Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har opfordret Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en ny europæisk strategi for ældre, som bør bevæge sig væk fra den nuværende opfattelse af ældre som en byrde og en omkostning for samfundet. I stedet bør strategien udnytte de ældres sociale, økonomiske og intellektuelle potentiale, hvilket ofte forsømmes.

Da der ikke hidtil har været en samlet politik for ældre og aldring vil dette være den første EU-strategi, der har til formål at beskytte de ældres rettigheder og sikre, at de kan deltage fuldt ud i samfundet og økonomien.

EØSU's opfordringer blev fremlagt i en udtalelse, der blev vedtaget på plenarforsamlingen i juli, hvor der blev afholdt en debat med Kommissionens næstformand med ansvar for demokrati og demografi, Dubravka Šuica, og formanden for AGE Platform Europe, Heidrun Mollenkopf. Der var tale om en sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab.

Strategien skal bidrage til at gøre op med aldersdiskriminerende opfattelser, der forstærker forskelsbehandlingen af ældre, hvilket sammen med forskelsbehandling baseret på køn, fortsat står øverst på listen over de mest almindelige former for forskelsbehandling i EU på trods af, at den europæiske befolkning ældes hurtigt. Eurostat anslår, at antallet af personer i EU i alderen 75-84 år vil stige med 56,1 % frem mod 2050, mens antallet af personer i alderen 65-74 år vil stige med 16,6 %.

"EØSU opfordrer klart og utvetydigt Kommissionen til at udarbejde en europæisk strategi for ældre inden udløbet af sin nuværende mandatperiode. Jeg mener, at dette vil være et første skridt, der kan få vidtrækkende virkninger for den europæiske sociale og demografiske politik", sagde ordføreren for udtalelsen, Miguel Angel Cabra de Luna.

Kommissionens næstformand Dubravka Šuica udtalte: "Ældre er hverken en udgift eller en byrde. De er et aktiv. Vi kan ikke betragte de demografiske ændringer som et isoleret fænomen. Vi er nødt til at se på, hvordan de indgår i et samspil med megatendenser som den grønne og den digitale omstilling".

"Ældre bør ikke opfattes som modtagere af velfærdsydelser, men som borgere, der har samme ret til et ligeværdigt liv uden forskelsbehandling som alle andre aldersgrupper. Disse rettigheder skal garanteres på alle livets områder", fastslog Heidrun Mollenkopf.

Desuden råder de ældre over en betydelig del af velstanden i mange lande, og de har en stor købekraft. Seniormarkedet, der drives af ældre forbrugere, forventes at opleve en betydelig vækst og skønnes at nå op på 5,7 billioner EUR i 2025. For at udnytte dette potentiale har EU brug for effektive strategier, der tager hensyn til den regionale dynamik og de muligheder, som denne økonomi skaber. (ll)