af Sandra Parthie

Forstyrrelser, omstillinger, transformationer, strukturelle forandringer – vi lever i den grad i "interessante tider". Europæerne står i dag over for flere megatendenser på samme tid – klimaforandring og behovet for at dekarbonisere vores økonomier, digitalisering og behovet for at genoverveje tilrettelæggelse af arbejdspladsen, afglobaliseringen og behovet for at vedblive med at have økonomisk relevans.

I industrisektoren bliver konkurrencen stadig hårdere og stadig mere global. Europæerne har igennem længere tid været vant til at være globale beslutningstagere, være på forkant med den teknologiske udvikling og at drage fordel af et stadigt stigende niveau af social og økonomisk velfærd. Alle disse "forvisninger" er imidlertid truet nu. EU risikerer at blive det tredje hjul i en kinesisk-amerikansk domineret ny verdensorden.

"Og hvad så?", spørger nogle måske. Her er såmænd grunden til, at dette faktisk har meget stor betydning: Europa mangler naturressourcer og har i århundreder baseret sin økonomiske velstand og sociale velfærd på international handel og på adgang til og anvendelse af ressourcer, lige fra sølv og krydderier til olie og gas. EU har ofte domineret sine handelspartnere og udformet handelsregler og ‑standarder i sine egne interesser. Det har EU kunnet gøre, fordi det havde markedsstyrke, var konkurrencedygtigt og innovativt.

Nu er situationen ved at ændre sig. Selv om EU er ved at fuldende sit indre marked, er der stadig mange interne hindringer, og mange nationale interesser hindrer processen. Og mens medlemsstaterne skændes om reguleringsmæssige detaljer, mindskes EU's samlede markedsposition, især over for Asien. Ikke mindre end 85 % af den økonomiske vækst frem til 2030 forventes at foregå uden for EU. Det vil sige på markeder og i henhold til regler og normer, der er udformet af andre, og hvor europæiske værdier fra social beskyttelse til arbejdstagerrettigheder, social dialog, arbejds- og miljøstandarder ikke spiller nogen rolle. Det betyder også, at det bliver vanskeligere for europæiske virksomheder og iværksættere at få adgang til hårdt tiltrængte ressourcer. Ikke kun fordi den globale efterspørgsel og dermed konkurrencen om disse ressourcer er stigende, men også fordi protektionisme og tvangs- eller gengældelsesforanstaltninger mod lande, virksomheder og økonomier bliver mere udbredt. Alle disse udviklinger påvirker adgangen til de ressourcer såsom sjældne jordarter og sjældne råstoffer, som vores fremstillingsindustri har brug for til at fungere og skabe arbejdspladser af høj kvalitet.

Et krav om strategisk "autonomi" løser ikke dette problem. At blive protektionist og stræbe efter økonomisk selvstændighed er ikke vejen frem. EU kan ikke handle uafhængigt på grund af sine manglende ressourcer. Unionen er nødt til fortsat at kæmpe for et velfungerende internationalt handelssystem.

Men der er brug for en strategi til, hvordan man håndterer en sådan situation. Man er nødt til at begrænse sin ensidige afhængighed, hvor det er muligt, ændre ressourceintensive forbrugs- og produktionsmønstre, øge sin forarbejdningskapacitet og investere i og udvikle produktionsfaciliteter i fremtidsorienterede sektorer, navnlig for varer af høj værdi, hvor det er vigtigt at bevare EU's teknologiske og innovationsmæssige potentiale.

Bæredygtighed og klimaneutralitet bliver derfor med rette de styrende principper for vores økonomiske aktiviteter. En vigtig faktor, der påvirker Europas konkurrenceevne, er energien – den måde, hvorpå den produceres, og hvor meget den koster. Den seneste stigning i energipriserne står i øjeblikket øverst på dagsordenen og skaber mange kvaler for private husholdninger samt for erhvervslivet og politikere. Dette rummer også en fortid med foruroligende geopolitiske implikationer. EU er i vid udstrækning stadig afhængig af eksterne producenter til sin energiforsyning. En ændring af dette vil have en positiv indvirkning på vores økonomier på flere planer. Investeringer i mere vedvarende energi og en decentral energiforsyning vil stimulere de europæiske producenter, reducere CO2-udledninger, mindske afhængigheden af prisvolatile fossile brændstoffer og på længere sigt føre til lavere energipriser. Det er derfor en politisk prioritet for EU.

Samtidig er EU dog ikke nogen homogen størrelse. Evnen til at tilpasse sig disse nye behov og håndtere forstyrrende faktorer varierer således meget fra region til region og fra medlemsstat til medlemsstat. Omstillingen kræver investeringer i forskning og innovation, i infrastruktur, i at tiltrække virksomheder, i gunstige fremstillings- og produktionsvilkår for virksomheder, i nye teknologier og materialer. Men også i støtteforanstaltninger for arbejdstagere og medarbejdere i sektorer, der er ramt af strukturændringer, i uddannelse, opkvalificering og omskoling.

Det er ikke alle medlemsstater, der er lige godt rustet til at imødekomme disse krav. Desuden har pandemien forværret ulighederne mellem medlemsstaterne, og regeringerne konfronteres med meget forskellige opgaver eller prioriteringslister. Men disse forskelle bør ikke sløre de politiske lederes vision – klimaforandringerne venter ikke indtil næste valg, der er finansielle midler til rådighed til digitale og grønne investeringer, og forbedring af kapaciteten og god regeringsførelse i offentlige administrationer sker ikke som ved et trylleslag, men er et spørgsmål om politisk vilje. Borgerne er bevidste om den igangværende strukturændring. Hvis man skal have dem til at bakke op om politiske tiltag for at ændre på tingene, så indebærer det høringer og kommunikationstiltag, navnlig med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets repræsentanter.

Sandra Parthie er leder af kontoret i Bruxelles for Institut der deutschen Wirtschaft. Sandra Parthie, medlem af EØSU's Arbejdsgivergruppe og ordfører for udtalelsen:"Hvordan vil de identificerede industrielle økosystemer bidrage til EU's strategiske autonomi og europæernes velfærd?"