EØSU info: Du er en prisvindende journalist og filmskaber, som ofte beskæftiger dig med vanskelige spørgsmål som krige og menneskers skæbner. Denne gang handler din film om vand. Hvorfor?
Ewa Ewart: Filmen "Until the Last Drop" fortæller historien om en anden krig – den dummeste af alle – nemlig den krig, som mennesket i fremskridtets navn har erklæret mod vores livskilde, vand. Det er i bredere forstand en krig mod naturen. Vi mennesker besluttede for længe siden, at livet på jorden skulle finde sted på vores vilkår, og at det naturlige miljø skulle tjene os og vores interesser. Denne overbevisning har gjort, at vores klode i dag befinder sig i en ringe stand.
Hvilke udfordringer stødte du på i forbindelse med skabelsen af denne film?
Jeg lærte i sin tid at lave dokumentarfilm ved BBC i London. 1990'erne var en gylden tidsalder for dokumentarfilm. Budgettet var stort, og vi rejse jorden rundt og lavede film om forskellige fascinerende og relevante emner. I dag er jeg freelancer og har den frihed, som det giver. Men det kan undertiden være udfordrende og tidskrævende at rejse midler til et projekt. Jeg vil mene, at det i dag er min største udfordring, altså at skaffe pengene til at lave en film. I forhold til det er resten lige ud ad landevejen! Når først jeg har sikret mig budgettet, ser jeg alt andet som en lovende og spændende oplevelse. Arbejdet med en dokumentarfilm kan være uforudsigeligt, så jeg har altid en plan B. Frem for alt fortæller jeg altid mig selv, at min film vil blive fantastisk! Min største udfordring under optagelserne til "Until the Last Drop" var vejret! Næsten 100 % af vores optagelser foregik udendørs, og vi rejste efter en meget stram tidsplan til seks forskellige lande. Derfor kunne enhver ubehagelig overraskelse (med hensyn til vejret) have kostet os penge og forårsaget alvorlige forstyrrelser af vores filmoptagelsesplan. Men vi var heldige.
Hvilken rolle mener du, at filmindustrien kan spille med hensyn til at skabe opmærksomhed om vandproblemer og fremme indsatsen for at løse dem?
Dokumentarfilm kan spille en vigtig rolle med hensyn til at informere og skabe opmærksomhed. Jeg har en journalistisk baggrund inden for TV-nyheder, men jeg har fundet ud af, at jeg brænder mere for et længere nyhedsformat. Jeg elsker dokumentarfilm af flere årsager, men en af dem har afgørende betydning: En dokumentarfilm giver dig plads til at fortælle både, hvad der er sket, og hvorfor det er sket. Du har tid og plads til at sætte komplekse begivenheder og vigtige spørgsmål i en dybdegående kontekst og gøre dem lettere at forstå for et bredere publikum. Da jeg begyndte at arbejde på "Until the Last Drop", gik det op for mig, at en hel del filmskabere allerede havde lavet film om vandrelaterede spørgsmål. Det var på den ene side betryggende, men det var også en udfordring for mig at finde på en idé, der var ny og uudforsket. Velproducerede film om vigtige emner har potentiale til ikke bare at oplyse, men også at tilskynde mennesker til handling. Vores film er allerede blevet vist mange gange, og folk kommer efterfølgende op til os for at spørge, hvad de kan gøre. Det er meget givende.
Hvad inspirerede dig til at sætte fokus på vand?
I 2017 arbejdede jeg på en film om, hvordan olieindustrien ødelægger regnskoven. Vi var i gang med at optage i den ecuadorianske del af regnskoven i Amazonas, da en leder af lokalsamfundet tog mig med ned til deres flod. Da han strøg sin hvide latexhandske over vandoverfladen, blev den sort. Hele handsken blev dækket af et tykt olieagtigt lag. Det påvirkede mig meget, og jeg tror, at dette møde plantede det første frø til dokumentaren om vand.
Hvorfor indgår drøftelserne om vand ikke i den offentlige debat?
En af årsagerne er helt enkel. Der er stadig i vid udstrækning adgang til vand, og vi tager det for givet. Vand dækker størstedelen af Jordens overflade, men floderne – som er den vigtigste kilde til rent ferskvand – udgør under én procent af alle vores ressourcer. Nyhederne om de millioner af mennesker, der mangler vand, bliver overvejende rapporteret på lokalt plan. Vi tror af en eller anden grund, at vandproblemer kun rammer lande langt væk, og at det ikke angår os. Jeg håber, at vores film vil give en chokerende erkendelse af, at denne opfattelse er helt forkert. Den anden årsag er, at den stærke lobby bag vandforureningen og den hensynsløse udnyttelse af vandressourcerne påvirker og har stor indflydelse på de politiske valg.
Der er heldigvis også nogle positive tegn på, at vi er ved at blive mere bevidste om, at vi er nødt til at ændre den måde, vi forvalter vandressourcerne på. I marts sidste år afholdt man FN's første vandkonference i en hel generation. Det var en klar anerkendelse af, at vi stadig er alarmerende langt fra at løse vores vandproblemer og nå vores mål på vandområdet, hvilket er en trussel mod selve vores eksistens. Hvert år fejrer vi Verdens Vanddag for at minde os selv om, at vi er nødt til at stramme os an for at løse vandkrisen, og da vand er en forenende faktor for alle mennesker, må alle gøre en indsats. Lad os håbe, at sådanne initiativer bliver ved med at vokse.
Hvad er efter din mening det vigtigste, som folk bør vide om vandkrisen?
Vandkrisen findes. Den er en realitet, og den bliver større og større. Der bør være en kollektiv bevidsthed om, at tiden er ved at løbe ud. Hvis vi ikke ændrer radikalt på den måde, vi håndterer vores vandressourcer på, står vi måske over for en brat opvågning. Det er et af budskaberne i vores film. Jeg håber, at dem, der er i stand til at tackle krisen, før det er for sent, vil lytte til dette budskab. En af personerne i vores film spørger: "Vil kloden vente på, at vi vågner op?"
Hvad er dit budskab til EU og medlemsstaterne? Og til borgerne, navnlig de yngre generationer?
Det er et meget stort spørgsmål! For det første ønsker jeg, at så mange mennesker som muligt i EU og medlemsstaterne ser "Until the Last Drop". Og det handler ikke om min egen forfængelighed! Jeg kan se, hvor stor indvirkning filmen har, hver gang den bliver vist offentligt. Jeg håber og tror, at denne film vil inspirere beslutningstagerne til at hjælpe alle de aktivister, der kæmper for rene og sunde floder. Det er helt uacceptabelt, at vi tillader Europa at have det mest opsplittede flodsystem. Det er skammeligt, at Italien – et land, der i så høj grad har bidraget til den europæiske civilisation – har de mest forurenede floder på vores kontinent. Floden Sarno, der engang blev betragtet som en gud, har sågar titlen af den tredjemest forurenede flod i verden. Vores higen efter fremskridt og udvikling har gjort denne flod til et ildelugtende lig.
Er der håb forude?
Det er der, og vi taler også om håb i filmen. Det er begyndt at gå op for nogle, at der ikke er lang tid tilbage, før det er for sent at ændre på den måde, vi forvalter vores vand på. Disse mennesker er aktivister, som gør deres bedste for at modvirke den skade, vi allerede har forårsaget på vandressourcerne. Jeg sætter min lid til disse aktivister, som har førstehåndskendskab til sagens alvor. Disse mennesker lever med og af floderne, og de er de første, der påvirkes af de beslutninger, som politikerne træffer. Beslutningstagerne bør tage ved lære af dem. Vi vil gerne gøre denne dokumentarfilm til et læringsværktøj til at informere om vand. Piotr Nieznański, der er medforfatter til og promotor for filmen, har udviklet programmet "CodeForBlue", der henvender sig til lærere og unge mennesker. Det er nutidens unge, der snart skal beslutte, hvordan vi forvalter vores vandressourcer. I det nuværende uddannelsessystem hører de ikke hele historien om vandkrisen. Det hul ønsker vi at lukke. Vi er gået i gang med at lancere programmet i Polen.
Hvad skal vi gøre nu for at redde kloden?
Vi skal hver især træde ud af vores egen boble og gå sammen om at beskytte og på fornuftig vis forvalte vores fælles og mest værdifulde ressource: livsvigtigt, friskt og rent vand. En politiker fra Minganie Regional County Municipality (MRC) i Quebec, Canada, som har støttet den lokale indsats for at beskytte en flod, og som optræder i vores film, har sagt: "Folk vil gerne være rige, fordi de tror, det vil gøre dem lykkelige. De vestlige samfunds økonomi bygger på denne tankegang. Hvis vi ikke ændrer vores forståelse af udvikling i dag, med de forandringer, vi ser både her og andre steder i verden, er vi alle fortabt".
Ewa Ewart er journalist og prisvindende filmskaber med speciale i banebrydende og indflydelsesrige dokumentarfilm. Hun er født og opvokset i Polen, men har det meste af sin karriere arbejdet for BBC TV i London. Hun har rejst og arbejdet i mange lande, hvor hun har produceret og instrueret programmer lige fra undersøgelser til politiske og sociale dokumentarer. Hendes film har afsløret nye oplysninger om spørgsmål som korruption i Boris Yeltsins Rusland, de hemmelige fangelejre i Nordkorea, borgerkrigen i Columbia og CIA's hemmelige og ulovlige bortførelsesprogram for terrormistænkte. Hun har med sine dokumentarfilm fortalt nogle af mest mindeværdige historier, bl.a. den om tragedien i Beslan, der blev lavet i forbindelse med étårsdagen for et terrorangreb, der kostede over 170 børn livet. I en efterfølgende film satte hun fokus på det traume, som mange af de overlevende børn stadig lider af fem år efter uhyrlighederne.
