Af Andrey Gnyot

I Belarus skal der ikke mere til end et forkert valg af erhverv for at blive arresteret. Som det skal vise sig, kan du på grund af en så fatal fejltagelse endda blive anholdt midt i Europa, f.eks. i Serbien. Og en så prestigefyldt international organisation som Interpol vil være medvirkende til det. Mine ord har et anstrøg af bitter sarkasme og bitter sandhed, men jeg overdriver ikke. Jeg hedder Andrey Gnyot. Jeg er belarusisk filminstruktør, journalist og tidligere politisk fange. Det her er min historie.

I 1999 besluttede jeg mig for at blive journalist. Tv og radio var min passion, min drøm og min hobby. Kunne en 17-årig ung mand have forudset, at uafhængig journalistik i hans land ville få mærkatet ekstremisme, og at alle andre medier ville blive reduceret til at være et propagandistisk talerør? Nej. Ingen af os havde forventet, at dette kunne ske i Europa i det 21. århundrede. Alligevel er det sådan det forholder sig i dag i diktatoriske Belarus. Der findes ikke et eneste uafhængigt medie i landet. Alle mediestrukturer ejes af staten. Staten holder streng kontrol med den redaktionelle politik, som er meget enkel: Lukashenkos selvudnævnte magtbeføjelse hyldes, og enhver der vover at kritisere den, endda på konstruktiv vis, bliver stemplet som "folkets fjende" - en betegnelse, der er lånt fra den kommunistiske fortid.

I midten af 00'erne forsøgte en ung og naiv, nyuddannet journalist således at finde sig til rette i faget. Under og efter mine studier har jeg fået rigtig meget praktisk erfaring inden for tv og radio, og jeg vidste præcis, hvad det var, jeg ville. Mulighedsvinduet var dog hurtigt ved at lukke: Private radiostationer lukkede ned eller blev overtaget at staten, mens de uafhængige tv-stationer ikke engang kunne være sikre på en sendefrekvens. Der var ikke det store valg: Enten indlod man sig på propaganda, eller også undlod man følsomme emner og begrænsede sig til tandløs underholdning. Journalistik overlevede kun i Belarus takket være nogle få aviser og uafhængige internetportaler. Mange journalister forlod branchen, og mange blev udsat for undertrykkelse. Det belarusiske informationsministerium udsendte regelmæssigt advarsler til medierne, men blot tre advarsler var tilstrækkeligt til at deres tilladelser blev tilbagekaldt. Ifølge journalistforbundet i Belarus faldt antallet af aviser med 21 % i 2020-2024. Der var kun uskadelige publikationer tilbage på det belarusiske mediemarked, såsom udgivelser, der henvender sig til ejerne af et fritidshus, folk, der godt kan lide vittighedslæsning og krydsord. Alle uafhængige samfundspolitiske udgivelser blev enten lukket af myndighederne eller valgte ikke at blive trykt, fordi det var blevet umuligt for dem at arbejde.

Heldigvis lykkedes det mig at finde en gylden middelvej: Jeg meldte ud i offentligheden, at jeg sadlede om til at gå instruktørvejen og det kreative arbejde, hvor jeg fik stor succes. Samtidig fortsatte jeg mit journalistiske arbejde som frivillig uden at afsløre mit navn for ikke at blive eksponeret. Dette viste sig at være en effektiv taktik. Med al min erfaring og mine professionelle kontakter var jeg i stand til at forsyne de uafhængige medier med nye videooptagelser fra 2020, og jeg var også i stand til at deltage i borgeraktivisme og politisk aktivisme – jeg blev medstifter af menneskerettighedsbevægelsen "Free Association of Athletes SOS.BY". Man kan vel ikke beskylde mig for at være partisk og engageret for at vælge mit lands befolknings side – et diktatur har intet til fælles med objektivitet, ligesom propaganda intet har til fælles med journalistik.

I 2021 lå Belarus på en 158. plads ud af 180 i vurderingen af pressefrihed. Sammenlignet med 2020 var det en nedrykning på fem pladser. "Belarus er det farligste land i Europa for mediefolk," advarer den internationale menneskerettighedsorganisation Journalister uden Grænser.

Det er værd at bemærke, at 60 % af alle belarusssere i proteståret 2020 havde internettet og de sociale medier som deres foretrukne nyhedskilder. Kun 11 % af respondenterne svarede, at det var tv. 7 % svarede de trykte medier og 5 %, radio. Efter at have indset dette begyndte det diktatoriske styre at handle hårdt og kompromisløst. Regimets største påfund har været kampen mod "ekstremisme" som undskyldning for censur og forfølgelse. Myndighederne blokerer adgangen til indhold fra medieforetagender, der fortsætter deres aktiviteter fra udlandet, og ethvert samarbejde med dem betragtes som et udtryk for ekstremisme.

Ved udgangen af 2023 sad 32 journalister fængslet i Belarus. Journalister har været udsat for pres og umenneskelig behandling i detentionscentre. Ifølge menneskerettighedsaktivister gik bloggeren og journalisten Igor Losik fra "Radio Liberty" i lang tid i sultestrejke i fængselskolonien og snittede sig derefter i håndleddene og halsen. Han blev idømt 15 års fængsel. Strafferetlig forfølgelse af enhver form for samarbejde med uafhængige medier med betegnelsen "ekstremistiske formationer" er blevet optrappet. En ny tendens er forfølgelse ikke blot af repræsentanter for civilsamfundet, men også af helt almindelige borgere, der kommenterer sociale og politiske begivenheder over for journalister.

Den 31. oktober 2024 erklærede det belarusiske styre min personlige Instagram-konto for "ekstremistisk materiale". Det betyder, at ikke blot jeg selv, men også alle mine følgere i Belarus vil blive retsforfulgt for at følge min profil. Mere end 5.000 internetressourcer i Belarus er blevet erklæret for "ekstremistiske" af diktaturet. Der findes næppe noget andet europæisk land, der kan prale af så imponerende statistikker! Er vi belarusere af den opfattelse, at der er tilstrækkelig fokus på problemet med belarusisk journalistik? Jeg er nødt til at være helt ærlig – nej, dette problem belyses ikke tilstrækkeligt. Ikke alene afvikles journalistikken som institution i Belarus, men journalistiske fagfolk bliver også fysisk angrebet.

Diktaturet forsøger også at forfølge journalister og aktivister uden for Belarus. Mit eget eksempel er et levende bevis på en sådan forfølgelse. Regimet har lært sig at udnytte demokratiske institutioner til at nå sine afskyelige mål. Journalister, aktivister, bloggere og politisk aktive borgere er tidligere blevet retsforfulgt for skattekriminalitet, under påskud af tidligere at have undladt at betale skat. Dette har vist sig at være et perfekt røgslør for at skjule de politiske motiver bag forfølgelsen. Menneskerettighedsaktivist og Nobelprismodtager Ales Bialiatski er fængslet på grund af økonomiske anklager. Chefredaktøren for det uafhængige medieforetagende "TUT.BY" (som blev ødelagt af styret i 2020) og hendes kolleger sidder bag tremmer under henvisning til samme paragraf. Interpol accepterede samme paragraf om økonomisk kriminalitet i forbindelse med min eftersøgning. Det tog Interpol næsten otte måneder at gennemføre en intern undersøgelse og nå frem til, at eftersøgningen af mig var i strid med artikel 2 og 3 i organisationens vedtægter. Ikke desto mindre blev jeg arresteret og fængslet i det centrale fængsel i Beograd i syv måneder og seks dage. Jeg tilbragte fem måneder i husarrest med strenge restriktioner. Serbiens højesteret besluttede to gange at udlevere mig til det diktatoriske Belarus. To gange lykkedes det min advokat og mig at appellere denne afgørelse. Jeg er blevet frarøvet et år af mit liv og min fysiske og mentale sundhed. Alt sammen fordi jeg valgte det forkerte erhverv i det forkerte land. Blot fordi jeg havde en personlig mening og gav udtryk for den gennem et aktivt medborgerskab.

Heldigvis lykkedes det mig at vinde – ellers ville du ikke være i gang med at læse disse ord. Takket være journalisters, politikeres, civilsamfundets og organisationers utrolige solidaritet kunne jeg forlade Serbien og komme i sikkerhed i Berlin. Men min historie er ikke forbi. Der er lang vej igen, før jeg er kommet mig, og der er stadig flere kampe på min vej. Jeg ved, at jeg har været tro mod mit kald, selv om nogle betragter det som ekstremisme. Jeg ved, at uafhængig journalistik er en af byggestenene i et demokratisk samfund. Den slags samfund, belarusere ønsker at opføre. Og vi forventer, at vi ikke går alene ad denne vigtige vej.