Den 25. september udråbte EØSU vinderne i de tre kategorier af EU's priser for økologi, som udvalget står for: bedste økologiske fødevareforarbejdende SMV, bedste økologiske fødevaredetailhandler og bedste økologiske restaurant.

For andet år i træk blev arrangementet afholdt sammen med Kommissionen og flere andre partnere med det formål at belønne topkvalitet i den europæiske økologiske værdikæde. Vinderne af hver kategori deltog i en særlig ceremoni, som blev afholdt i Kommissionen med EU's landbrugskommissær, Janusz Wojciechowski, som vært.

EØSU's formand, Oliver Röpke, sagde: "EØSU har i årevis været fortaler for en mere bæredygtig og inklusiv fødevarepolitik i EU. Jeg er stolt over, at vi er med i dette vigtige initiativ, der bringer kvalitetsfødevarer tættere på den almindelige forbruger og berører alle dele af fødevarekæden. Jeg ønsker hermed vinderne af dette års EU-priser for økologi til lykke og takker dem for at give os indblik i deres inspirerende projekter".

Vinderne er:

Bedste økologiske fødevareforarbejdende SMV: the Merry Mill, Vicarstown, Irland

The Merry Mill er en familiedrevet økologisk bedrift i Irland, der producerer en række økologiske glutenfrie fødevarer. Deres mission er at fremstille kvalitetsprodukter, som ikke kun giver næring til krop og sjæl, men som også er bæredygtige, velsmagende og – frem for alt – ikke skader miljøet.

Bedste økologiske fødevaredetailhandler: Gut Wulksfelde (Bioland), Tangstedt, Tyskland

Gut Wulksfelde (Bioland) driver en 600 m² stor gårdbutik, hvor de sælger produkter fra deres økologiske bedrift. På deres 450 hektar jord dyrker de over 50 forskellige slags grøntsager. De forarbejder også kød, producerer æg og forsyner gårdbutikken med brød fra eget bageri.

Bedste økologiske restaurant/restaurationsvirksomhed: Restaurant Luftburg Kolarik im Prater GmbH, Wien, Østrig

Med plads til 1.200 gæster har Luftburg Kolarik siden 2021 været den største fuldt certificerede økologiske restaurant i verden. Restauranten blev grundlagt i 1992 ud fra en filosofi om økologisk og social bæredygtighed. (ks)