Den sundhedskrise, vi i øjeblikket befinder os i, er uden sidestykke i Europa- og verdenshistorien: den har alvorlige konsekvenser for mennesker i alle verdens hjørner og konfronterer os med livets flygtige karakter. En mikroskopisk organisme har angrebet os, men selvom vi endnu ikke er i stand til det, vil vi overvinde den.

For første gang i vores mange tusind år lange historie, er vi nødsaget til at gennemføre mange menneskelige og sociale aktiviteter uden fysisk kontakt, uden at befinde os det samme sted og uden direkte menneskelige relationer. Vi har været nødt til at lære at leve "virtuelt" – noget, som ud fra et antropologisk perspektiv vil ændre vores måde at være på som mennesker grundlæggende. Verden er i forandring, og vi er derfor også nødt til at forandre os: vi må lære at bruge digitale værktøjer til at deltage i videomøder og kommunikere på en ny måde uden at se hinanden fysisk eller ved at holde afstand til hinanden, når vi gør. Mobiliteten forandres også, og vi tester nye måder at komme rundt på, såsom elløbehjul. Det er bare få eksempler på, hvordan forandring er blevet en stor del af vores liv.

Opgaven for vores generation er at tackle alle disse udfordringer og finde løsninger.

Men vi er trods alt mennesker, og vi kan finde ud af at tilpasse os. Vi ved, at dette bare er en fase i vores lange historie, og at vi før eller siden vil kunne vende tilbage til vores oprindelige natur som sociale væsener.

Det var på en måde trist at afholde EØSU's konstituerende plenarforsamling for den nye mandatperiode på afstand, en følelse, som mange sikkert deler. Uden muligheden for at mødes ansigt til ansigt og lære de nye medlemmer at kende, drikke en kop kaffe sammen i pausen eller tage et glas vin efter en lang arbejdsdag, er det bare ikke det samme. Dette sociale samvær i vores arbejdsliv er faktisk vigtige øjeblikke, som har afgørende betydning for at lære hinanden at kende og udveksle synspunkter med de kolleger, som vi skal forhandle og nå til enighed med, for at kunne udarbejde vores udtalelser.

Vi er klar over, at vi er nødt til at udsætte disse aktiviteter et stykke tid endnu, men før eller siden vil vi igen begynde at være mennesker i enhver forstand.