af Zsolt Kükedi, medlem af EØSU, Ungarn  

Som delegeret fra en miljøorganisation er jeg klar over, at der ikke levnes meget plads til miljømæssige overvejelser midt i denne menneskelige tragedie, og at de mennesker, der er direkte konfronteret med at modtage strømmen af flygtninge, værdsætter selv det mindste tegn på interesse, medfølelse og tilbud om selv den mindste hjælp.

Som følge af mit arbejde med regionaludvikling har jeg stiftet bekendtskab med mange lokale borgmestre og ledere på regionalniveau, der straks og uselvisk har stillet deres medborgerhuse og fællesområder til rådighed for flygtninge efter krigens udbrud. Et mindre bysamfund med blot 700 indbyggere tog imod mere end 100 ukrainere. Der har man lige siden sørget for, at de får mad, har tag over hovedet og får vasket deres tøj. Straks efter krigens udbrud, da jeg kom hjem fra EØSU-plenarforsamlingen, skrev jeg til 18 lokale forvaltningsmedlemmer, borgmestre og ledere på regionalniveau i det østlige Ungarn og forhørte mig om, hvordan det stod til, og hvordan vi evt. kunne hjælpe dem fra det fjerntliggende Budapest. Jeg havde ingen planer om selv at fare af sted til grænsen, da entusiastiske frivillige i de første faser kan være mere til hinder end til gavn for det humanitære arbejde.

Ni af de 18, som jeg kontaktede, skrev tilbage. De øvrige havde formentlig ikke tid til at læse eller svare på e-mails, hvilket jo er forståeligt i den nuværende situation. De, der svarede, gav imidlertid udtryk for, at min henvendelse var opmuntrende. Alene det faktum, at vi tænker på dem, og at de ved, at de kan henvende sig til os, var rigtig godt at høre. Nogle bad om penge, fordi de havde brug for tæpper og rengøringsmidler. Andre gjorde mig opmærksom på, hvor der var brug for donationer. Men generelt lovede de at kontakte mig, hvis situationen blev permanent, og de ikke længere kunne klare det økonomisk eller personligt.

Vi har også deltaget i en anden form for hjælp, nemlig at indsamle lægemidler og medicinsk udstyr og sende det til dem, der har brug for det, og som ikke kan skaffe det i den nuværende situation. Vi har leveret stomiposer fra min kones arbejdsplads. Stomiposer er særlige plastposer til personer, der ikke er i stand til at udskille deres afføring eller urin naturligt på grund af et handicap eller sygdom, der påvirker visse dele af fordøjelseskanalen eller urinvejene. Fæces eller urin udskilles igennem en kunstig tarmåbning, en såkaldt stomi, på maven. Patienter har brug for en ny pose hver dag. Vi havde aldrig troet, at vi skulle transportere disse livsvigtige poser. Men livet er imidlertid så tilpas komplekst, at vi i den nuværende situation forstår, at vi også må bidrage på usædvanlige måder.

Vi drøftede krigen mellem Ukraine og Rusland på vores sektionsmøde i EØSU. Jeg blev bedt om at ringe til en rapportør fra slagmarken og en kernekraftekspert for at forstå truslen omkring de ukrainske kernekraftværker. Via mine mange personlige kontakter i Ukraine på grund af mit udviklingsarbejde fik jeg kontakt til Serhii Prokopenko, som er en ung mand fra Kharkiv, der er innovations- og iværksætterspecialist, konsulent og økonomiforsker. Han rapporterede direkte fra slagmarken fra en bunker i Kharkiv, hvor han havde søgt ly, efter at området kort før vores møde var blevet bombet. Han blev afløst af den ungarske kernekraftekspert, der var på efter ham, fordi internetforbindelsen blev afbrudt. Dr. Zsolt Hetesi, seniorforsker ved National University of Public Service, har været involveret i forskning i miljø, energi og bæredygtighed siden 2005. Som en af lederne af forskningsgruppen for bæredygtig udvikling og ressourcer har han tidligere talt meget om den krise, der er opstået, som følge af overbefolkning og overforbrug af ressourcer. Som ekspert i udtømningen af verdens ressourcer fortalte han om situationen, sårbarheden og risikoen for en mulig atomkatastrofe ved et af de fire kernekraftværker i Ukraine. Han forsøgte at berolige tilhørerne med, at verden på nuværende tidspunkt ikke lader til at være i overhængende fare på grund af disse kernekraftværker. Efter denne præsentation fulgte Serhii Prokopenko, og han berettede, så man kunne fornemme krigens realiteter. Han fik et stort bifald. Sektionsmedlemmerne blev meget berørt af hans fortælling, og vi havde efterfølgende svært ved at samle tankerne om sektionens sædvanlige arbejde.

Jeg mener, at det også er en humanitær opgave at komme i kontakt med mennesker, som er isoleret på grund af krigen, og at træde ud fra vores tryghedszone, så vi mærker den barske virkelighed og indser, at vi kan udrette noget, også selvom det er på lang afstand.