Af Maurizio Mensi og Michal Pinter

Listen over kritiske råstoffer skal forblive fleksibel og revideres hvert andet år for at holde trit med den teknologiske og strategiske udvikling

Manglen på kritiske råstoffer i Europa kan kun håndteres gennem en dristig, omfattende EU-strategi, der kombinerer investeringer, innovation, genbrug, bæredygtighed og forsyningssikkerhed. Kommissionens retsakt om kritiske råstoffer hilses velkommen, da den netop omfatter alt dette. Den bidrager også til at forebygge mulig konkurrenceforvridning og fragmentering af det indre marked.

EU er i dag afhængig af at importere mellem 75 % og 100 % af mange af sine nødvendige råstoffer, hvilket gør Unionen både økonomisk og strategisk sårbar (tænk bare på Kinas nylige eksportforbud for gallium og germanium).

Den stigende interesse i rene teknologier (elkøretøjer, batterier, solcellesystemer, osv.) står bag en stor del af den skarpe stigning i efterspørgslen efter kritiske råstoffer, som man så mellem 2017 og 2022, hvor energisektoren var den største forbruger af litium (med mere end en tredobling af efterspørgslen), cobalt (stigning på 70 %) og nikkel (stigning på 40 %). Det er i denne betragtning klart, at selve EU's økonomiske sikkerhed afhænger af sikkerheden i forsyningen af kritiske råstoffer, da risici i forsyningskæden for kritiske råstoffer påvirker hele økonomien og det indre marked.

EØSU mener, at det første, der bør gøres er at sikre en forudsigelig og stabil lovgivningsramme for at tiltrække investeringer ikke bare i efterforskning efter og udvinding af råstoffer, men også i forarbejdning og genanvendelse (hvor der kan sikres betydelige mængder kobber, litium, nikkel, cobalt og andre ædle mineraler fra brugte batterier, mineaffald osv.).

Derudover er der brug for en fleksibel liste over kritiske råstoffer, som nemt kan tilpasses, og som ajourføres som minimum hvert andet år. Det er nødvendigt, fordi en række andre råstoffer end dem, der er anført som strategiske eller kritiske i den foreslåede retsakt, også kan blive kritiske på mellemlang til lang sigt. Den strategiske betydning af de forskellige råstoffer bør også vurderes på sektorniveau for at afspejle efterspørgslen i de forskellige industrier.

Endelig skal vi sikre bred offentlig støtte. Udvidelsen af udvindings-, forarbejdnings- og genanvendelsesindustrien vil skabe nye arbejdspladser og økonomiske fremskridt. I EU tegner råstofsektoren sig direkte for omkring 350.000 arbejdspladser, og over 30 millioner job i fremstillingsindustrien afhænger af adgangen til mineralske råstoffer. Men offentlighedens accept kan ikke tages for givet. For at sikre EU en bæredygtig forsyning af råstoffer og avancerede materialer er der behov for over 1,2 millioner nye job inden 2030. Det er afgørende at støtte udviklingen af færdigheder i den akademiske verden samt i råstofindustrien og medlemsstaternes offentlige forvaltninger med foranstaltninger for både arbejdstagere i sektoren og offentlige embedsmænd.

Det er også vigtigt at sikre adgang til tilstrækkelige mængder elektricitet, der ikke er baseret på fossile brændstoffer, til konkurrencedygtige priser. EØSU ser gerne en reform af den tilgængelige finansiering, så der rettes fokus på at støtte markedsføringsfasen og dække driftsomkostningerne frem for at prioritere F&U-fasen for strategiske projekter, som det er tilfældet i dag. Det ville hjælpe EU med at matche ambitionerne i den amerikanske lov om reduktion af inflationen.

Vi bør også støtte markederne for sekundære råstoffer med tiltag til at skabe velfungerende markeder og mindske skrottab. Faktisk er markederne for sekundære råstoffer afgørende for den cirkulære økonomi, og de ville have gavn af mindre regulering og færre økonomiske og tekniske barrierer på de forskellige trin i værdikæden.

EØSU mener, at der bør gives lettere adgang til offentlig støtte, hvis udvindingen baseres på foreløbige økonomiske og miljømæssige undersøgelser, der vurderer de forurenende virkninger. Det er derfor nødvendigt med en koordinering med statsstøttereglerne. Desuden bør visse af EU's konkurrenceinstrumenter tilpasses for at hjælpe med at nå målene i denne lovgivning og samtidig undgå unødige konkurrencefordrejninger på det indre marked (f.eks. kunne kontrolrammen anvendes mere fleksibelt med hensyn til fusioner, så der ikke kun tages hensyn til målene for den grønne pagt, men også målene for lovgivningen om kritiske råstoffer).

Endelig er der behov for effektive handelsbeskyttelsesforanstaltninger for at beskytte nye europæiske investeringer og sikre, at vi kan konkurrere med andre store aktører. For at diversificere eksterne kilder til kritiske råstoffer bør EU undersøge partnerskaber og samarbejdsaftaler, herunder med EU-kandidatlande, og finansiere projekter om udvikling af efterforskningskampagner i udvalgte nye områder og/eller i byggemodnede tidligere mineområder. Sådanne partnerskaber kunne være betinget af, at kandidatlandene forpligter sig til hurtigere at tilpasse deres miljøpolitikker til EU's regler og standarder.