringer.

Virksomhederne har dirigeret investeringer væk fra arbejdstagernes løn og hårdt tiltrængt forskning og udvikling og hen imod uproduktiv udlodning af udbytte og aktietilbagekøb, hvilket har hæmmet den grønne og teknologiske udvikling her i EU.

I de seneste år har USA og Kina taget initiativ til større bølger af offentlige investeringer. Samtidig har EU haft travlt med at vedtage nye regler, der har tvunget medlemsstaterne til nedskæringer.

EU er nødt til hurtigst muligt at ændre kurs. Store offentlige investeringer – med sociale krav, der skal sikre, at disse investeringer skaber kvalitetsjob – er en forudsætning for gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

Esther Lynch er generalsekretær i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) Hun har omfattende fagforeningserfaring fra Irland, fra europæisk og internationalt niveau, og hun har både været vicegeneralsekretær og forbundssekretær i EFS. Under varetagelsen af sine poster er hun gået forrest i bestræbelserne på at styrke arbejdstagernes og fagforeningernes rettigheder, få indflydelse på centrale direktiver om rimelige mindstelønninger, gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår samt whistleblowing. Hun har også stået i spidsen for kampagner for den europæiske søjle for sociale rettigheder og rimelig løn. Hendes indsats har sikret 15 juridisk bindende grænseværdier for eksponering for kræftfremkaldende stoffer og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter om digitalisering og reproduktionstoksiske stoffer. Esther har hele livet været feminist og slår til lyd for at sætte en stopper for undervurderingen af det arbejde, der primært udføres af kvinder.

EFS repræsenterer 45 mio. medlemmer fra 94 landsorganisationer i 42 europæiske lande samt 10 europæiske fagsekretariater.

Af Kinga Grafa

Virksomhederne i EU skal stadig kæmpe med overdrevent bureaukrati, fragmenteret lovgivning og stigende omkostninger. Denne overregulering bremser deres vækst og forhindrer dem i at følge med deres konkurrenter i andre dele af verden. Europa kan ikke blive ved med at gå i ring – iværksætterne har brug for reelle forandringer og ikke flere analyser af de samme hindringer, som vi har kendt til i årevis. Tiden er inde til at gå fra ord til handling, skriver Kinga Grafa fra den polske erhvervssammenslutning Lewiatan.

Kommissionen løftede for nylig sløret for konkurrenceevnekompasset – en køreplan for de næste fem år, der skal styrke EU's økonomiske position og støtte de europæiske virksomheder. Det er de helt rigtige skridt, som Kommissionen nu tager. Erhvervslivet har længe efterspurgt sådanne ændringer, som vil gøre konkurrenceevne og det indre marked til topprioriteter. Men der skal handles nu, hvis EU ønsker at blive en global konkurrent. Med udgangspunkt i en stærk økonomi har vi brug for hurtigst muligt at strømline lovgivningen, mindske energiomkostningerne og sikre effektiv støtte til investeringer og innovation. I lyset af det flygtige geopolitiske miljø har vi også brug for at færdiggøre frihandelsaftaler med vigtige partnere, f.eks. aftaler vedrørende adgang til kritiske råstoffer.

Virksomhederne i EU kæmper i dag stadig med overdrevent bureaukrati, fragmenteret lovgivning og stigende omkostninger. Konkurrenter fra andre dele af verden vokser hurtigere, mens overregulering bremser de europæiske virksomheders vækst. Kommissionen skal fremlægge specifikke reformer, der reelt vil forbedre EU's erhvervsklima. Konkurrenceevnekompasset tager hånd om de største hindringer for vækst og produktivitet i EU såsom høje energiomkostninger, overregulering og mangel på færdigheder og arbejdskraft. Det er den rette vej frem, men det vigtigste er at omsætte det i praksis. Det vil sige at fremsætte lovgivningsforslag og handlingsplaner, der fremmer konkurrenceevnen i stedet for at bremse den.

Det indre marked er en af de største succeshistorier for den europæiske integration, men dets potentiale skal udnyttes fuldt ud. Det er uacceptabelt, at der fortsat findes hindringer på det indre marked, som blev kortlagt for 20 år siden. Det polske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union har mulighed for at ændre på dette, idet fri udveksling af tjenesteydelser er en af formandskabets nøgleprioriteter. Det er afgørende ikke bare for transportsektoren, men også for den voksende gruppe af virksomheder, der udbyder liberale tjenesteydelser. Desværre er der i Letta- og Draghirapporterne ikke tilstrækkelig opmærksomhed om dette spørgsmål. Enrico Letta har i sin rapport alene fokus på bygge- og anlægssektoren og på detailhandelen, mens Mario Draghi ikke har taget hensyn til Kommissionens vurderinger af de yderligere skridt, der kunne frigøre tjenestemarkedets potentiale. På den positive side fremhæves det i Sauli Niinistös rapport, at tjenesteydelser spiller en rolle i opbygningen af modstandsdygtighed og sikkerhed. Det er ikke nødvendigt at overbevise nogen om, hvor vigtigt dette er i det aktuelle geopolitiske landskab. Det er på denne baggrund, at Kommissionen foreslår den "28. ordning" – et fælles regelsæt for beskatning, arbejdsret og selskabsret. Initiativet sigter mod at forenkle grænseoverskridende aktiviteter, navnlig for SMV'er, men vi ved endnu ikke nok om forslaget til at kunne vurdere det.

Meddelelsen om deregulering og strømlinet lovgivning er et klart skridt i den rigtige retning. Tiden er imidlertid inde til at omsætte forslagene i praksis, og det bliver nødt til at handle om mere end blot at mindske indberetningsbyrden. Vi håber, at Kommissionen vil foretage en grundig revision af EU-lovgivningen, som vil blive omsat til specifikke forslag til, hvordan man hurtigt kan forbedre EU's lovgivningsrammer.

Vi ser frem til forummet for det indre marked i Kraków og afventer konklusionerne af den offentlige høring, der inkluderer Lewiatans medlemmer. Målet vil være at forberede den næste strategi for det indre marked.

Tiden er inde til at gå fra ord til handling og gennemføre løsninger, der virkelig frigør potentialet for udvikling af det europæiske erhvervsliv. Det vil være afgørende med dialog mellem EU-institutionerne og arbejdsmarkedets parter, hvis der skal findes løsninger, der opfylder virksomhedernes reelle behov. Hvis vi ikke træffer modige beslutninger, mister vi værdifuld tid og sakker bagud i den globale konkurrence.

Kinga Grafa er vicegeneraldirektør med ansvar for europæiske anliggender i Lewiatan Confederation og fast repræsentant i BusinessEurope. Hun er uddannet politolog og journalist og har indhentet sin erfaring om EU's funktionsmåde gennem sit arbejde for Kontoret for Udvalget for Europæisk Integration (2008-2009) og Europa-Parlamentet (2009-2014). Hun er også medforfatter til en bog om det polske aristokrati og forfatter til videnskabelige publikationer om amerikansk udenrigspolitik, den amerikanske elite og kulturelt diplomati.

"Det er tid til at tage konkrete skridt fremad med udgangspunkt i Draghirapporten, inden dens budskaber går tabt i de politiske korridorer. Vi har brug for gode strateger og beslutningstagere, der er i stand til at gå videre end rapporten og udvikle strategier for EU's industripolitik". Sådan lyder det fra den kroatiske iværksætter og videnskabsmand Stjepan Orešković.  Sammen med Jörn Fleck, der er ledende direktør for den transatlantiske tænketank Atlantic Council, præsenterede han det ambitiøse initiativ Future 500 på den offentlige internationale konference Conclave II i Bruxelles. Future 500 er en del af Atlantic Councils bredere platform SEEUS Futures og har til formål at udpege og støtte 500 europæiske virksomheder med potentiale til betydelig vækst og global indvirkning. Målet er at hjælpe Europas nye iværksættere med at konkurrere globalt samt styrke Europas tilstedeværelse på den internationale økonomiske scene. Stjepan Orešković har fortalt os mere om projektet.

Kan du kort præsentere grundtanken bag Future 500-projektet?

Initiativet trækker på viden fra vigtige rapporter om Europas fremtid udarbejdet af Mario Draghi, Enrico Letta og Manuel Heitor, som er blevet analyseret ud fra både videnskabsfolks og iværksætteres perspektiv. Det rejser en række kritiske spørgsmål: Hvem skal gennemføre disse planer for konkurrenceevnen og det nyligt offentliggjorte konkurrenceevnekompas? Hvilke mekanismer vil der blive anvendt? Hvilke omkostninger vil det have? Og hvilke resultater kan man forvente sammenlignet med de seneste resultater i amerikanske højvækstvirksomheder? Future 500-projektet er en hjørnesten i SEEUS-platformen, der repræsenterer USA, EU og Sydøsteuropa og har til formål at fremme synligheden og samarbejdet mellem disse regioner. Det er strategisk udformet til at tage hånd om Europas presserende behov for at fremme et dynamisk miljø, der giver lokale virksomheder mulighed for at blive ledere på globalt plan. Initiativet har fokus på at tilvejebringe venturekapital, strategisk rådgivning og internationalt netværkssamarbejde, hvor man kan lære af eksperter som Dani Rodrik fra Harvard University og Beata Jaworcik fra EBRD om, hvordan man udvikler industripolitikker i det 21. århundrede, der forbedrer vores konkurrenceevne betydeligt.

Har I allerede potentielle kandidater til de 500 virksomheder, I regner med at udvælge? Hvilke grundlæggende krav skal en virksomhed opfylde for blive udvalgt?

Vi har endnu ikke udvalgt nogen specifikke virksomheder, men Future 500 vil være rettet mod virksomheder med potentiale for skalerbarhed og hurtigt vækst. Det vil være en åben og løbende proces, hvor vi prioriteter økonomisk potentiale, innovation og strategisk betydning inden for virksomhedernes respektive sektorer. Vi vil også forsøge at etablere partnerskaber med multilaterale udviklingsbanker og investorer, der allerede hjælper virksomheder med at blive konkurrencedygtige. Vi har fokus på virksomheder, der allerede udviser en solid vækstkurs, innovationskapaciteter og ambitioner om at opskalere globalt. Det vil sikre, at virksomhederne ikke kun er markedsledere, men også banebrydere inden for teknologi og forretningsmodeller. Vi vil bygge videre på erfaringerne fra store projekter som Scale-Up Europe, som samler stiftere, investorer, erhvervsledere og forskere med det formål at gøre Europa til hjemsted for teknologiske frontløbere. For EU's kandidatlande vil disse potentielt udvalgte virksomheder have særlig afgørende betydning, da de vil inkorporere principperne for den nye økonomi og fungere som rollemodeller for ambitiøse, internationalt konkurrencedygtige virksomheder, der ikke overvejende afhænger af national finansiering fra skatteyderne.

Hvor optimistisk er du med hensyn til Europas potentiale i den globale konkurrence?

Der er betydelig grund til at være optimistisk med hensyn til Europas kapacitet til at styrke sin globale konkurrenceevne og bevæge sig væk fra den fremherskende tendens til selvmedlidenhed. Benchmarket for det samlede aktieafkast i euroområdet, siden vi bevægede os ind i dette "bull-marked" sidst i 2022, har været højere end for S&P 500, hvis man ikke medregner Nvidia. De europæiske social- og sundhedssystemer holder folk sunde og aktive i længere tid med meget lavere omkostninger, hvilket har en positiv indvirkning på produktiviteten og konkurrenceevnen i vores økonomi på globalt plan.

Vi forsøger at efterleve Immanuel Kants begreb om "ægte entusiasme", som han nævnte i forbindelse med den franske revolution. Med denne tankegang kan udfordringer blive en motiverende kraft og føre til tilsyneladende uovervindelig beslutsomhed. Vi har brug for færre rigmænd og unge hvalpe – den rige elite, der hviler på laurbærrene, og overdrevent lydige, uambitiøse følgere – som i de seneste to årtier har haft nogle fordele. Vi har i stedet brug for "sultne unge mennesker" – drevne og ambitiøse individer, der er klar til at tage udfordringerne op.

Future 500-initiativet skal proaktivt tage hånd om de kroniske problemer, der fremhæves i rapporterne om konkurrenceevnen, såsom behovet for dristig innovation og opskalering af virksomheder. Europas globale position vil i høj grad afhænge af vores evne til at integrere avancerede teknologier, fremme iværksættertalent og finjustere industripolitikkerne til at støtte inklusiv vækst. Ved at udnytte vores veluddannede arbejdsstyrke, rige innovative arv og traditionelle og nye industrisektorer – og tage hånd om spørgsmål som fragmenteret lovgivning og ubalance på markedet – sigter initiativet mod at skabe et frugtbart miljø for erhvervsledere og innovatorer.

Kort sagt er Future 500-initiativet et vigtigt skridt i retning af at teste Europas økonomiske landskab og positionere kontinentet som en global konkurrent ved at fremme virksomheder med stort potentiale og styrke iværksætterøkosystemet. Vi har ingen chance for at klare os i konkurrencen, hvis vi ikke kender vores konkurrenter.

Stjepan Orešković er videnskabsmand og iværksætter. Han er medlem af European Academy of Science and Arts og stifter af Bosqar Invest. Under hans families ledelse voksede Bosqar Invests arbejdsstyrke fra 300 til over 16.000 medarbejdere på fem år, hvilket demonstrerer en fremragende strategi for opskalering, der integrerer videnskab, teknologi, investeringer fra pensionsfonde og andre fonde og modigt iværksætteri – en vigtig tilgang, som der slås til lyd for i Mario Draghis rapport. Dette strategiske fokus har sandsynligvis påvirket Atlantic Councils iværksættelse af Future 500-projektet, som han her fortæller om.

Kommissionen vil snart fremlægge en pakke af lovgivningsreformer om virksomheders rapporteringsforpligtelser, den såkaldte "omnibuspakke".  Pakken har til formål at forenkle og strømline bæredygtighedsbestemmelserne og gøre rapporteringsforpligtelserne mere enkle for virksomhederne. Siden pakken blev bebudet i november, har den sendt chokbølger igennem hele EU og givet anledning til megen debat og modstand fra forskellige grupper. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger, virksomheder, investorer, jurister og forskere har alle udtrykt bekymring for, at omnibuspakken risikerer at føre deregulering med sig, og de opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at beskytte snarere end at svække disse instrumenter.  Andriana Loredan fra European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) forklarer, hvad der står på spil, og hvorfor civilsamfundsorganisationer som ECCJ er imod omnibuspakken.

Konkurrenceevne brugt som påskud for deregulering af hårdt tiltrængte bestemmelser om bæredygtighed

Omnibuspakken fokuserer på tre centrale bæredygtighedsinstrumenter, der er kernen i den europæiske grønne pagt, nemlig direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD), direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed og klassificeringsforordningen. Denne pakke er et direkte resultat af den nye Kommissions kursskifte, som begyndte med Mario Draghis rapport om fremtiden for den europæiske konkurrenceevne i september 2024. Draghirapporten tilskriver til dels stagnationen på EU's markeder uforholdsmæssigt store regelbyrder for virksomhederne, men ignorerer meget belejligt andre vigtige faktorer såsom den olie-, gas- og fødevareinflation, som skyldes multinationale selskabers spekulation. Ifølge Draghirapporten er EU's ramme for bæredygtighedsrapportering og due diligence en stor kilde til regelbyrden. Uden bevis for sammenhængen mellem bæredygtighedslovgivningen og den opfattede mangel på konkurrenceevne i EU er dette snævre perspektiv blevet et påskud for potentielt at afvikle lovgivningen om bæredygtighed helt.

Med netop denne omnibuspakke har Kommissionen til hensigt at forenkle nogle af de mest kritiske instrumenter, der for nylig blev vedtaget for at tage hånd om de store virksomheders indvirkning på mennesker og miljø. Der er bl.a. tale om direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, som først blev vedtaget sidste år og endnu ikke er blevet implementeret.

Enhver diskussion af omnibus' indhold er på nuværende tidspunkt ren spekulation. En af de største risici i forbindelse med omnibus er imidlertid, at der igen bliver sat juridisk spørgsmålstegn ved bæredygtighedsinstrumenterne, hvilket kan føre til genforhandling af centrale bestemmelser (såsom civilretligt ansvar eller klimaomstillingsplaner i henhold til direktivet om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed). ECCJ er stærkt imod at tage allerede vedtaget lovgivning om bæredygtighed op til revision. Det vil øge den lovgivningsmæssige usikkerhed, bringe virksomhedernes respekt for menneskerettighederne og miljøet i fare og straffe frontløbere.

Uforholdsmæssig stor indflydelse fra erhvervslivet midt i en mangelfuld høringsproces

Meddelelsen om omnibuspakken og Kommissionens udarbejdelse af forslagene er foregået med en fuldstændig mangel på gennemsigtighed og uden hensyntagen til EU-traktaten eller Kommissionens egne procedureregler.

Kommissionen har til hensigt at fremlægge sit omnibusinitiativ inden for en meget kort tidsramme, hvilket ikke giver mulighed for en passende konsekvensanalyse og offentlig høring. Denne tilgang er uforenelig med retten til at deltage i EU's beslutningsprocesser, som er et demokratisk princip, der er beskyttet af EU-traktaten. Det strider også mod Kommissionens egne retningslinjer for bedre regulering, som kræver en bred og gennemsigtig høring af interessenter under Kommissionens politiske beslutningsproces.

I stedet afholdt Kommissionen i februar 2025 noget, der skulle forestille at være en høring, et såkaldt "realitetstjek", med en lille, udvalgt gruppe af interessenter, primært store virksomheder og erhvervssammenslutninger. Mange af disse virksomheder er lige nu involveret i retssager som følge af anklager om overtrædelser af menneskerettighederne eller miljøreglerne i forbindelse med deres egne aktiviteter eller i deres værdikæde. Det er derfor i deres egen interesse at svække bæredygtighedslovgivningen på bekostning af arbejdstagerne, lokalsamfundene og klimaet. Desuden stod den uforholdsmæssigt store repræsentation af store virksomheder i skarp kontrast til underrepræsentationen af civilsamfundet. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger og mindre virksomheder var kun symbolsk repræsenteret, mens ofre for virksomhedsmisbrug og virksomheder, der slår til lyd for bæredygtighedsregler, var fuldstændig udelukket fra drøftelserne.

Omnibuspakken: en potentiel trussel mod ambitiøse klimapolitikker

Kommissionsformand Ursula von der Leyen og kommissær Valdis Dombrovskis, som fører tilsyn med hele "forenklingsindsatsen", synes at købe ind på de største og mest magtfulde virksomheders dagsorden. Kommissionens vigtigste partnere i forbindelse med det såkaldte realitetstjek var således bl.a. virksomheder, hvis forretningsaktiviteter bidrager væsentligt til klimaændringerne, og som har en interesse i mindre skrappe klimaforpligtelser, f.eks. virksomheder i olie- og gassektoren, den petrokemiske industri samt bil- og finanssektoren. I betragtning af den nuværende klimakrise og dens negative konsekvenser for mennesker og miljø giver dette anledning til bekymring for, om omnibuspakken vil være et tilbageskridt for klimapolitikkerne.

Kommissionen bør prioritere implementering frem for deregulering

Hvis Kommissionen virkelig bekymrer sig om konkurrenceevnen, om at reducere regelbyrden og om menneskerettigheder og klimaretfærdighed, bør den overveje, hvordan bæredygtighedsinstrumenterne kan implementeres effektivt. Dette kan let gøres ved at udarbejde retningslinjer, der kan hjælpe virksomheder og medlemsstaternes myndigheder som angivet i direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, samt ved at udvikle finansiering og kapacitetsopbygning. En sådan tilgang vil imødekomme Draghirapportens kritik af manglende retningslinjer, der gør det lettere at anvende EU's bæredygtighedslovgivning.

I sidste ende er en hemmelig omskrivning af afgørende bæredygtighedsregler bag lukkede døre med nogle af verdens største virksomheder næppe vejen til at opnå reel konkurrenceevne. 

Andriana Loredan er politisk medarbejder ved European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) og har beskæftiget sig med direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, siden forslaget blev offentliggjort i 2022. Hun har tidligere beskæftiget sig med erhvervslivet og menneskerettigheder ud fra et perspektiv om tvangsarbejde ved Anti-Slavery International. 

EU må ikke falde for fristelsen til deregulering, da det kun vil skabe usikkerhed for virksomhederne, svække den bæredygtighedsbårne konkurrenceevne og sænke borgernes trivsel og tillid, siger Danny Jacobs, generaldirektør for Flanderns miljønetværk Bond Beter Leefmilieu – BBL. Han fortalte os om miljø-NGO'ernes bekymringer over EU's seneste forslag om regelforenkling, som de frygter vil køre de vigtige ambitioner i den europæiske grønne pagt ud på et sidespor.

Kan du sige noget om Kommissionens seneste initiativer om deregulering, f.eks. konkurrenceevnekompasset eller omnibuspakken?

Kommissionen har fremlagt en dagsorden for deregulering og forenkling, der er drevet af økonomi, som risikerer at sætte hårdt tilkæmpede resultater på miljøområdet og det sociale og økonomiske område på spil. Dette spændingsforhold mellem at tilpasse og bevare EU-retten gør det vanskeligt for EU at sætte en klar kurs.

Kommissionens konkurrenceevnekompas, som blev fremlagt i slutningen af januar, er et ekko af erhvervslivets bekymringer over energiomkostninger og økonomiske udfordringer, men ignorerer vigtige prioriteter som nulforurening og borgernes trivsel og udstikker ikke en kurs for Europas økonomi mod en ren, velstående og cirkulær fremtid. Der er en risiko for, at kompasset leder Europa på afveje. Fremmer man konkurrencedygtig dekarbonisering uden at medtænke sociale mål og miljømål, undergraver man EU-institutionernes egentlige formål, nemlig at tjene og forsvare almenvellet.

Det, der bekymrer civilsamfundsorganisationerne, er kompassets risikofyldte forenklingsmål på 25 %. Strømlining af lovgivningen er godt, men forenkling uden grundige analyser kan svække den kritiske sundheds-, social- og miljøbeskyttelse. Det er ikke regulering, der hæmmer erhvervslivets innovation, men snarere fraværet af klare regler. Yderligere deregulering vil kun skabe et klima af usikkerhed, straffe firstmovers – altså virksomheder, der går forrest – og bringe fremskridt og bæredygtighed i fare.

Vi er også bange for, at dette pres for forenkling vil ske på bekostning af miljømål og sociale mål. Der er mange mangler i direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering, direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed og EU's klassificeringssystem, og de er ikke nær så vidtgående, som de kunne have været. Hvis disse direktiver fra et allerede lavt udgangspunkt svækkes yderligere, bliver de meningsløse.

Et andet konkret eksempel viser, hvad der sker lige nu.  I Flandern har der været et enormt problem med PFAS i de senere år. En stor del af jorden er forurenet med disse kemikalier, og hundredtusindvis af borgere er berørt. En begrænsning eller et forbud i henhold til kemikalielovgivningen (REACH) anses for at være det mest effektive redskab til at inddæmme risiciene fra stoffer som PFAS, der anvendes i industrielle processer og i produkter (blandinger og varer). Hvis Kommissionen ændrer på sin opfattelse af, at streng REACH-lovgivning er vigtig, vil det øge risikoen for eksponering for farlige kemikalier. Det vil være skadeligt for folkesundheden. Virksomhederne vil være underlagt færre forpligtelser til at søge efter sikre alternativer, hvilket vil hæmme innovationen inden for bæredygtig kemi. Miljøforureningen kan blive mere udbredt, da mindre skrappe regler fører til flere farlige udledninger og mere farligt affald. Forbrugerne vil være i større risiko, fordi der ikke vil blive foretaget grundige kontroller af giftige stoffer i produkter. Konsekvensen kan blive, at europæiske virksomheder sakker bagud i den globale omstilling til sikrere og mere miljøvenlige produkter og mister markedsandele til konkurrenter, der griber muligheden for fremtidssikre innovationer.

Hvor fortrøstningsfuld er du med hensyn til den grønne pagts fremtid i lyset af Kommissionens nyligt bebudede kurs for at sætte skub i den europæiske økonomi?

Kommissionens arbejdsprogram for 2025 indeholder både løfter og risici. Tilsagnene om dekarbonisering og prisoverkommelig energi signalerer, at kursen kan være sat mod et renere og mere modstandsdygtigt Europa, men der er en risiko for, at nogle af de vigtigste ambitioner i den europæiske grønne pagt bliver kørt ud på et sidespor. Der er voksende bekymring over den foreslåede omnibusforordning, som under dække af "forenkling" kan blive en bagdør til deregulering af virksomhedernes ansvar. De seneste tendenser viser, at forenkling for ofte anvendes til at svække vigtige beskyttelsesforanstaltninger, fra kemikalielovgivning til landbrug. Et kras eksempel herpå er den forhastede reform af den fælles landbrugspolitik i marts 2024, som fjernede grønne beskyttelsesforanstaltninger. Nu er der en fare for, at den længe ventede revision af REACH, der engang blev italesat som et redskab, der skulle beskytte folkesundheden og miljøet, bliver pakket fint ind som "forenkling" med det formål at lempe reglerne for industrien.

For blot nogle få måneder siden lovede kommissionsformand Ursula von der Leyen at holde kursen mod alle målene i den europæiske grønne pagt. Alligevel fortæller det nuværende arbejdsprogram en anden historie om nedprioritering af netop de mål, hvor der er hårdest brug for handling – især ambitionen om nulforurening.

Mener du, at den foreslåede deregulering kan få negative virkninger for bæredygtigheden og de fremskridt, der hidtil er opnået?

EU må ikke falde for fristelsen til deregulering, da det kun vil bringe den lovgivningsmæssige sikkerhed og forudsigelighed for virksomhederne i fare, på lang sigt svække den bæredygtighedsbårne konkurrenceevne og undergrave borgernes trivsel og tillid.

EU er nødt til at sikre, at mindre bureaukrati ikke er ensbetydende med mindre beskyttelse af miljøet og folkesundheden. Intelligent implementering bør styrke, ikke svække den europæiske grønne pagt. En svækkelse af vigtig miljø- og socialbeskyttelse under dække af mindre bureaukrati er ikke en strategi for økonomisk styrke. Det er et letsindigt tilbageskridt, som vil sabotere netop de regler, der skal fremtidssikre vores økonomi. Alt dette øger den alarmerende risiko for at tilbagerulle et årtis fremskridt mod bæredygtighed.

Samtidig er der et stadigt større pres på civilsamfundet i hele EU med restriktive love om udenlandske agenter, hårdhændet håndtering af protester og nedskæringer af midler, som alle udgør en trussel mod de grundlæggende rettigheder. Det europæiske demokratiskjold og EU's kommende strategi for civilsamfundet skal levere andet end blot symbolske løfter – de skal sikre juridisk beskyttelse, bæredygtig finansiering og en struktureret civil dialog med EU-institutionerne. Kommissionens arbejdsprogram skal prioritere beskyttelse af demokratiet ved at styrke civilsamfundet. Uden et uafhængigt civilsamfund med rigelige ressourcer er selve Europas demokrati i fare.

Danny Jacobs er generaldirektør for Bond Beter Leefmilieu – BBL (en sammenslutning af 135 miljø-NGO'er i Flandern, Belgien) og en af de belgiske repræsentanter i Det Europæiske Miljøkontor (Europas største netværk af borgerorganisationer på miljøområdet, som repræsenterer omkring 30 millioner individuelle medlemmer og støtter).