En dag vågner du op og opdager, at dit land er i krig.
Verden styrter sammen. Du forsøger at tale fornuft til dine slægtninge i Rusland, men propaganda og frygt lader til at have skadet deres evne til logisk tænkning. Det går op for dig, at livet er ved at ændre sig drastisk for alle ukrainere, også for os journalister, fordi vi nu – i hvert fald til en vis grad – ser os selv som soldater.
Det hele begyndte for otte år siden, da Rusland første gang invaderede Ukraine. Perioden 2014-2018 var vanskelig for landet som helhed og for pressen, eftersom den russiske regering på flere forskellige måder retfærdiggjorde sine handlinger ved brug af propaganda: De kaldte ukrainerne for nazister og overbeviste russerne om, at befolkningen i Donbas og Krim havde brug for deres beskyttelse.
Efterfølgende stabiliserede situationen sig dog en smule. Efter værdighedsrevolutionen (2013-2014) fik journalister ytringsfrihed. Det blev meget lettere at tilrettelægge interviews, politikerne holdt op med at undvige pressen, og det var utænkeligt for medierne, at man f.eks. kunne bringe landet i fare ved at filme et ”establishing shot” (panoramaoptagelse) af et givent sted – såsom en jernbane eller en metrostation eller endda en bro.
Ikke desto mindre havde det ukrainske samfund i hvert fald siden december 2021 forventet en omfattende invasion fra Ruslands side. Der var flere tegn på, at den ville komme: Den russiske retorik blev hårdere, den russiske propaganda tog til i styrke, udenlandske ambassader lige fra Kyiv til Lviv blev evakueret, og udenlandske statsborgere blev stærkt opfordret til at forlade Ukraine, uanset på hvilken måde. Den ukrainske præsident og regering svarede undvigende på spørgsmål om en mulig krig, så det eneste, vi kunne gøre, var at gætte på, hvornår det storstilede angreb ville komme.
Efter Putins tale til Rusland den 22. februar, Joe Bidens utallige advarsler til amerikanere og ukrainere samt ankomsten af militær bistand var det tydeligt, at angrebet kunne komme, hvad dag det skulle være. Men da det så indtraf den 24. februar, blev vi skuffede. Da vi hørte lyden af eksplosioner over hele landet, og folk begyndte at flygte fra Kyiv og andre byer og landsbyer, indså vi, at krig er en tragedie, man aldrig kan være helt forberedt på. Den første dag forsøgte medierne at filme alt i den tro, at krigen snart ville få en ende, men der var samtidig bekymring for, at det kunne blive et langstrakt forløb.
Den ukrainske presse har erfaring med at dække antiterroraktioner. En stærk pulje af korrespondenter har fået deres første arbejdserfaring ved fronten i Donbas. I slutningen af 2016 oprettede forsvarsministeriet kurser for journalister, der ønskede at blive akkrediteret til at arbejde i krigszonen, med information om vores militære styrker og undervisning i principperne for taktisk medicin. Journalisterne skulle følge strenge regler, f.eks. skulle de iføre sig værnemidler såsom skudsikre veste og hjelme, og være i stand til at vide, hvad de skulle gøre, hvis de blev fanget i bombardementer. De skulle koordinere deres arbejde med forsvarsministeriets pressemedarbejdere og dagligt informere disse om, hvor på frontlinjen de bevægede sig. De måtte ikke afsløre, hvor vores militær befandt sig. Nogle soldater bad om at få deres ansigter eller tatoveringer sløret på videooptagelser for ikke at blive identificeret af fjenden. Antallet af faldne måtte kun tages fra pålidelige officielle kilder. Vi blev mere varsomme, når vi interviewede lokalbefolkningen, eftersom mange personer i byerne og landsbyerne ved fronten havde slægtninge i de besatte områder og var bange for repressalier fra kvasirepublikkerne Folkerepublikken Donetsk (LNR) og Folkerepublikken Luhansk (DNR).
Siden den 24. februar 2022 har alle ukrainske journalister fulgt disse regler. Vi er nødt til at passe særligt godt på dem, der deler deres erfaringer. Folk i befriede områder begynder ofte at græde eller fortæller os ting, som de inden krigen aldrig ville have delt med nogen, så vi er nødt til at vide, hvordan vi kan tale skånsomt med folk, så de ikke føler et øget pres.
Inden vi viser noget, er vi nødt til at tænke os om, ikke blot to, men tre, fire eller endda ti gange, uden at vi bliver paranoide eller forfalder til selvcensur. Vi skal minde os selv om, at det har taget flere ukrainske revolutioner at sikre ytringsfriheden, og at vi aldrig må miste den.
Ytringsfrihed bør dog altid gå hånd i hånd med stor ansvarsfølelse. Lad mig give et eksempel. I de første dage, hvor Ukraine var under konstant russisk bombardement, var der en stærk trang til at vise folks tragedie og smerte uden filter — og næsten sende det i realtid som led i de traditionelle direkte udsendelser, vores seere ventede på. Hvor blev vi ubehageligt overraskede over at høre, at fjenden kunne anvende vores optagelser til justering af deres bombardementer! Nu undlader vi at rapportere fra et sted, før der er gået flere timer. Begrænsningerne omfatter også et forbud mod at filme bevægelser af militært udstyr og soldater på blokposter.
De emner, vi dækker, har ændret sig radikalt. Krigen og dens følger indgår i hver eneste fortælling. Vi beretter om evakuering, ødelæggelse og de præfabrikerede byer, der erstatter de almindelige huse og huse af bedre kvalitet, som Rusland har efterladt i ruiner. Vi taler med de kæmpende – helte, der har støttet vores hær og deres naboer på trods af besættelsen. Vi hjælper frivillige med at indsamle penge til vores væbnede styrker og til taktisk medicin. Vi er eksperter i minerydningsprocesser, men for det meste kan vi ikke huske, hvilken ugedag eller måned det er. Det bliver en lang sej kamp.
Vores arbejde er blevet en kilde til konstant stress, en test af vores fysiske og mentale styrke. Vores TV-kanaler (ICTV og STB) har i midlertidige indkvarteringsfaciliteter etableret et studie, der kan sende uafbrudt i seks timer — vores tildelte tid i den TV-nyhedsmaraton (”United News TV Marathon”), der er iværksat af kultur- og informationsministeriet, og hvor seks TV-kanaler (både statslige og privatejede) går sammen om at sikre, at der under krigen sendes hele døgnet rundt.
Ukraine har i mindst otte år forsøgt at bekæmpe falske nyheder. Vi journalister kan let spotte russiske aftryk, fordi vi efter så mange år er blevet eksperter i at forstå russisk propaganda. Vi tjekker de fleste nyhedsrapporter på baggrund af pålidelige kilder – ansvarlige embedsmænd, der hovedsagelig kommer fra det ukrainske civilsamfund. Vi taler også med eksperter inden for flere forskellige områder af ukrainsk samfundsliv. Vi dobbelttjekker nyhedsrapporter ved at sammenholde dem med officielle websteder, sociale medier og naturligvis de personer, vi fortæller om.
I vores land bliver der ikke sendt russiske eller prorussiske kanaler. Deres websteder (bortset fra officielle websteder) kan kun tilgås med en VPN-forbindelse. Vi kan stadig overvåge de russiske telegramkanaler – disse er let tilgængelige og påvirker naturligvis den ukrainske befolkning i et vist omfang, men vores regering og det nationale sikkerheds- og forsvarsråd har gjort meget for at sprede sandfærdig information blandt seere og læsere.
”United Marathon” sendes på mindst ti kanaler og kan ses på en smartphone via applikationen DIYA. Staten udsteder advarsler på flere kanaler og sociale medier, om end der er mange problemer i de besatte områder, som er afskåret fra vores internet og mobilforbindelser.
Der er også et andet problem, som alle postsovjetiske stater har til fælles: Folk er mistroiske over for TV-nyheder. De husker, hvordan pressen i sovjettiden blev censureret, og de nævner ofte, at den er manipuleret. På sin vis er det en god ting, for det får dem til at opsøge og sammenligne oplysninger fra forskellige kilder for at danne sig deres egen mening. Vi mener, at vores naboer, det russiske og belarusiske folk, har næret for stor tillid til de officielle oplysninger og har mistet evnen til kritisk tænkning. Netop derfor er demokrati og tankefrihed en af styrkerne hos de ukrainske seere, læsere og journalister.
Olga Chaiko, ukrainsk journalist på nyhedsprogrammet ”Fakty”, ICTV, SLM News
Se mindre