Kinga Joó: familien sidder inde med nøglen til at styrke samfundets immunsystem

Den 10. marts blev det blandede rådgivende udvalg EU/Serbiens møde afholdt i Bruxelles i en underlig, trykket stemning. Da mødet var slut, havde alle travlt med at komme afsted igen. Da jeg tog hjem, vidste jeg, at Europa stod over for en enorm omvæltning, og jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive min sidste flyvetur i lang tid. I Ungarn var perioden især præget af usikkerhed og vantro i befolkningen. Situationens alvor gik først rigtigt op for de fleste ungarere, da regeringen meddelte, at de planlagte festligheder i forbindelse med nationaldagen den 15. marts var aflyst.

Ligesom mange andre europæiske lande lukkede Ungarn sine grænser og vedtog en række restriktive foranstaltninger. Skoleundervisningen foregik online, dem, der kunne, arbejdede hjemmefra, og stilheden sænkede sig over gaderne og de ellers normalt så stærkt befærdede områder. Selv om der hurtigt blev erklæret en nødsituation, var landet ikke totalt lukket ned. Det offentlige rum blev ikke fuldstændigt tømt, og der blev ikke udstedt noget forbud mod at forlade sin bopæl. Der hvor jeg bor, holdt isbutikken på hjørnet af vores gade f.eks. åben gennem hele forløbet, til stor glæde for mine børn.

Og hvor var sådanne kilder til trøst dog helt igennem uundværlige for vores små helte i hele denne karantæneperiode! På deres egen måde bidrog børnene faktisk, så godt de kunne, til at få vores familie helskindet gennem krisen. Bag vores fire vægge bestræbte de sig på at lege roligt, de gav afkald på fejringen af deres fødselsdage og sad i timevis foran skærmen (selv om vi tidligere igen og igen har sagt til dem, at de ikke må tilbringe så meget tid foran en skærm). Ud over børnene var også de ældre i vidt omfang dømt til isolation. Mange steder organiserede de lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer sig, så de kunne hjælpe de mennesker, som var buret inde hjemme hos sig selv. Ofte var det dog familiemedlemmer, der måtte tage sig af denne opgave.

For mit eget vedkommende har jeg gennem de seneste uger lært, at familie og slægtskab spiller en endnu større rolle i sådan en krisesituation. Vi har tydeligt kunnet se, at familien styrker samfundets immunsystem, men vi har også forstået, at familierne er utroligt sårbare og har brug for støtte. I den forbindelse spiller civilsamfundets organisationer en stor rolle. I vores organisation har det også være interessant at se – ud over de forskellige former for praktisk hjælp (såsom donationer, logistisk støtte og støtte til skolen) – hvor meget behovet for hjælp i forbindelse med den mentale sundhed faktisk har fyldt.