Under en debat om udfordringer og fremtidsudsigter for SMV'er i EU, som EØSU var vært for, blev de foranstaltninger, der blev bebudet i talen om Unionens tilstand, hilst velkommen, og man drøftede EØSU's forslag om at gøre virksomhedsoverdragelser lettere, da det stigende antal overdragelser skaber bekymring. 

På EØSU's plenarforsamling den 22. september blev der afholdt en debat om emnet "SMV'er i Europa – udfordringer og perspektiv". I debatten deltog David Clarinval, den belgiske minister med ansvar for SMV'er, Isabelle Schömann, forbundssekretær i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, og Véronique Willems, generalsekretær for SMEunited, og der blev fremlagt en rapport fra EØSU om virksomhedsoverdragelser i EU.

David Clarinval tegnede et blandet billede af situationen for belgiske SMV'er med deres styrker – digitalisering, innovation, adgang til finansiering – og svagheder – mangel på kvalificeret arbejdskraft, automatisk lønindeksering og forsinkede betalinger. "Det indre marked er afgørende for disse virksomheder", sagde han. "Det er imidlertid ikke altid perfekt, og selv på nuværende tidspunkt kan løsninger på energiproblemer i mange tilfælde findes på nationalt niveau." Han beskrev derefter de foranstaltninger, som de belgiske myndigheder har iværksat for at hjælpe virksomheder med at klare energikrisen, og lagde vægt på betalingsfleksibilitetsordningerne. 

Isabelle Schömann medgav, at det var meget positivt at hjælpe SMV'erne gennem disse barske tider ved at revidere statsstøttereglerne og konkurrencepolitikken. Hun erklærede, at det var fint at investere i uddannelse, opkvalificering og omskoling for at hjælpe virksomhederne med at håndtere den grønne og den digitale omstilling, men at det ville være forkert for virksomheder og SMV'er kun at se på færdigheder i forbindelse med den sociale dimension af den dobbelte omstilling. I lighed med de seneste kriser "er det ikke acceptabelt, at virksomheder, uanset om de er store eller små, får adgang til offentlige midler uden nogen betingelser. Der er behov for sociale forhold for at bevare beskæftigelsen – en beskæftigelse af høj kvalitet", sagde hun, "hvilket også omfatter effektiv udøvelse af demokrati på arbejdspladsen gennem information og høring af arbejdstagerne. Foregribelse af forandringer er ikke kun et problem for virksomhederne. Virksomhederne er nødt til at håndtere dette sammen med arbejdstagerne, hvis alle skal kunne godtage de foranstaltninger, der er iværksat."

Véronique Willems glædede sig over de nye foranstaltninger, som var blevet bebudet i kommissionsformandens tale om Unionens tilstand, navnlig loftet over, hvor meget elektricitetsselskaberne må tjene, og hjælpepakken for SMV'er, der har behov for støtte, og frem for alt direktivet om forsinket betaling, fordi "det simpelthen ikke er retfærdigt, at 1 ud af 4 konkurser skyldes, at fakturaer ikke bliver betalt til tiden. Kommissionen har iværksat mange initiativer i denne mandatperiode, som vil påvirke SMV'erne. Vi vil dog endnu ikke gå så langt som at kalde det en befordrende retlig ramme", sagde hun og henviste til de elementer, som ifølge hendes organisation stadig mangler, især behovet for at gøre test af SMV'er mere effektive og lette den lovgivningsmæssige byrde. "Én ind, én ud-tilgangen er ikke tilstrækkelig i den henseende. Vi er nødt til at arbejde med en én ind, flere ud-tilgang", understregede hun. (dm)