Zsolt Kükedi, medlem af EØSU, Ungarn

Kükedi taler med os om sit engagement i at hjælpe ukrainere i Ukraine og i Ungarn

Som delegeret fra en miljøorganisation ved jeg, at der ikke er meget, vi kan gøre nu, da denne situation ikke tilgodeser miljøhensyn. På den anden side gør selv det mindste tegn på interesse, forståelse og tilbud om minimal hjælp en stor forskel for dem, der tager imod flygtninge. I mit arbejde med regionaludvikling har jeg mødt mange lokale borgmestre og regionale ledere, der straks og uselvisk har stillet deres medborgerhuse og fællesområder til rådighed for flygtninge efter krigens udbrud. Der var en bosættelse på knap 700 mennesker, der rummede mere end hundrede mennesker. Der har man lige siden sørget for, at de får mad, har tag over hovedet og får vasket deres tøj. Umiddelbart efter krigens udbrud, da jeg vendte hjem fra EØSU's plenarforsamling, skrev jeg til 18 lokale regeringsmedlemmer, borgmestre og regionale ledere i det østlige Ungarn og spurgte, hvordan de havde det, og hvad vi fra det fjerne Budapest kunne hjælpe dem med. Jeg havde heller ikke planer om at skynde mig til grænsen, da entusiastiske frivillige i den tidlige tid havde organisatoriske problemer med det humanitære arbejde.

Ni af de 18 personer, jeg kontaktede, svarede. De andre havde formodentlig ikke tid til at læse eller svare på e-mails, hvilket er helt forståeligt i denne situation. De, der svarede, bekendtgjorde imidlertid, at mit brev var betryggende for dem. Selv om de ikke fik tilbudt egentlig hjælp, var den erkendelse, at vi har dem i tankerne, og at de blev klar over, at de kan henvende sig til os, allerede en god nyhed. Nogle bad om penge, fordi de havde brug for tæpper og vaske- og rengøringsmidler. Andre gjorde mig opmærksom på, hvor der var brug for donationer. Men generelt lovede de at kontakte mig, hvis situationen stabiliserede sig, og de ikke længere kunne klare det økonomisk eller personligt.

Mens jeg skriver disse linjer, ved jeg, at jeg snart vil være hjemme igen og endnu engang skrive til de ni respondenter for at høre, hvad der sker netop nu, og hvad de har brug for. Vi talte også om, hvor længe siden det var, vi sidst havde set hinanden, og at selv om denne triste situation havde bragt os sammen igen, ville vi helt klart afsætte tid til at mødes personligt. Der er intet vigtigere end at have venner, man kan regne med.

Vi deltog også i en anden form for hjælp, nemlig at indsamle lægemidler og medicinsk udstyr og sende det til dem, der har brug for det, og som ikke kan skaffe det i den nuværende situation. Mange er ude af stand til at tilfredsstille deres fysiske behov på grund af et handicap eller en lidelse, der påvirker dele af fordøjelsessystemet eller urinvejene. Det er en frygtelig tilstand. Afføring udskilles igennem en stomi et bestemt sted i bugvæggen. Vi har leveret stomiposer fra min kones arbejdsplads, fordi patienter har brug for én pose dagligt, som derefter skal kasseres af hygiejnemæssige årsager. Samtidig kan man ikke overleve én dag uden, fordi det ville være et umenneskeligt liv. At transportere disse vigtige poser var uforudset. Men livet er imidlertid så tilpas komplekst, at vi i den nuværende situation fodstod, at vi også må bidrage på usædvanlige måder.

På anmodning fra EØSU drøftede vi på vores sektionsmøder krigen mellem Ukraine og Rusland, og hvordan det påvirker EØSU. I TEN-sektionen blev jeg bedt om at ringe til en rapporter fra slagmarken samt til en kernekraftekspert for at forstå truslen omkring de ukrainske kernekraftværker. Via mine mange personlige kontakter i Ukraine på grund af mit udviklingsarbejde fik jeg kontakt til Serhii Prokopenko, som er en ung mand fra Kharkiv, en innovations- og iværksætterspecialist, konsulent og økonomiforsker, som kunne beskrive krigen for os. Han rapporterede direkte fra slagmarken fra en bunker i Kharkiv, fordi det område, han befandt sig i, var blevet bombet kort før udsendelsen. Han var også nødt til i et stykke tid at blive afløst af den ungarske atomekspert, der kom efter ham, fordi internetforbindelsen blev afbrudt. Dr. Zsolt Hetesi, Senior Research Fellow ved National University of Public Administration, har været involveret i miljø-, energi- og bæredygtighedsforskning siden 2005. Som en af lederne af forskningsgruppen for bæredygtig udvikling og ressourcer har han tidligere talt meget om den krise, der er opstået som følge af overbefolkning og overforbrug af ressourcer. Som ekspert i ressourceudtømning fortalte han om situationen, sårbarheden og risiciene for en mulig atomkatastrofe på et af de fire atomkraftværker i Ukraine. Han forsøgte at forsikre tilhørerne om, at verden for øjeblikket ikke synes at være i umiddelbar fare fra disse atomkraftværker. Denne præsentation blev efterfulgt af Serhii, og mens han talte, kunne vi mærke krigens virkelighed. Han fik et stort bifald. Sektionen sympatiserede oprigtigt med hans redegørelse og havde efterfølgende svært ved at samle tankerne om det, de var i gang med.

Jeg mener, at det også er en humanitær opgave at komme i kontakt med mennesker, som er isoleret på grund af krigen, og at træde ud fra vores tryghedszone, så vi mærker den barske virkelighed og indser, at vi har arbejdsopgaver, der skal udføres på lang afstand.

Som kristen føler jeg med alle, der lider eller dør under denne krig. Som miljøforkæmper, der arbejder med ressourceudtømning, ved jeg, at vi er nødt til at dele flere og flere af vores skrumpende ressourcer. Her i Bruxelles giver jeg ofte et par euro til hjemløse, der bor i metroen eller på gaden. Og når jeg kommer hjem, spekulerer jeg på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dem, der konstant er på vagt, eller endda dem, der på den ene eller anden måde er i nød.

Zsolt Kükedi, medlem af EØSU, Ungarn