EU står ved en skillevej: det tyske formandskab og genopretningen og genopbygningen af Europa

Af Arbejdstagergruppen

Tyskland har overtaget formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union på et kritisk tidspunkt for Europa, hvor Unionen står ved en skillevej. Vi er ramt af den mest brutale krise i fredstid inden for de sidste 90 år med mere end hundrede tusind dødsfald i Europa alene og massive økonomiske chok, for slet ikke at tale om usikkerheden i forhold til, om der kommer flere bølger af pandemien. Under de hårde måneder med nedlukning var det sundhedspersonalet, men også personer, der leverer varer, arbejder i supermarkeder og inden for sanitet – job, som ofte er usikre og underbetalt — der tog det største slæb med at holde vores lande i gang.

"Sammen for Europa" er et motto, vi allesammen kan bakke op om, men vi er nødt til at arbejde for at fremme dets underliggende principper om bæredygtighed, retfærdighed, sikkerhed, fælles værdier og innovation. Der har aldrig været mere brug for konkrete initiativer under den europæiske søjle for sociale rettigheder såsom en europæisk mindsteløn, gennemførelse af lige løn for lige arbejde, udstationering af arbejdstagere og gennemsigtige arbejdsvilkår.

I stedet for sparetiltagene fra den seneste krise, som førte os ind i en nedadgående spiral af gæld og stagnation, og som drænede vores sundhedsvæsen for ressourcer (hvilket vi nu betaler prisen for med vores liv), er Europa nødt til at stille med robuste fælles foranstaltninger til en genopretnings- og genopbygningsplan, både på kort og på langt sigt. Vi risikerer en nedgang i BNP på 15 %, og vi kan ikke bare fortsætte, som vi plejer. Efterhånden som krisen forværres, ser vi, at ikke alle medlemsstater er lige godt rustet til at håndtere den, og hvis EU ikke reagerer, kan det føre til socialt og økonomisk kollaps, hvilket vil sætte selve EU's eksistensgrundlag på spil.

Det er en gigantisk opgave, som ligger foran det tyske formandskab, men der er også en enorm risiko for fiasko, hvis der hele tiden bliver spændt ben for genopretningsplanerne i Rådet, og de mister deres værdi som følge af nationale vetoer over den mindste lille euro eller udvikler sig til trojkadikterede "redningsaktioner", som den der skadede EU for 10 år siden og efterlod Unionen i den tilstand af handlingslammelse, som den befinder sig i nu. Som formanden for Arbejdstagergruppen udtalte: "Jo stærkere genopretningsforanstaltningerne er, og jo mere de er skræddersyet til situationen i medlemsstaterne og deres befolkninger, des mere troværdigt vil EU fremstå, og des bedre kan det løfte de hidtil usete udfordringer, vi står over for i denne krise. Det er derfor et spørgsmål om social retfærdighed og solidaritet, men det er også et bolværk mod tendenser til autoritære styreformer, som uligheder og sociale skel kan danne grobund for i EU-landene, når først sundhedskrisen er kommet under kontrol".