Giulia Barbucci: Fagforeningerne har aldrig stået stærkere end i disse måneder.

Den 11. marts – Tilbage i Rom, hjemme. Der er en tung og nervøs atmosfære. I Norditalien tæller de allerede de døde. Min datter Ilaria er kommet hjem fra Milano, hvor hun studerer, og Miriam, den ældste, bor og arbejder i Barcelona og er meget bekymret.

Om aftenen erklærer premierminister Guiseppe Conte hele Italien i karantæne. I de røde zoner i nord er nedlukningen allerede en realitet, og her skal beboerne gå i isolation.

Skolerne lukker ned, fodboldligaen og andre fritids- og sportsaktiviteter suspenderes, og sygebesøg på hospitaler forbydes. Man må ikke længere bruge offentlige eller private transportmidler, og alle unødvendige produktionsaktiviteter indstilles.

En dyne af uvirkelighed lægger sig over Italien. Desorientering og frygt: Virussen synes at sprede sig ukontrollabelt og være umulig at standse.

To billeder bliver symbolet på de hårde realiteter: Den lange militærkolonne i Bergamo, der transporterer ligene ud af regionen, fordi kirkegårdene er fyldt op, og det stærke og uforglemmelige billede af pave Frans, der beder på en øde Sankt Peters Plads, som den 28. marts bliver vist på tv i hele verden.

De italienske fagforeninger går sammen med regeringen straks i gang med at sikre de essentielle produktionsaktiviteter, som skal opretholdes, så befolkningen stadig kan købe vigtige varer i supermarkederne og medicin på apotekerne. Fagforeningerne arbejder uafbrudt for at hjælpe dem, der mister deres arbejde, og forsøger at få aftaler på plads med arbejdsgiverne om hjemmearbejdsordninger eller sikre dem indkomststøtte, nu hvor indkomster er blevet usikre.

Situationen på hospitalerne er ude af kontrol: Der er ikke flere ledige sengepladser, intensivafdelingerne er fyldt til bristepunktet, og sundhedspersonalet er fuldstændig overbebyrdet. Sygeplejersker, læger og portører er nødt til at holde sig væk fra deres hjem under karantænen og arbejder døgnet rundt under det enorme psykiske pres med at tage sig af mennesker, der dør uden deres kære i nærheden.

På det her tidspunkt sagde vi allesammen: "vi kommer aldrig til at glemme det her". I dag forsøger vi at se fremad, men virussen er ikke besejret: der er stadig små og store udbrud i forskellige lande i Den Europæiske Union, og alle reagerer på deres egen måde og med deres egne foranstaltninger. Det er netop nu, at Den Europæiske Union – takket være de enorme økonomiske tiltag i de forskellige lande – bør handle som en enhed og koordinere de enkelte landes indsats. Men det ved vi godt stadig er vanskeligt. Denne krig kan dog ikke vindes alene.

Fagforeningerne har aldrig stået stærkere end i disse måneder. De er ikke bare en abstrakt størrelse – det er arbejdstagere, der peger hele landet i retningen af, hvad de retmæssigt har krav på af social lighed, værdighed og respekt. Dem, der har oplevet virkeligheden på hospitalerne, på plejehjemmene, i butikkerne, ansatte i rengøringsbranchen, transportsektoren og i virksomheder, hvis grundlæggende rettigheder til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er blevet taget fra dem – de kan vise os, hvordan vi ændrer en økonomisk og social model, der har blotlagt sine begrænsninger og sat vores efterkommeres fremtid på spil.

Dét jeg ønsker for mine døtre – Ilaria, der studerer i Milano, og Miriam, der arbejder i Barcelona – er en verden, der passer til dem, og som er både økonomisk, miljømæssig og socialt bæredygtig.