Omtrent halvdelen af de knap 500 millioner mennesker, der bor i EU, er kvinder. Og ifølge en undersøgelse fra 2014, der blev foretaget af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, har cirka en tredjedel af alle kvinder i EU på et eller andet tidspunkt i deres liv været udsat for vold, blot fordi de er kvinder.

Der er tale om en epidemi af vold mod kvinder, vold i deres forhold, i familien, på arbejdspladsen, på gaden osv. Det drejer sig om en form for terror mod kvinder, som hvert år kræver tusindvis af ofre, herunder kvinder, der bliver dræbt, såret, mishandlet, ydmyget, voldtaget, overfaldet, krænket, forhånet, truet m.m.

Vold mod kvinder handler derfor om menneskerettigheder, da der er tale om at få krænket sine menneskerettigheder, blot fordi man er kvinde: retten til fysisk og mental integritet, retten til sikkerhed, retten til ikkeforskelsbehandling, retten til privatlivets fred osv.

Det er derfor medlemsstaternes myndigheder og EU-institutionerne, der har ansvaret for at sikre kvinders menneskerettigheder: Det forslag til direktiv, som Kommissionen fremsatte på kvindernes internationale kampdag den 8. marts, er et væsentligt og hårdt tiltrængt første skridt.

Fra en tværfaglig synsvinkel bifalder EØSU den innovative tilgang med et direktiv om bekæmpelse af vold mod kvinder. Samfundet har i vidt omfang efterspurgt et sådant direktiv.

I betragtning af omfanget og udbredelsen af de forskellige former for vold, som kvinder udsættes for, er det desuden nødvendigt, at politikker til bekæmpelse heraf ikke er neutrale politikker, men snarere er udarbejdet med et klart og utvetydigt kønsperspektiv og udformet på en måde, der gør det lettere at forstå, at de er nødvendige, og at de skal være effektive.

Der er behov for en debat om vold mod kvinder i EU med det formål at udforme mekanismer til definition af strafbar adfærd såsom vold og at fastsætte sanktioner og skærpende omstændigheder forbundet hermed. Det er imidlertid også nødvendigt at indføre procedurer for beskyttelse af ofre og for sikker adgang til retssager, samtidig med at der ydes støtte og integrationsmekanismer til ofrene.

EØSU foreslår, at der som led i den sociale dialog og de kollektive overenskomstforhandlinger bør træffes konkrete foranstaltninger med henblik på at sikre, at kvinder, der er ofre for vold, kan beholde deres job, og at ofre, som står uden arbejde, kommer i beskæftigelse.

Samtidig ved vi alle, at sociale problemer ikke kan løses alene ved domstolene, at straf ikke bør være det eneste middel, og at der derfor bør indføres tværfaglige uddannelses- og bevidstgørelsespolitikker: Vi bør bruge uddannelse og kultur til at forebygge, at personer bliver krænkere, ved at udbyde uddannelse i ligestilling og ved at udvise respekt for folks forskelligheder.

I betragtning af den rolle, som uddannelse spiller for dannelsen af kønsroller og stereotyper, bør dens forebyggende rolle (navnlig gennem omfattende seksualundervisning) projiceres ud på alle uddannelsesstadier, og man bør i det institutionelle samarbejde udtrykkeligt inddrage uddannelsesmiljøet, civilsamfundets organisationer (navnlig feministiske sammenslutninger), arbejdsmarkedets parter og de berørte samfund.

Endelig er EØSU dybt bekymret over, at den ekstreme højrefløj har gjort det til et mål at bekæmpe forslagene om ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er særligt bekymret over den systematiske fornægtelse af strukturel vold, som kvinder udsættes for, blot fordi de er kvinder. Denne fornægtelse er ikke blot til skade for det ligeværdige samliv mellem mænd og kvinder, men er også et angreb på de værdier og principper, der er nedfældet i artikel 2 i TEU.