Af Karel Lannoo

Det er lige nu på mode at hævde, at Europa ikke er konkurrencedygtig, og at kræve en omfattende dereguleringskampagne på EU-plan. Hvor problematisk den økonomiske situation er, afhænger dog af omstændighederne og definitionen af konkurrenceevne samt af hvilken nævner og hvilke benchmarks man anvender.

Derudover sidestilles konkurrenceevne med deregulering, og det kan man ikke. En omfattende forenklingskampagne er heller ikke løsningen. For at bevare overtaget er det derfor vigtigt at bruge de rigtige parametre, så debatten ikke bliver afsporet og falder ud til den euroskeptiske lejrs fordel.

Konkurrenceevnen er atter blevet et politisk mål, selv om det faktisk aldrig har været andet – og det er vigtigt ikke at glemme fortiden. Med Lissabonstrategien, der formelt blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i marts 2000, ønskede EU at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden med en bæredygtig økonomisk udvikling, som skulle resultere i mere og bedre beskæftigelse samt større social samhørighed. Allerede under Jacques Delors' formandskab var konkurrenceevnen et spørgsmål, der optog Europa-Kommissionen – læs bare Paul Krugmans berømte artikel fra 1994, hvor han kaldte den for en "farlig besættelse". Jacques Delors var på daværende tidspunkt bekymret over den stigende arbejdsløshed i Europa på grund af konkurrencen fra USA og Japan, og hans løsningsforslag var et program for investeringer i infrastruktur og højteknologi. Det har vi hørt før.

Forenkling af lovgivningen har også længe været på dagsordenen. Tiltagene under den enklere lovgivning for det indre marked (Slim) blev indledt allerede i 1996, hvor EU bestod af 15 medlemsstater. Charles McCreevy, der var kommissær fra 2004-2009, gik ind for at holde "pauser" i lovgivningen i 2005 og 2006, indtil finanskrisen ramte. Næstformand Frans Timmermans fik under Juncker-Kommissionen til opgave at gennemføre et program for bedre regulering. Alle disse planer var prisværdige, men det havde været bedre at forholde sig til de grundlæggende årsager til den lovgivningsmæssige kompleksitet – det vil sige beslutningsprocessen og den ringe håndhævelse – i stedet for blot at symptombehandle. Med 27 medlemsstater er det dog lettere sagt end gjort.

Konkurrenceevne handler – i det mindste ifølge Draghirapportens definition – mere om produktivitet og vækst i BNP, hvilket kan give vidt forskellige resultater, afhængigt af nævneren. Der er imidlertid også andre måder at måle konkurrenceevne på. Man kunne se på den interne kontra den eksterne konkurrenceevne. Internt ser EU ud til at stå svagt med en faldende produktivitet i forhold til USA. Eksternt har EU imidlertid et overskud på handelsbalancen og de løbende poster, mens USA har et enormt underskud begge steder – men det synes ikke at være et problem (undtagen for Donald Trump).

Finanspolitisk står EU også meget bedre end USA og endda Japan, men vi mangler præcise data for at kunne sammenligne os mere nøjagtigt med Kina. EU's budgetunderskud var på ca. 3,5 % af BNP i 2024, mens USA's var næsten dobbelt så stort (6,4 %). Dollarens særlige position på de internationale markeder gør, at USA kan finansiere dette underskud. Markederne er dog bekymret for den amerikanske økonomi i lyset af de divergerende rentesatser på mellemlang sigt EU og USA imellem. I øjeblikket ligger rentesatsen for lån med 6 måneders løbetid i USD på 4,8 %, mens den ligger på 2,5 % i eurozonen (Euribor).

Derudover har energipriserne i EU været meget højere end i USA siden midten af 2021, hvor Putin begyndte at manipulere priserne, hvilket giver fremstillingsindustrien og navnlig Tyskland konkurrenceproblemer. Energiomkostningerne i EU er lige nu mindst 50 % højere end i USA.

Energipolitik er et andet godt eksempel at have med i debatten om regulering: Er for meget regulering problemet? Nej, tværtimod. EU har et indre marked for energidistribution, men ikke for -produktion, hvilket fortsat er medlemsstaternes domæne. Det skaber problemer i lande med overskudsproduktion som Sverige, da det får priserne til at stige på grund af energimangel i andre lande som Tyskland.

Derudover kunne man i den digitale sektor spørge, om det ville være bedre slet ikke at have nogen regulering. Ønsker vi ytringsfrihed og ingen moderering af indhold som i USA? Ønsker vi det oligopolistiske marked, som vi har nu?

Med disse korte betragtninger vil jeg gerne understrege, at debatten om konkurrenceevne og deregulering skal føres med forsigtighed for at undgå, at det udvikler sig til en sort-hvid debat, som kan påvirke en sund økonomisk politik i negativ retning.